Annonce
Sport

Ramt af alvorlig sygdom: Lind skal lære at gå som 34-årig

Christian Lind Thomsen, her i kamp for Langhøj i 1. division, gik på få dage fra at være toptrænet atlet til ikke at kunne gå på toilet uden hjælp. Arkivfoto: Morten Stricker
Badmintonspilleren Christian Lind har fra den ene dag til den anden gået fra at være en toptrimmet atlet, til at sidde lænket til en kørestol.

Glostrup: I tirsdag skulle Christian Lind Thomsen have været med for Hvidovre i sæsondebuten i 1. division. I stedet lå han i en sygeseng på Rigshospitalet i Glostrup.

Den 34-årige holstebroer blev onsdag den 4. september hasteindlagt med nedsatte kræfter i stort set hele kroppen og sovende fødder. Lind var blevet ramt af den sjældne sygdom Guillain-Barrés syndrom, der rammer mellem 50 og 100 danskere om året.

En sygdom, der rammer ud af det blå, og hvor kroppens immunforsvar angriber nerverne. På få dage var Christian Lind gået fra at være en rask og veltrænet atlet til en mand, der ikke selv kunne gå eller blot bevæge kroppen.

- Jeg kunne jo ikke gå fra den ene dag til den anden, så jeg var da bange for, jeg skulle sidde i en kørestol resten af mit liv. Men lægerne var gode til at sige, jeg nok skulle blive god igen, selvom de ikke kunne garantere, jeg ville slippe uden mén. Så jeg valgte at fokusere på det gode og tænke positivt, fortæller Christian Lind i et interview med TV2 Sporten.

Annonce

Efter to uger på hospitalet regner lægerne med, at sygdommen har toppet, og dermed er 34-årige Christian Lind nu i gang med, hvad der bliver en lang genoptræning.

Han håber, at han ikke har spillet sin sidste badmintonkamp i karrieren, men det tænker han ikke rigtigt over. For ham handler det i første omgang om at blive så rask, at han kan flytte hjem til sin kæreste Malene og deres fem måneder gamle søn i deres lejlighed på fjerde sal.

- Jeg har sagt til fysioterapeuterne, at et af mine første mål er, at jeg gerne vil lære trappetræning. Jeg har ét stort mål lige nu, for hvis jeg kan komme hjem og bo sammen med dem, som er det, jeg har i tankerne, så er jeg lykkelig. Alt ud over det vil være en bonus, siger Christian Lind.

Christian Lind er ikke i stand til at gå selv, men onsdag i denne uge stod han for første gang op selv på benene ved hjælp af et seleværktøj. 85 procent af dem, der rammes af Guillain-Barrés syndrom, bliver helt raske efter 6-12 måneder.

Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce