Annonce
Kultur

Operaen 'Eugen Onegiin' er et smerteligt skæbnedrama om uforløst kærlighed, unødvendig død og følelser, der går fejl af hinanden

Tanja (Elin Pritchard, siddende) ser paralyseret til, mens Onegin (Jens Søndergaared) danser og flirter uhæmmet med hendes søster, Olga (Johanne Højlund). Foto: Anders Bach
I Den Jyske Opera opsætning bliver "Eugen Onegin" til et indestængt skæbnedrama af Tjekhovske dimensioner. Det klæder Tjajkovskijs opera.

Anmeldelse: Risikoen ved at omplante en klassisk opera til et slagtehus, en militærbase, et autoværksted eller et meth-laboratorium er, at operaens sjæl forsvinder. Den fælde falder instruktøren Hinrich Horstkotte heldigvis ikke i med sin stilistisk enkle tolkning af Tjajkovskijs "Eugen Onegin".

Ved at rykke handlingen fra 1820’erne til 1890’erne sætter han tragedien i et letgenkendeligt Tjekhovsk lys. Alle er stakler, der længes efter et lettere, lysere, lykkeligere liv, men selv om de slår sig i tøjret og "elsker ungt og drømmer langt", bryder de sjældent ud.

Og hvis de gør, er det blot for at opdage, at lykken stadig er lige uopnåelig.

Annonce

Om operaen

"Eugen Onegin"

Fem stjerner

Den Jyske Opera: "Eugen Onegin". Opera af Tjajkovskij med libretto af Tjajkovskij og Sjilovskij efer Pusjkins roman.

Dirigent: Tecwyn Evans. Instruktør, scenograf og kostumedesigner: Hinrich Horstkotte. Lysdesign: Ib Asp.

Medvirkende: Jens Søndergaard, Dmitrii Bashkirov, Elin Pritchard, Johanne Højlund, Valerian Ruminski, Bolette Bruno-Hansen og Jens Jagd m.fl. samt Den Jyske Operas Kor og Odense Symfoniorkester.

Set ved premieren i Odense Koncerthus onsdag 9. oktober.

Opføres i bl.a. Kolding, Esbjerg, Vejle, Sønderborg, Aarhus, Randers, Aalborg og Skive - med Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, Copenhagen Phil og Aalborg Symfoniorkester.

Se www.denjyskeopera.dk

Strået knækker

Det er samme mistrøstige sandhed eller morale, der gennemsyrer "Eugen Onegin": Tanja er en ung bly pige fra landet, som forelsker sig i den selvsikre verdensmand Onegin og erklærer ham sin himmelstormende kærlighed. Onegin afviser pigen og vrider kniven rundt i såret ved at flirte med hendes søster, Olga, som allerede er forlovet. Olgas forlovede, poeten Lenskij, udfordrer nødtvungent vennen, Onegin, til duel. Onegin vinder duellen, men bliver udstødt af det gode selskab. Som en paria rejser han fra land til land.

Da Onegin nogle år senere genser Tanja, er rollerne og magtforholdet vendt om, for hun har giftet sig til rigdom og en plads på samfundets top. Onegin indser, at han altid har elsket Tanja og trygler hende om at forlade sin mand, men selv om Tanja elsker Onegin med uformindsket styrke, vælger hun at tage sin skæbne på sig og blive hos sin forkrøblede ægtemand.

Det kærlighedens strå, Onegin har klamret sig til, knækker, og han mister alt håb.

Fængsel og katedral

Med få dramatiske og sceniske virkemidler formår Horstkotte, som også har skabt scenografi og kostumer, at understrege menneskelige træk og reaktionsmønstre, som bider på os i 2019.

Det giver et gib i mig, da den umanerligt maskuline Onegin gør sin entre. Klædt helt i sort, med blå solbrilleglas og skarptskåret kindskæg er han indbegrebet af en rockstjerne.

Jeg nikker genkendende til de ustyrlige følelsesstorme, der raser i Tanja, mens hun ligger på maven med uldsokkefødderne viftende i luften og skriver sin fatale kærlighedserklæring til Onegin.

Den blændende hvide birkestamme-scenografi er gennemgående. Og dobbeltheden er næsten ubærlig, når de nøgne træer strækker sig mod himlen, som søjlerne i håbets katedral eller de fængselstremmer, der forhindrer én i at leve frit.

