Annonce
Læserbrev

Offentlige toiletter. Ansvaret bør være kommunalt.

Kommunen må til lommerne og investere i rimelige toilletforhold i naturen, mener Per Østerbye. Foto: Johan Gadegaard

Debat: Dagbladet tirsdag 25. juni sætter fokus på et stort problem, der åbenbart eksisterer her i landet. Der er ingen klar ansvarsplacering omkring hvor, hvor mange og hvor anvendelige de offentlige toiletter skal være i kommunerne. Er det kommunen eller vejvæsenet, der er ansvarlig.

For vor egen kommunes vedkommende, der er dybt afhængig af at turister og handlende føler sig godt behandlet i Holstebro, har man ved det gamle rådhus et kældertoilet, hvor belysningen er næsten ikke eksisterende (Narkoman relateret) og et af to toiletter, der konstant viser optaget, når det er ledigt. En fejl der nu har været, som beskrevet her i flere måneder, selv om skoleferien og turismen står for døren. Og så har man uden at kny accepteret nedlæggelse af to væsentlige toiletter ved Viborgvej og Vandkraftsøen og ladet 2x2 toiletter på Enghaven erstatte af en skurvogn med et toilet. Det er ganske urimeligt og viser en foragt for personer med problemer med deres fordøjelses-system. Man kan da ikke bare bede om adgang til forretninger eller private, når problemerne tårner sig op! Skal man blive hjemme eller som andre holde sig i form?

Jeg føler med kommunens medarbejdere i ”den grønne afdeling”. Det er noget svineri der foregår, men adgangen til offentlige toiletter skal følge med tiden, og når en vejmyndighed af sparehensyn fjerner nogle meget benyttede toiletter, skal man ikke ”Skræmme skovskidere væk”, men træde til med en kommunalt finansieret løsning. En løsning der ikke placerer vor kommune som en svinesti.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce