Debat

Regeringens timeout løser ingen problemer

Stephanie Lose

Af: Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose, kredsformand for socialpædagogerne Lillebælt, Hanne Ellegaard, og kredsformand for Socialpædagogerne Sydjylland, Finn Harald Rasmussen.

I forhandlingerne om en sundhedsreform har regeringen erklæret timeout i forhold til fremtiden for de specialiserede sociale institutioner i regionerne. ”Jeg vil sikre mig, at der ikke sker en afspecialisering, og at vi ikke får færre og ringere tilbud til de handicappede i fremtiden”, lød socialministerens begrundelse for at smide timeout-kortet.

Så langt, så godt – men dermed er intet løst. Forhandlingerne om sundhedsreformen, herunder afskaffelse af regionerne, kører videre. Dermed råder usikkerheden stadig. Hvad sker der, hvis eller når regionerne ikke er der mere? Et sandsynligt scenarie er fortsat, at opgaven overlades til kommunerne, men sporene fra strukturreformen i 2007 skræmmer. Dengang og i årene efter hjemtog kommunerne masser af sociale institutioner. I kølvandet fulgte afspecialisering og lukning af adskillige tilbud, hver gang med de berørte – sårbare og udsatte – borgere som tabere.

Kommunerne ville selv, men magtede ikke altid opgaven. Også når de søgte samarbejde på tværs, gik det ofte skævt. Et eksempel er Taleinstituttet i Aalborg, som kommunen i 2014 hjemtog fra Region Nordjylland og aftalte at drive sammen med de øvrige 11 nordjyske kommuner. Med udgangen af 2019, blot fem år efter, trækker de andre kommuner sig. Et samlet og velfungerende tilbud for alle i regionen splittes op og vil fremover primært være for Aalborg Kommunes egne borgere, mens udenbys borgere risikerer at ende på en venteliste.

Trods massiv hjemtagelse er der fortsat 141 regionale tilbud. Det er langt flere, end de ”cirka 60”, som regeringen i sit udspil til sundhedsreform forestiller sig skal overgå til kommunerne. Det er ikke bare et stort, men også et meget komplekst område. De regionale institutioner sidder i dag med de borgere, der kæmper med de mest tunge og komplicerede problemstillinger. Det er tilbud, som kommunerne ikke kan eller vil overtage. Tilbud, som i dag nyder godt af en regional centerstruktur, der qua store enheder med én ledelse og én arbejdsgiver kan tilbyde den nødvendige kompetenceudvikling og specialisering samt det tværfaglige samarbejde, der sikrer kvalitet og tryghed til gavn for de berørte borgere og deres pårørende.

Vi må ikke begå samme fejl, én gang til. Der er ikke brug for at kaste en velfungerende struktur over bord med en usikker fremtid for hele dette område til følge. Der er ikke brug for at snakke om ny struktur. Der er meget brug for at snakke indhold. At snakke om, hvordan vi gør de eksisterende tilbud endnu bedre. En timeout – begrundet i frygt for kvalitetsforringelser – er ikke nok. Lad os få strukturændringerne helt af bordet. Og lad os i stedet tale om det, der kan løfte kvaliteten yderligere i den udmærkede struktur, vi allerede har. F.eks. en specialeplan med nationale standarder og en ny finansieringsmodel, der kan sikre udsatte borgere de bedste tilbud, uanset hvor i landet de befinder sig.

0/0
Annonce
Læserbrev

Uddannelse. Vi skal ikke spare 121 millioner kroner på ungdomsuddannelserne i Nordvestjylland

Læserbrev

Ulven. Umuligt at sikre store naturarealer

Leder For abonnenter

Godt set af Jyden i Bur

Leder For abonnenter

Fattig og forarmet?

Nogle gange kan det vanskeligt at vide, om man skal grine eller græde. Det gælder bestemt også, når Magisterbladets redaktør i Dagbladet Politiken forsøger at bilde læsere ind, at København er fattig - kun overgået af Bornholm, hvor gennemsnitsindkomsten er lavere end i København. Herefter giver redaktøren den fuld pedal med, at hovedstaden bliver dæmoniseret som verdensfjerne, rige og ligeglade af jyderne. "Man bruger det til at retfærdiggøre, at man vil tage job og penge fra københavnerne. Og det er lettere at gøre med et falsk elitestempel, fordi det fremstår pænere at sparke opad end at sparke nedad". Det lyder jo nærmest synd for de stakkels københavnere, og det havde måske endda også været lidt synd, hvis det ikke lige var fordi, at det naturligvis er noget være vrøvl, som redaktøren har regnet sig frem til. Han har blandt andet talt alle studerende, der får statsfinansieret SU, med i statistikken over både gennemsnitsindkomst og antal af folk på offentlig forsørgelse. Dermed bliver en 20-årig jurastuderende, der kan se frem til en indkomst på den gode side af 600.000 kroner om året, og som bor i en forældrekøbt lejlighed i det indre København, pludselig et socialt problem. Hvis det er den slags problemer, man bøvler med i hovedstaden, er der sandsynligvis mange provinskommuner, der gerne vil sende en hjælpende hånd. I givet fald kunne man jo bare udflytte Københavns Universitet og dermed løse en del af problemet” Det er helt andre strukturelle problemer man kæmper med i andre dele af landet. Stagnerende befolkning, huse, der ikke kan belånes og sælges og konsekvensen af mange års centralisering, som drypvise udflytninger af statslige arbejdspladser endnu ikke har kompenseret for. Ganske som serviceniveauet i hovedstaden og de omkringliggende kommuner generelt er langt højere end i provinsen, hvilket bestemt heller ikke peger mod en forarmet hovedstad, der har op mod ni milliarder kroner i kommunekassen. Der er ikke så mange, der taler om det i valgkampen, men en af de første ting som et nyt Folketing kommer til at se på, er et nyt udligningssystem, som også tager højde for, at selv om vi er et lille land, så er udviklingen langt fra ens fra Skagen til stenbroen. Det har været forsøgt før at ændre i systemet, hvor specielt den interne hovedstadsudligning, er en torn i øjnene på provinskommunerne. Det er også i det lys, man må se indlægget om den fattige hovedstad. Debatten mellem hovedstaden og provinsen ender altid med at blive reduceret en slags national religionskrig, hvor hovedstadskommunerne finder det aldeles urimeligt at skulle aflevere deres hårdtjente skattekroner til jyderne, der til gengæld finder det uanstændigt at skulle vedblive med at finansiere goder, som kun hovedstadsbefolkningen reelt nyder godt af. De fronter rykker valgkampen næppe på. Men fattig og forarmet, det er hovedstaden altså ikke.

Læserbrev

Klima. Der skal en holdningsændring til

Læserbrev

Spørgsmål til EU. Svarene blafrer i vinden...

Læserbrev

Valg. Facebook-censur er et demokratisk problem

Annonce