Annonce
Lemvig

Fisker: Positivt med kvotehandler

Tobis er den vigtigste art indenfor industrifiskeriet. Arkivfoto
Reder Leif Knak i Thyborøn er én af de fiskere, der fortsat har egne kvoter i industrifiskeriet - og som har en god forretning selv i år, hvor kvoterne er små

Thyborøn: Det er ikke nødvendigvis en skidt ide med kvoter, der kan handles mellem fiskerne.

Det vurderer partsreder Leif Knak, der sammen med sine kompagnoner har været med til at investere et trecifret millionbeløb i fiskeriet. Det er penge, der er brugt på skibene "Meilsøe" og "Hallingsø", men i høj grad også på opkøb af kvoter. I dag råder de over kvoter på tobis, brisling og sperling, der er høje nok til, at de kan holde skruen i vandet i et år som i år, hvor kvoterne generelt er små.

- Vi har været med hele vejen og forsøgt at investere i fiskeriet i stedet for at stoppe. Vi har opkøbt for at sikre os, og vi kan stadig tjene penge på fiskeriet, siger han.

Han har altså haft fordel af at kunne købe sig til større kvoter, men lejer fortsat gerne kvoter i det omfang, det er muligt og nødvendigt.

- Systemet fungerer overordnet set godt nok, selv om der på det seneste er kommet en masse politisk modstand mod, at kvoterne er blevet koncentreret på færre hænder. Men fisken bliver jo stadig fanget på en god økonomisk og fin møde, og det skaber en masse arbejde i land. Det har ikke noget at gøre med, om fisken fanges af få kvoteejere eller af mange, siger han.

Han er dog enig med formanden Kurt Madsen i, at det er et problem for Thyborøn, at en stor del af kvoterne på industrifisk er forsvundet ud af byen. En større kvote på lokale hænder kan være med til at sikre blandt andet fiskemelsfabrikken Triple Nine en bedre, fast kreds af leverandører, vurderer han. Lige nu må man se mod Nordjylland for at finde størsteparten af kvoterne.

- Det skyldes, at folk i Thyborøn har valgt at score kassen i form af en stor check. De har haft lige så store chancer som alle andre, og nu kommer nogle af dem med sure opstød, siger han.

Han vil dog gerne være med til at sikre, at en del af kvoterne kan vende tilbage til Thyborøn.

- Jeg er enig med Kurt Madsen i, at det vil være ønskeligt, men det kræver, at nogle er interesserede i at investere og tør tage chancen. Det er dog svært at se, hvem der skal gøre det, efterhånden som fiskerne stopper. Det er store beløb, der skal investeres, og det kan blive svært, hvis de, der har trukket penge ud af fiskeriet for at bruge dem privat, ikke vil være med, siger Leif Knak.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forhåbentlig kun forretten

Efter en vinter med regn, regn og regn - blæst, blæst og blæst. Med oversvømmelser både inde i landet ved vandløbene og ude ved kysterne, er der vist ikke mange, der ikke mener, at klima-debatten er relevant. Det kan vist ikke være på et mere passende tidspunkt, at Klimatorium onsdag kunne holde rejsegilde på Østhavnen i Lemvig. Der kommer forhåbentlig til at ske noget i den bygning, som kan blive rammen om klima-løsninger, så man i Lemvig kan vende klima-udfordringer til en gevinst, hvor der skabes arbejdspladser, økonomi og udvikling ved at være centrum for forskning, der kan give øget befolkningstal og gevinster for det lokale erhvervsliv. Det er selvfølgelig for tidligt at konkludere, om Lemvig Kommune og Lemvig Vand & Spildevand lykkes med denne store satsning. Man er så småt i gang med de første projekter, og når Klimatorium står klar til indvielse i august med klima-topmøde og meget andet, så skal det begynde at vise sig, om det virkelig kan lykkes for en af landets mindste kommuner at blive den store aktør på dette område både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt, som er ambitionsniveauet. Det er etape 1, der onsdag var rejsegilde på. Det er et halvt Klimatorium, som først og fremmest er arbejdsplads for Lemvig Vand & Spildevands medarbejdere samt kommunale medarbejdere med plads til studerende og udviklere fra private firmaer, som kan låne et skrivebord her, mens man er med i samarbejder. Den anden halvdel - etape 2 - er det, der rent fysisk vil gøre Klimatorium til en succes. Men den skal bygges af en privat investor, og det skal være med private virksomheder som lejere. Det er slet ikke på plads endnu, og dermed kan man slå fast, at drømmen om, at håndværkerne bare kunne fortsætte med næste etape efter indvielsen af den første, ikke bliver en realitet. Men forhåbentlig sker det ikke så længe efter. Ikke bare fordi man kan få overstået byggerodet på Østhavnen. Men også fordi det er etape 2, der virkelig skal sætte gang i de private initiativer, som man håber så meget på, og så Klimatorium ikke blot ender som en flot bygning, der er halvt færdig og med halvfærdigt ambitionsniveau. Etape 1 er godt, men forhåbentlig kun forretten.

Annonce