Annonce
Læserbrev

Organdonationsuge. Sig "Ja” til organdonation

Debat: Uge 41 er organdonationsuge, og der er i den grad brug for opmærksomhed omkring organdonation.

Danske patienter mangler organer, og Danmark mangler organdonorer.

Ved udgangen af 2018 stod 477 på venteliste til et nyt organ. Og 40 patienter døde, før de fik et nyt organ. Det er triste tal. Vi må og skal have fokus på, hvordan vi kan sikre organer til de patienter, som vil dø, hvis ikke de får for eksempel en ny nyre eller et nyt hjerte. Men det er også helt afgørende, at vi har fokus på, hvordan vi får endnu flere danskere til at tage stilling til organdonation. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi har styrket informationsarbejdet omkring organdonation, og vi har gjort det nemmere at blive donor. Det betyder blandt andet, at vi har ændret aldersgrænsen for, hvornår man kan tage stilling til organdonation, så unge fra 15 år kan tage aktivt stilling til organdonation, at man anonymt kan donere en nyre til et medmenneske mens man lever, og vi har suppleret hjernedødskriteriet med et hjertedødskriterium.

Det er ikke alle, som bryder sig om donationstanken, og det skal vi som samfund selvfølgelig respektere. Men tage stilling det kan vi alle uanset, hvordan man har det med organdonation. For det er og bliver en meget personlig beslutning.

I mit sind har der aldrig været tvivl. Jeg har det meste af mit voksenliv båret på et ”donorkort” og er selvfølgelig også registreret i donorregistret. Skulle det ske, at jeg en dag ligger livløs og et eller flere af mine organer kan redde et barn, et ungt menneske eller blot sikre bedre livskvalitet for en medborger, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Set fra min stol er det min pligt som menneske, og min opfordring er klar: Sig, ”ja” til organdonation på Sundhed.dk.

Annonce
Jane Heitmann. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Minimumsnormering er en glidebane

Det er svært at være politisk uenig i, at børnene skal have den bedst mulige pasning, som sikrer både trivsel og personlig udvikling for de små. Derfor er det også svært at være uenig i netop den del af regeringens finanslov, som sikrer flere penge til børneområdet. Det er til gengæld ret let at være uenig i den overordnede politik, som flytter styringen af midlerne og prioriteringerne i den enkelte institution væk fra de lokale politikere. De overvejelser ønsker regeringen med finansloven at flytte helt op til toppen - længst væk fra børnene. Minimumsnormeringer lyder måske nok besnærende, men reelt er der risiko for, at de mest udsatte børn bliver straffet for at sikre bedre forhold i de mest velfungerende institutioner. Minimumsnormeringerne er en lille sejr for de forældre, som tidligere på året gik på gaden i protest mod forholdene i institutionerne. I hvert fald hvis de planlægger flere børn eller har et stort alment samfundssyn. For med indførelsen i 2025 kommer ordningen ikke til at berøre de børn, som i barnevogne og klapvogne var med i demonstrationsoptogene. Faktisk er der endnu ikke klarhed over, hvem det kommer til gode. Det er uvist, hvordan den lov, der skal træde endelig i kraft i 2025 kommer til at se ud, men det er helt sikkert, at den vil tvinge kommunerne til at prioritere anderledes. Og det er en glidebane, at staten på den måde blander sig direkte i kommunens opgaver. Jo flere bundne regler, kommunerne skal leve op til, jo mindre råderum bliver der til individuelle hensyn. Som forælder kan man naturligvis være optimist og tro på, at ordet "minimum" kommer til at fylde mere end ordet "normering", når kommunerne skal leve op til kravet. Der er dog overvejende risiko for, at minimumsnormeringen i en presset økonomi de facto bliver en normering. En fælles målestok, som i mangel af fleksibilitet bliver lagt ned over alle landets børn og alle landets institutioner. Uagtet at der er stor forskel på behovet.

Erhverv

Ny chef i spidsen for lokal bank

Annonce