Annonce
Læserbrev

Organdonationsuge. Sig "Ja” til organdonation

Debat: Uge 41 er organdonationsuge, og der er i den grad brug for opmærksomhed omkring organdonation.

Danske patienter mangler organer, og Danmark mangler organdonorer.

Ved udgangen af 2018 stod 477 på venteliste til et nyt organ. Og 40 patienter døde, før de fik et nyt organ. Det er triste tal. Vi må og skal have fokus på, hvordan vi kan sikre organer til de patienter, som vil dø, hvis ikke de får for eksempel en ny nyre eller et nyt hjerte. Men det er også helt afgørende, at vi har fokus på, hvordan vi får endnu flere danskere til at tage stilling til organdonation. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi har styrket informationsarbejdet omkring organdonation, og vi har gjort det nemmere at blive donor. Det betyder blandt andet, at vi har ændret aldersgrænsen for, hvornår man kan tage stilling til organdonation, så unge fra 15 år kan tage aktivt stilling til organdonation, at man anonymt kan donere en nyre til et medmenneske mens man lever, og vi har suppleret hjernedødskriteriet med et hjertedødskriterium.

Det er ikke alle, som bryder sig om donationstanken, og det skal vi som samfund selvfølgelig respektere. Men tage stilling det kan vi alle uanset, hvordan man har det med organdonation. For det er og bliver en meget personlig beslutning.

I mit sind har der aldrig været tvivl. Jeg har det meste af mit voksenliv båret på et ”donorkort” og er selvfølgelig også registreret i donorregistret. Skulle det ske, at jeg en dag ligger livløs og et eller flere af mine organer kan redde et barn, et ungt menneske eller blot sikre bedre livskvalitet for en medborger, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Set fra min stol er det min pligt som menneske, og min opfordring er klar: Sig, ”ja” til organdonation på Sundhed.dk.

Annonce
Jane Heitmann. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.

Annonce