Læserbrev

Politik. Man forsørger sig selv, hvis man kan

Orla Østerby. Pressefoto

Debat: Når man kommer til Danmark, skal man tage sig et arbejde. For nogle kan det lyde hårdt og uvelkomment. Det mener jeg ikke. Det er nogle helt rimelige krav at stille, hvis man vil være en del af Danmark.

I Det Konservative Folkeparti foreslår vi at stramme politikken, når det kommer til udlændinge og arbejde. Det gør vi, fordi vi kan se, at der stadigvæk er alt for mange ikke-vestlige indvandrere, der ikke forsørger sig selv, men som bliver forsørget af det offentlige. Det gælder især indvandrerkvinderne. Her i Holstebro udgør ikke-vestlige indvandrerkvinder for eksempel 14,4 procent af alle kontanthjælpsmodtagere, men kun 2,3 procent af befolkningen i kommunen.

Vi vil hæve grænsen for, hvor meget man skal arbejde for den fulde kontanthjælp. I dag skal man arbejde 225 timer om året – det vil vi hæve til 365. Det svarer til én time om dagen, og det er mindre, end hvad en flaskedreng må arbejde i Netto efter skoletid.

Vi er overbeviste om, at vores forslag vil få flere ikke-vestlige indvandrerkvinder til at tage sig et arbejde. Og det er det værd. For vi ved, at arbejdsløshed går i arv. Vi skylder børn af ikke-vestlige indvandrere at ændre tendensen blandt deres forældre. Vi skylder dem at vokse op med den værdi, at arbejde er en selvfølge. For hvis man ikke forsørger sig selv, er det alle andre, der kommer til at gøre det. Jeg har det selv sådan, at jeg med glæde betaler skat, så andre kan få den økonomiske støtte, de har brug for, så længe de, der kan, forsørger sig selv. Også ikke-vestlige indvandrerkvinder. Det er godt at se sine forældre arbejde. Også sin mor. For i Danmark er begge køn på arbejdsmarkedet. Vi skal ikke stille os tilfredse med, at nogle sidder på offentlig forsørgelse stort set hele deres voksenliv, selvom de udmærket kan arbejde.

0/0
Annonce
Læserbrev

Spørgsmål til EU. Svarene blafrer i vinden...

Læserbrev

Ulven. Umuligt at sikre store naturarealer

Leder For abonnenter

Godt set af Jyden i Bur

Leder For abonnenter

Fattig og forarmet?

Nogle gange kan det vanskeligt at vide, om man skal grine eller græde. Det gælder bestemt også, når Magisterbladets redaktør i Dagbladet Politiken forsøger at bilde læsere ind, at København er fattig - kun overgået af Bornholm, hvor gennemsnitsindkomsten er lavere end i København. Herefter giver redaktøren den fuld pedal med, at hovedstaden bliver dæmoniseret som verdensfjerne, rige og ligeglade af jyderne. "Man bruger det til at retfærdiggøre, at man vil tage job og penge fra københavnerne. Og det er lettere at gøre med et falsk elitestempel, fordi det fremstår pænere at sparke opad end at sparke nedad". Det lyder jo nærmest synd for de stakkels københavnere, og det havde måske endda også været lidt synd, hvis det ikke lige var fordi, at det naturligvis er noget være vrøvl, som redaktøren har regnet sig frem til. Han har blandt andet talt alle studerende, der får statsfinansieret SU, med i statistikken over både gennemsnitsindkomst og antal af folk på offentlig forsørgelse. Dermed bliver en 20-årig jurastuderende, der kan se frem til en indkomst på den gode side af 600.000 kroner om året, og som bor i en forældrekøbt lejlighed i det indre København, pludselig et socialt problem. Hvis det er den slags problemer, man bøvler med i hovedstaden, er der sandsynligvis mange provinskommuner, der gerne vil sende en hjælpende hånd. I givet fald kunne man jo bare udflytte Københavns Universitet og dermed løse en del af problemet” Det er helt andre strukturelle problemer man kæmper med i andre dele af landet. Stagnerende befolkning, huse, der ikke kan belånes og sælges og konsekvensen af mange års centralisering, som drypvise udflytninger af statslige arbejdspladser endnu ikke har kompenseret for. Ganske som serviceniveauet i hovedstaden og de omkringliggende kommuner generelt er langt højere end i provinsen, hvilket bestemt heller ikke peger mod en forarmet hovedstad, der har op mod ni milliarder kroner i kommunekassen. Der er ikke så mange, der taler om det i valgkampen, men en af de første ting som et nyt Folketing kommer til at se på, er et nyt udligningssystem, som også tager højde for, at selv om vi er et lille land, så er udviklingen langt fra ens fra Skagen til stenbroen. Det har været forsøgt før at ændre i systemet, hvor specielt den interne hovedstadsudligning, er en torn i øjnene på provinskommunerne. Det er også i det lys, man må se indlægget om den fattige hovedstad. Debatten mellem hovedstaden og provinsen ender altid med at blive reduceret en slags national religionskrig, hvor hovedstadskommunerne finder det aldeles urimeligt at skulle aflevere deres hårdtjente skattekroner til jyderne, der til gengæld finder det uanstændigt at skulle vedblive med at finansiere goder, som kun hovedstadsbefolkningen reelt nyder godt af. De fronter rykker valgkampen næppe på. Men fattig og forarmet, det er hovedstaden altså ikke.

Læserbrev

Valg. Facebook-censur er et demokratisk problem

Læserbrev

Valg. Kære forældre – Husk børnene, når I sætter krydset

Læserbrev

Miljø. EU skal i den grønne førertrøje den 26. maj

Annonce