Annonce
Kultur

Julen på Hjerl Hede er skudt i gang: - Om lidt kommer det, alle vil se

Kun én ting var anderledes lørdag i forhold til for 100 år siden. Stigen, som grisen her ligger på, blev den i gamle dage også bundet til og hængt op på. Lørdag var stige erstattet af et nyere og mere sindrigt system, for at Knud Erik Smærup (til højre) og Erik Holmgaard bedre kunne komme til. Foto: Johan Gadegaard
Skaren af frivillige på Hjerl Hede er 400-500 personer. Tre af dem hedder Hedegaard til efternavn - og er brødre.

Hjerl Hede: Holger Hedegaard har et selvopfundent optællingsapparat, der ikke er helt dumt.

- Jeg plejer at sige, at sidder jeg oppe på hestevognen, og ingen mennesker kan se nogen steder, så er her under 300, forklarer han.

- I dag kunne jeg se mennesker overalt. Jeg vil skyde på, at der er 500, måske 600 lige nu. Det er rigtigt fint, fortsatte Holger Hedegaard på både vestjysk og med vestjysk beskedenhed et par timer inde i Hjerl Hedes julelevendegørelse, der åbnede lørdag.

Levendegørelsen fortsætter de kommende to weekender, og det sker ikke uden en Hedegaard.

Foruden Holger, der har været med i 15 år, deltager brødrene Niels Ivan og Kristian også. De har været frivillige i omkring fire år.

- Men jeg er desværre forhindret (i denne weekend, red.). Ellers var jeg der, lyder det over telefonen fra en ærgerlig Niels Ivan Hedegaard fra Vemb, som er at finde på Hjerl Hede senere på måneden.

Dog kommer man i år til at se langt efter Kristian Hedegaard, Mogenstrup, som er ukampdygtig efter at have slået armen.

- Han er også fuldtidslandmand, hvorimod vi andre to er pensionister. Men ellers er de her, så snart der er brug for dem, forsikrer Holger Hedegaard.

Annonce
Holger Hedegaard og Marianne Bornebusch styrede med sikker hånd hestevognen. De har haft andre funktioner som frivillige på Hjerl Hede, men befandt sig godt bag hestene. Attraktionen er i øvrigt den eneste på Hjerl Hede, hvor de frivillige må arbejde i tøj efter eget valg; fra nutiden. Foto: Johan Gadegaard

Hvad var det, jeg sagde?

I Kristian Hedegaards fravær var 75-årig Erik Holmgaard fra Trabjerg trådt til.

- Min uddannelse består i holde ved halen. Det er mit job i dag, og det var også min opgave som ung, når vi skulle slagte gris derhjemme, lyder det med et stort smil.

Sammen med Knud Erik Smærup, Vemb, hyggede de sig med dagens store tilløbsstykke - at slagte gris, mens en kødrand af nysgerrige børneblikke og belærende bedsteforældre kiggede på.

- Nu kommer det, alle vil se, hvisker Knud Erik Smærup, efter makkerparret har fået fjernet hårene fra den døde gris og hængt den op.

En kollektiv sus af væmmelse og højlydt måben flyver over gårdspladsen, da Knud Erik Smærup lader sin kniv flænse grisen, så tarme og indvolde vælter ud.

- Hvad var det, jeg sagde, siger han med et smil.

Han har været med i en håndfuld år som frivillig.

- Jeg har været med i halvanden time, indskyder Erik Holmgaard om det frivillige arbejde som slagter.

Inden grisens indhold placeres på borde, så publikum kan betragte og spørge, så forklarer de to slagtere, at de gør som for 100 år siden. Dengang slagtede slagteren cirka én gris per dag.

Dårlige, gamle dage

Hos Holger Hedegaard er endnu en hestevogn-fuld mennesker krøbet om bord.

- Som dreng i 1950'erne ville jeg så forfærdeligt gerne styre Christian Dunkers sorte heste - og nu gør jeg det!

Entusiasmen kan man ikke frarøve den mangeårige frivillige, som selv er vokset op få kilometer fra Hjerl Hede.

- Jeg gør det udelukkende for fornøjelsens skyld. Det er jo en anledning til at fortælle om det, der foregik engang. Det vil jeg gerne, og jeg får lov til det her. Det er samtidig heldigt, at de ansatte arbejder så fint sammen med de frivillige, som består af 400-500 personer. Alene en dag som i dag er der 50 på arbejde, siger Holger Hedegaard, der ikke lægger skjul på, at selvom lørdagens solskin indbyder til en romantisk forestilling af fortiden, så forholder det sig ikke sådan hele vejen igennem:

- De gamle dage var ikke så gode, og det bedste er faktisk, at de er gået, men så må vi forsøge at få det bedste med derfra. Og det er det, vi frivillige forsøger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kom efter dem. Hårdt

Bedst som man troede, at man havde set det meste, så dukker der endnu en sag op om misbrug af offentlige midler. Denne gang i Forsvaret, hvor anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at civile erhvervsdrivende har kunnet bestikke sig til lukrative vedligeholdelseskontrakter betalt af skatteyderne. Sagen - sammen med andre lignende sager - sætter desværre et stort spørgsmålstegn ved, hvor godt det offentlige egentlig har styr på de penge, som borgerne har betroet dem. I Socialstyrelsen kunne Britta Nielsen gennem mange år berige sig selv - og det har udvalgte medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse sandsynligvis også kunnet. To medarbejdere i Forsvaret er allerede tiltalt i en sag, der ligger tre år tilbage. Og yderligere sigtelser kan være på vej i en ny sag, der begyndte med, at en økonomimedarbejder ved et installationsfirma i Holstebro råbte vagt i gevær over for Rigsrevisionen. Midt det mørke og rod som er ved at blive afdækket, kan den tidligere økonomimedarbejder holde hovedet og fanen højt. Det er sandsynligvis takket være ham, at sagerne kommer frem i lyset, så det forhåbentligt bliver muligt også at stille de ansvarlige til ansvar. Desværre ryster sådanne sager ikke bare den enkelte afdeling, hvor svindlen er begået. Den rammer i det her tilfælde hele Forsvaret og alle de mennesker, der er ansat. Det er naturligvis bunduretfærdigt - men mistanken om urent spil er svær at viske bort igen, og derfor er der også kun en løsning, og det er at komme juridisk efter de ansvarlige - og komme efter dem hårdt. Vores samfundsmodel bygger på en høj grad af tillid. Både til hinanden men også til de myndigheder, der forvalter en af verdens højeste skatteprocenter. Forsvinder tilliden, så bliver det både vanskeligere at være borger og myndighed. Heldigvis var det moralske kompas rigtigt indstillet hos den unge mand, der gik til Rigsrevisionen og politiet med sin bekymring. Det kan alle, der læser bare lidt i Rigsrevisionens beretning om sagen, konstatere ved selvsyn.

Annonce