Annonce
Mærkedage

Rock & roll-koryfæ vil stadig være bedre

Francis Rossi dannede The Spectres med bassist Alan Lancaster i 1962. I 1967 ændrede bandet navn til The Status Quo, og i 1969 gik bandet over til det nuværende Status Quo. (Arkivfoto) Leon Neal/Ritzau Scanpix
Status Quo-frontmand Francis Rossi går stadig på scenen den dag i dag, selv om det mere er blevet arbejde end nydelse for ham. Onsdag 29. maj bliver han 70 år.

70 år: Forsangeren i det britiske rockband Status Quo, Francis Rossi, har stået på scenen siden 1962, og han er ikke færdig endnu.

Onsdag den 29. maj fylder han 70 år.

Sammen med Status Quo har Rossi skabt 64 britiske hitsingler, hvilket er mere, end The Beatles nåede. Rockbandet har solgt over 100 millioner albummer.

Bandets første hit kom i 1968 med nummeret "Pictures of Matchstick Men", og siden har Rossi ikke set sig tilbage. Heller ikke selv om hans trofaste bandkammerat og guitarist Rick Parfitt døde i 2016.

Status Quo har spillet over 6000 koncerter og nåede på bemærkelsesværdig vis at spille tre koncerter i tre forskellige lande på 24 timer.

Og selv om man typisk griber til statistikker og gamle anekdoter, når et band for længst har set sin storhedstid, så er 70-årige Rossi ikke færdig med karrieren endnu.

- Man forsøger altid at blive bedre og bedre. Man er aldrig tilfreds. Jeg finder det i stigende grad frustrerende, i takt med at jeg bliver ældre, og jeg er bestemt ved at blive ældre.

- Man forsøger altid at nå til et punkt, hvor man kan sige: "Jeg gjorde det", sagde Rossi til UK Music Reviews i 2014.

I 2017 gæstede Rossi Danmark, da han spillede i Næstved med Status Quo. Gaffas anmelder kaldte i den sammenhæng Status Quo for rockens svar på "suppe, steg og is til et sølvbryllup".

- Du ved, hvad du får, det er godt, og man ville ikke undvære det, skrev Gaffa.

Rossi fortalte til DR i 2017, at de mange koncerter efterhånden er blevet mere arbejde end sjov for ham. Bandet overvejede at gå fra hinanden ved Rick Parfitts død, men da den 33-årige guitarist Richie Malone stod klar som erstatning, fortsatte de.

- Det er blevet virkelighed i dag, og alt er ikke lige så sjovt, som det var engang.

- Det betyder ikke, at jeg ikke stadig nyder at optræde og spille vores musik, men jeg savner bare lidt mere sjov og ballade, sagde Rossi til DR. /ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce