Annonce
Rejser

Otte oplevelser: Hiroshima for alle

1.

Et tredages-pas til byens museer og sporvogne koster den lille sum af 1000 yen, hvilket svarer til cirka 60 kroner, og det må siges at være meget billigt. Med det kan man komme rundt med sporvognene og ind på mange af museerne. Hiroshima er den japanske by med flest sporvogne, og konduktørerne er iført kasket og handsker. Meget stilfuldt.

2.

Okonomiyaki er en specialitet i flere dele af Japan, men især i Hiroshima. Retten er tæt forbundet med anden verdenskrig. Da det var småt med mad, fandt man en billig måde at fylde maven på ved at lave en form for pandekager med kål ovenpå. De blev stegt på plader af metal fra for eksempel jeeps, som var det eneste, der var nok af efter krigen, og mange krigsenker fandt på at sælge disse pandekager, som i dag fås med alverdens fyld.

Der er ligefrem et lille Okonomiyaki-museum, og man kan rundt om i byen komme på kurser i at lave de tykke pandekager. Hos Otafuki reklamerer man med, at "muslims and vegetarians are welcome", da man selv kan bestemme sit pandekagefyld. Og det er helt i byens ånd: Alle er velkomne her.

3.

Shiatsu-massage: Hos Karadakobo, 263 Matobacho Hiroshima, Minami-ku koster 40 minutter 3000 yen (cirka 180 kroner), og hvad betaler man ikke for at få computerskuldrene lidt ned? Der er både kvindelige massører og en ordentlig kleppert af en mand, som bruger fistelstemme for at berolige kunderne. Men når han sætter vægt bag tommelfingeren, er det som at have en sumobryder i stillet stående på ens glutus maximus. Himmelsk – bagefter. Og man er klar til at gå ud i iroshima og sprede lige så meget venlighed, som man får tilbage.

4.

K’s House er et vandrehjem tæt på stationen (hiroshima@kshouse.jp), og vandrehjem er den bedste måde at falde i snak med andre på. På K’s House får man et fint dobbeltværelse med karbad for lidt under 4000 yen (knap 240 kroner).

I Japan forventes det, at man tager sine sko af, når man kommer ind, og man skal lige vænne sig til fornemmelsen af at sidde og drikke te med folk iført fællessutsko. Men igen: Hiroshima er ikke en by, hvor det handler om, hvordan du ser ud, men hvem du er.

5.

På Social Book Cafe Hachidor-isha, 2-43-201, Dobashi-cho, Nakan-ku, kan man nogle gange om måneden møde op og tale med overlevende fra bomben. Det understreges, at der ikke er tale om foredrag, men om at man skal føre en venskabelig samtale.

Hiroshima Museum of Art har mindst én af hver af alle de store, fra van Gogh til Renoir og Manet, og en afdeling med moderne japansk maleri. Desuden har museet et fint Picasso-maleri af hans søn Paul som toårig. Sønnen har i øvrigt plantet et træ i parken udenfor i tråd med sin fars arbejde for fred. Kunstmuseet har som slogan: "For love and peace".

6.

På de små caféer ved Kyobashi-gawa-floden kan man nyde en kaffe eller nogle østers i eftermiddagssolen ved Inari-ohashi-broen. Før man måske vil shoppe lidt i sidegaderne til avenuen Aioi-dori.

7.

Er der nogle samuraityper i selskabet, kan man om søndagen opleve Samurai Warrior Performance i haven ved Hiroshima-borgen ( hiroshima-samurai.jp). Eller tage en tur i den offentlige swimmingpool eller på børnenes museum. Derefter kan man gå en tur i den fine Hijiyama-park, som har et manga-museum i den ene ende og Radiation Effects Research Foundation i den anden.

8.

Men vil man virkelig komme ud, hvor stort set kun japanere kommer, gør man sig selv en tjeneste ved at tage ud til øen Miyajima – den hellige ø, som ligger 10 minutters sejlads fra havnen i Miyajimaguchi.

Man kan tage sporvognen helt derned, og med et Hiroshima-pas er færgen endda også gratis.

Vi talte fem andre vesterlændinge, og ellers var det kun japanere, der var turister den dag, og det er i sig selv en oplevelse. Teenageren var vild med de tamme rådyr, som gik i gaderne, og de mange smukke kvinder klædt i kimono i dagens anledning. I de små gader er der souvenirbutikker side om side, hvor man kan købe både skrammel og for eksempel fine, eksklusive spisepinde hos Yusen, en bomuldskimono i Japan Shop eller østers hos gadesælgerne.

Itsukushima-templet, som blev bygget i 596 – og genopbygget i 1168 – og templerne omkring er på Unescos liste over bevaringsværdige bygninger, og torii-porten, som ser ud, som om den svæver over vandet ved højvande, er meget smuk i al sin enkelthed.

Man ser folk bede ved de forskellige templer, og teenageren var så begejstret, at hun udbrød:

- Ja, undskyld, jeg er vist ved at blive buddhist.

Ved siden af er en pagode i fem etager så smuk, at moderen også var ved at blive omvendt.

Når man kommer af færgen, kan man gå lige ind i det lille center ved siden af og købe smukke dåser pink grape med Hiroshima Carpe på - det er Hiroshimas baseballhold. Og hvorfor ikke få sig et fodbad med citroner flydende rundt i vandet, inden man får en fodmassage og tager tilbage til Hiroshima?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Ros fra politiet: Folk holder afstand

Søndag ifølge

Flere hobbybagere og færre fritidsbetjente, tak

Vi bager mere under coronakrisen. Det læste jeg forleden i en artikel, som tog afsæt i danskernes ændrede indkøbsmønstre i denne tid. Og kigger jeg på min egen husstand, kan jeg bekræfte tendensen. Men det kan altså være et tilfælde. Vores ovn afgik ved døden kort før nedlukningen af landet, og erstatningen er sådan en sag med dampdysser og specialfunktion til hævning af dej. Og det er en fornøjelse. Jeg har sågar indkøbt hulplade og bageenzymer, så jeg nu - næsten - kan konkurrere med bagerens rundstykker. Min opskrift får du i bunden af denne klumme. Engang forestillede jeg mig faktisk, at jeg skulle være bager. Jeg kunne som barn godt lide den følelse af stolthed, det gav mig, når jeg ved at blande mel, vand og gær kunne fremstille noget, der mindede om brød. Og fulgte jeg en opskrift nøje, blev det nogle gange ligefrem godt. Det var en stor tilfredsstillelse. Skulle jeg pege på en enkelt positiv ting, jeg har fået ud af de seneste ugers ekstra hjemmetid, er det bageriet. Det bidrager til hyggen og en smule til stoltheden - og det minder mig ind imellem også om, hvorfor det var helt rigtigt, at jeg ikke blev bager. Vi er nok mange, som ikke blev det, vi forestillede os engang. I dagens avis kan du læse om en, der er blevet lige det, han drømte om. I et afskedsinterview svarer den afgåede direktør for Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Kaasgaard, på en række mere eller mindre skæve spørgsmål, som er med til at beskrive ham som menneske. Formen er måske lidt spøjs, men den virker ret godt. Vi får et godt billede af, hvad der har formet manden. Og hvis du keder dig i dit corona-hi, kan jeg klart anbefale dig at løbe spørgsmålene igennem og prøve at svare på det samme. Noget vil måske overraske dig, hvis du tør at være helt ærlig. Det var, da jeg læste den artikel, at jeg kom i tanke om, at jeg engang faktisk drømte om at blive bager. Modsat Jens Kaasgaard er jeg ikke nået langt med den drøm. Der er nok flere, der ligesom politidirektøren drømte om at få en fremtid i uniform. Og måske har kedsomheden i en coronabegrænset hverdag genskabt ambitioner hos en og anden, ligesom jeg har genfundet passion for bageriet. I hvert fald kan jeg konstatere, at der er dukket ret mange fritidspolitibetjente op på det seneste. Jeg forsøger virkelig på at se alle de positive ting, denne krise også gør ved vores samfund. Hvordan vi hjælper hinanden og støtter op om positive tiltag. Hvordan vi bidrager til at stoppe smitten ved at give køb på vores frihed. Hvordan vi generelt tilsidesætter os selv for at hjælpe helheden. Det, vi med et flot ord kalder samfundssind. Eksemplerne er mange, men nogle gange bliver samfundssindet overskygget. Eller måske er det et misforstået samfundssind, der tager over. Jeg har den seneste uge set talrige eksempler på det civile politikorps, som med egen mavefornemmelse og verdensbillede som rettesnor drager i krig mod dem, der fejler. De skyldige og alle dem, der ikke gør det godt nok. Myndighedernes officielle corona-stikkerlinje blev - heldigvis - nedlagt før den rigtig kom i drift. Men lysten til at påpege andres mangler trives alligevel. Det rigtige politi modtager en strøm af henvendelser fra folk, der er bekymrede over andres opførsel. Vi ser fingre, der peger insisterende på dem, der bærer skylden. For nogen må jo have den. Bevæger man sig ud på sociale medier - jeg anbefaler at lade være - kan man se, hvordan hobbybetjentene trives. Der bliver både anklaget, ført rettergang og dømt i den offentlige gabestok. Og det er på ingen måde kønt. For at citerer majestæten: Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Så hellere friske rundstykker. Du skal bruge 25 gram gær, 3 dl lunken vand, 500 gram hvedemel, 12 gram hvedesur (det er surdejspulver, red.), 10 gram bageenzymer og 12 gram salt. Hemmeligheden er i enzymerne og surdejen. Og i at ælte det hele godt på røremaskinen i 10 minutter. Form derefter 12 rundstykker. Pensl med vand, dyp i blå birkes. Lad dem hæve et lunt og fugtigt sted i 40 minutter. Bag ved 210 grader varmluft og gerne damp til de er pæne og sprøde - I min ovn tager det 13 minutter. Velbekomme.

Danmark

Live: Både fagbevægelsen og arbejdsgiverne anbefaler at udbetale indefrosne feriepenge under coronakrisen

Navne

Bo er en af de 100, der må arbejde i FN i Wien: Man tænker virkelig på 'Palle alene i verden'

Annonce