Annonce
Mærkedage

Rødderne forfølger Mozaffari

Forfatter og islamforsker og -kritiker Mehdi Mozaffari fylder 80 år den 21. november. (Arkivfoto) Flemming Krogh/Ritzau Scanpix
Professor og islamkritiker Mehdi Mozaffari er født i Iran, men dansk statsborger. Det har givet ham indrejseproblemer til USA. Den 21. november fylder han 80.

80 år: Fortiden indhentede for nylig Mehdi Mozaffari fra en noget uventet kant.

Han er født i Iran, men er nu dansk statsborger. Forfatter, islamforsker - og islamkritiker - og tidligere professor på Aarhus Universitet.

Han er også en mand med erfaring. Den 21. november fylder han 80, men alt det var ligegyldigt i slutningen af januar 2017 - kort efter at Donald Trump var tiltrådt som USA's præsident.

Eller rettere, der var én ting, der ikke var ligegyldigt, nemlig Mozaffaris fødested.

Trump indførte midlertidigt indrejseforbud til USA for personer, der var statsborgere i syv muslimske lande, herunder Iran.

Det ramte folk med dobbelt statsborgerskab og også personer, der var født i et af landene, altså også professor emeritus'en fra Aarhus.

- Nu kan jeg ikke rejse til USA, fordi jeg for 77 år siden blev født i Iran, konstaterede Mehdi Mozaffari dengang.

Han skulle ellers til USA for at promovere en bog om truslen fra islamiske ekstremister, netop den slags personer, som Trump med sit tiltag ville holde ude.

Islam er noget, der har fulgt Mozaffari hele livet, på godt og ondt.

Som ung blev han tvunget i koranskole og var oprindeligt tilhænger af en revolution i sit fødeland.

Han studerede jura på Teherans universitet, men senere tog han til Paris for at læse på Sorbonne Universitetet i den franske hovedstad.

I Paris fandt Mozaffari sin danske kone, og han tog sin nye familie med tilbage til Teheran, efter at han i 1971 fik sin doktorgrad.

I 1978 og 1979 kom revolutionen og opgøret med shahens diktatur. Det var ayatollah Khomeini, der ledte den islamiske revolution.

Mozaffari fik i 1979 ansættelse på Sorbonne og forlod sammen med sin familie Iran.

Ikke længe efter fandt familien vej til Danmark, hvor han blev ansat på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Her begyndte han en akademisk karriere, hvor han brugte sine kræfter på at forske i Khomeinis islamisme, som Mozaffari er meget kritisk over for.

I 1998 udfordrede han i bogen "Fatwa" det islamisk juridiske grundlag for fatwaen mod forfatteren Salman Rushdie.

15 år senere kronede og sluttede han sin akademiske karriere med bogen "En Orientalsk Totalitarisme".

Her beskriver han islamisme som en totalitær ideologi, der udsprang fra Første Verdenskrig, da imperierne i Tyskland, Italien, Rusland og Det Osmanniske Rige faldt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Løkke tilbage i Thyborøn i høj sol

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Hvis det kunne svare sig at køre på el, gjorde vi det allesammen

Jeg overvejer at købe en elbil. Eller rettere - jeg overvejer på et lidt useriøst plan, om jeg har grund til at overveje det på et lidt mere et seriøst plan. Den slags beslutninger tager tid. Tanken skal have lov at modnes i mit nordvestjyske sind, og selv om jeg efterhånden er klar til elbilen, er den måske ikke helt klar til mig. Sådan rent økonomisk. Min første bil var en Ford. En pilrådden Escort fra 1986. Det var den model, som blev produceret i Brasilien og som havde en 1,3 liters motor, der var lige så tørstig, som bilen var upålidelig. Jeg havde den i et års tid, inden jeg blev magelig og opgraderede den til noget mere driftsikkert. I løbet af det år bidrog jeg i helt ustyrlig grad til det, vi i dag kender som klimaforandringer. Det vil jeg godt beklage. Men vi var ikke klogere dengang - jeg var i hvert fald ikke. Det var min første bil, og følelsen af frihed var enorm der bag rettet, så den kørte nærmest i døgndrift. Modellen var ikke bare en benzinsluger. Den var også en af de sidste, som krævede fuldfed 98 oktan benzin - med bly, naturligvis. Og hvis udstødningen under det larmende, himmelblå vidunder nogensinde havde rummet et filter, så var det for længst udtjent, da jeg overtog ejerskabet. En familie i Lemvig havde bragt den tæt på bilkirkegården, og jeg sørgede for at sende den i graven med manér. Det passer selvfølgelig ikke helt, når jeg skriver, at vi ikke var klogere dengang. Det var i 90'erne, og selvfølgelig vidste vi alle, at bilernes udstødning ikke gjorde noget godt for miljøet. Klimaet fyldte bare ikke så meget i den offentlige debat og endnu mindre i hovedet på en ung mand bag rettet i sin første bil. Da jeg skiftede Forden ud, var jeg dog meget fokuseret på at købe en model med et mere diskret brændstofforbrug. Jeg kan desværre ikke prale af, at det var af ideologiske hensyn. Det handlede udelukkede om prisen. Den gamle Ford klarede omkring otte kilometer på en liter blyholdig benzin. Den nye tog blyfri og kørte en halv gang længere på en liter. Fremskridt. Siden har jeg haft en del forskellige biler, og hvert skifte har gjort det en smule mindre belastende for miljøet, at jeg tillader mig privatbilens luksus. Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg får hovedpine af at tænke på, hvad det kræver at regne det samlede "klimaaftryk" for en bil ud. Produktion, fragt og brændstof er slemt nok. Men tænk bare på den øgede velstand hos medarbejdere i fjerne lande, der har arbejdet med at producere bilen. Og deres øgede forbrug. Nej - det bliver for komplekst. Jeg holder mig til brændstoffet og polerer en smule på min falmende glorie. Min nuværende bil har alle tænkelige filtre og kører dejligt langt på literen. Det var faktisk årsagen til købet. Jeg er måske nok blevet små 25 år ældre, men når jeg skal være helt ærlig, så er det stadig den nederste linje i økonomien, der er afgørende for mit valg af køretøj. Vi skrev i denne uge om, at Holstebro Kommune ligger næstsidst bland landets kommuner, når man ser på, hvor stor en andel af bilerne, der er regulære elbiler. Det er der rigtig mange, rigtig gode grunde til. Elbilens begrænsede rækkevidde er ofte et argument for ikke at skifte. Jeg bruger selv samme argument. Men jeg ved også, at det ikke er helt sandt. Jeg er helt overbevist om, at jeg ville have skiftet min dieselbil ud med en elbil, hvis det var en økonomisk fordel for mig. Og jeg er næppe alene. Den samlede økonomi er afgørende for mange, når de køber bil, og lige så snart elbilen vinder i udregningen, så skal I bare se, hvordan vi alle - også i Nordvestjylland - er klar til at skifte forbrændingsmotoren ud. Mens vi venter på, at det også kan svare sig for pengepungen at køre på el, fortsætter jeg med at skamme mig en smule over mit bidrag til planetens opvarmning. Men kun lidt. For jeg har en stor tro på, at den teknologiske udvikling nok skal redde os alle sammen. Det er en mere behagelig tanke end det modsatte. Og udviklingen har da trods alt gjort det af med den blå røg fra min gamle Escort.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];