Annonce
Mærkedage

Rødderne forfølger Mozaffari

Forfatter og islamforsker og -kritiker Mehdi Mozaffari fylder 80 år den 21. november. (Arkivfoto) Flemming Krogh/Ritzau Scanpix
Professor og islamkritiker Mehdi Mozaffari er født i Iran, men dansk statsborger. Det har givet ham indrejseproblemer til USA. Den 21. november fylder han 80.

80 år: Fortiden indhentede for nylig Mehdi Mozaffari fra en noget uventet kant.

Han er født i Iran, men er nu dansk statsborger. Forfatter, islamforsker - og islamkritiker - og tidligere professor på Aarhus Universitet.

Han er også en mand med erfaring. Den 21. november fylder han 80, men alt det var ligegyldigt i slutningen af januar 2017 - kort efter at Donald Trump var tiltrådt som USA's præsident.

Eller rettere, der var én ting, der ikke var ligegyldigt, nemlig Mozaffaris fødested.

Trump indførte midlertidigt indrejseforbud til USA for personer, der var statsborgere i syv muslimske lande, herunder Iran.

Det ramte folk med dobbelt statsborgerskab og også personer, der var født i et af landene, altså også professor emeritus'en fra Aarhus.

- Nu kan jeg ikke rejse til USA, fordi jeg for 77 år siden blev født i Iran, konstaterede Mehdi Mozaffari dengang.

Han skulle ellers til USA for at promovere en bog om truslen fra islamiske ekstremister, netop den slags personer, som Trump med sit tiltag ville holde ude.

Islam er noget, der har fulgt Mozaffari hele livet, på godt og ondt.

Som ung blev han tvunget i koranskole og var oprindeligt tilhænger af en revolution i sit fødeland.

Han studerede jura på Teherans universitet, men senere tog han til Paris for at læse på Sorbonne Universitetet i den franske hovedstad.

I Paris fandt Mozaffari sin danske kone, og han tog sin nye familie med tilbage til Teheran, efter at han i 1971 fik sin doktorgrad.

I 1978 og 1979 kom revolutionen og opgøret med shahens diktatur. Det var ayatollah Khomeini, der ledte den islamiske revolution.

Mozaffari fik i 1979 ansættelse på Sorbonne og forlod sammen med sin familie Iran.

Ikke længe efter fandt familien vej til Danmark, hvor han blev ansat på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Her begyndte han en akademisk karriere, hvor han brugte sine kræfter på at forske i Khomeinis islamisme, som Mozaffari er meget kritisk over for.

I 1998 udfordrede han i bogen "Fatwa" det islamisk juridiske grundlag for fatwaen mod forfatteren Salman Rushdie.

15 år senere kronede og sluttede han sin akademiske karriere med bogen "En Orientalsk Totalitarisme".

Her beskriver han islamisme som en totalitær ideologi, der udsprang fra Første Verdenskrig, da imperierne i Tyskland, Italien, Rusland og Det Osmanniske Rige faldt.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Kristian indtog Torvehallerne med storm

Leder For abonnenter

Mellem to onder

Skal man være mest glad for Politiets Efterretningstjeneste, der med en storstilet aktion onsdag anholdte 20 personer, som det mistænker for at have forsøgt at skaffe sprængstoffer og våben til brug for en ikke nærmere defineret terroraktion? Eller skal man være mere bekymret over, at der stadig findes radikale grupperinger, der bor mellem alle os andre - i det her tilfælde islamister - der er klar til at bruge terror som våben? Svaret er nok, at man både skal være glad for PET og bekymret over de radikale grupperinger. PET og Politiet får med rette megen ros for at have stoppet et muligt terrorangreb. Og som operativ chef i PET Flemming Drejer siger: "Vi skal ikke lade os kue af terror. Vi skal leve vores liv normalt". Det er naturligvis rigtigt. Men det er stadig vanskeligt ikke at vågne en anelse mere bekymret op i disse dage. Det er desværre ikke den første sag om støtte til eller forsøg på at begå islamistisk terror, som vi ser her i landet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at den har grene ud til adskillige politikredse, og at de radikaliserede miljøer derfor ikke "kun" er et storbyfænomen. Lige så afskyelig terroren er, lige så komplekst er det at bekæmpe den, fordi den begås af fanatikere, der ganske enkelt er uden for pædagogisk rækkevidde. Gerningsmændene ønsker ofte bare at se de vestlige frihedsværdier gå op i en sky af røg fra et bombebælte. Modsvaret bliver ofte fakkeloptog og fællessang, som ingen terrorister eller fanatikere frygter - eller måske endnu værre; flere muligheder for at politiet kan overvåge os alle sammen. Senest er debatten om at brugen af kameraer med ansigtsgenkendelse dukket op, som politiet ønsker blandt andet med baggrund i terrortruslen. Ønsket er sådan set forståeligt. Og hvem vil ikke gerne forhindre terror? Men hver gang vi skærper myndighedernes mulighed for at overvåge ikke bare potentielle terrorister men os alle sammen, får vi også alle indskrænket lidt af vores frihed i forsøget på at bevare den. Terror skal naturligvis bekæmpes. Men midlerne vil altid blive valg mellem to eller flere onder.

Annonce