Det stærkeste scenebillede er poeten Lenskij, der inden duellen tager afsked med livet og lader sine digte dale som døde blade mod jorden.

Onegin (Jens Søndergaard) fortæller på en alt andet end følsom måde Tanja (Elin Pritchard), at han ikke gengælder hendes følelser. Foto: Anders Bach

Skolet i russisk sjæl

Jens Søndergaards elegante baryton er et perfekt match til den selvbevidste, uheldsvarslende og umådeligt lækre Onegin.

Elin Pritchards varme sopran giver Tanja lige dele piget ynde og følelsesmæssig rutsjetur.

Johanne Højlunds lyse mezzo tilføjer den ubekymrede og lethjertede Olga et forvarsel om den uundgåelige tragedie

Der er russisk melankoli i Dmitri Bashkirov følsomme tenor, der er som skabt til den sværmeriske digter Lenskij - men hvad skal han med en paryk, der ligner en druknet høstak?.

Odense Symfoniorkesters forhenværende chefdirigent Alexander Vedernikov har givet musikerne en ubetalelig skoling i den russiske musiks sjæl. Det kom publikum til gode ved premieren, hvor den noget anonyme dirigent Tecwyn Evans lod orkestret dvæle ekstra i de lyriske passager og strække helt ud i takt med de største følelsesudbrud.

"Eugen Onegin" er ikke en opera, der lever i kraft af voldsomt ydre drama og spektakulære scener. Den Jyske Operas stilistisk enkle opsætning forstærker det uafvendelige og smertelige i fortællingen om menneskeskæbner, hvis følelser og længsler er dømt til at gå fejl af hinanden.

Det smukkeste scenebillede i Den Jyske Operas opsætning af "Eugen Onegin": Inden duellen med Onegin tager poeten Lenskij (Dmitrii Bashkirov) afsked med livet. Foto: Anders Bach
Duellen mellem Onegin (Jens Søndergaard, t.v.) og Lenskij (Dmitrii Bashkirov, i hvidt). Til højre en af sekundanterne (Thomas Christian Sigh). Foto: Anders Bach
Onegin (Jens Søndergaard) trygler Tanja (Elin Pritchard) om at rejse med ham. Fra korridoren lytter hendes ægtemand, fyrst Gremin (Valerian Ruminski). Foto: Anders Bach
Tanja (Elin Pritchard) er nærmest desperat af kærlighed til den mystiske Onegin (Jens Søndergaard, med ryggen til). Foto: Anders Bach
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det er bare kaos

Nu nærmer tiden sig, hvor de skal til at findes en afgørelse på Brexit i Storbritannien, og man kan jo kun konstatere, at der stort set er kaos i det politiske system i det britiske parlament. Sjældent har en parlamentarisk uoverskuelig situation været udstillet så tydeligt, som det sker i øjeblikket, og det kan godt være, at debatterne i Underhuset er særdeles underholdende. Men konstruktive er de under ingen omstændigheder, og der er tilsyneladende ingen, der føler et ansvar for at finde en demokratisk afgørelse. Det kunne hænge sammen med det valgsystem med kun én vinder i hver valgkreds, som man praktiserer i det britiske, og det gør, at der er kold luft mellem partier og kandidater. Det er i en en sådan situation, man priser sig lykkelig for det danske demokrati, hvor vi da kan komme ud for meget, der giver politiker-lede. Men der findes som regel altid en forhandling og en løsning. Her hjælper det, at der er en god tone mellem politikere og partier, så selv om tonen kan - og skal - være skarp, så er der respekt for hinandens synspunkter, og der er venskaber på tværs af partiskel. Ja, det siges jo, at de værste politiske fjender, man har, de kommer fra ens eget parti, fordi man kæmper om de interne positioner. Det har vi jo været vidner til her efter valget, når vi lige kigger på Venstre. Det vigtige for Danmark og EU er, at det britiske kaos ikke breder sig til kontinentet. Så længe briterne ikke kan blive enige, så er det vel ok at udskyde Brexit endnu en gang. Men det er ikke en sjov situation for danske virksomheder og ikke mindst fiskere, at vi stå i denne situation, hvor man nødvendigvis må forberede sig på noget, man ikke ved, hvor ender. Som du kunne læse i vores søndagsavis, så er den helt gal for fiskerne, da de om få uger kan være forment adgang til britiske farvande, hvor en stor del af fiskeriet foregår. Det giver kamp om de resterende fiskepladser og indtægtsnedgang.

Annonce