Annonce
Kultur

Ny krimi inspireret af grum sag fra virkeligheden

Steffen Jacobsen fotograferet i København på tagterrassen hos forlaget Lindhardt og Ringhof. Hans nye krimi handler om en række uforklarlige drab, hvis eneste fællesnævner er en kronisk syg teenagepige, som er lænket til sin kørestol. Arkivfoto: Nils Svalebøg.
Forfatter Steffen Jacobsen er aktuel med en ny krimi, der som nogle af tidens tv-serier er inspireret af de sjældne sager, hvor forældre skader deres børn med vilje.

Forfatter: Det hedder Münchausen by proxy, men man kunne også kalde det for børnemishandling. Diagnosen sættes på en forælder, som med vilje skader sit barn for selv at få opmærksomhed og sympati. Og selv om den stilles yderst sjældent, har 2019 budt på en sag, hvor en 36-årig mor til tre fra Skjern i februar blev dømt for systematisk at tappe blod fra sin ene søn gennem fem år. Drengen blev alvorligt syg.

Der har været andre sager både herhjemme og i udlandet, og en af dem har været med til at inspirere forfatter Steffen Jacobsen til hans nyeste krimi ”Proxy”.

- Det er en sag fra USA om et forkvaklet og symbiotisk forhold mellem en kvinde og hendes datter, hvis lidelser blev fulgt af tusindvis af følgere på Facebook. På et tidspunkt fik pigen en kæreste, som opdagede sammenhængen, og han slog moderen ihjel og afsoner nu 48 år i fængsel eller noget i den stil, fortæller Steffen Jacobsen.

Fuldtidsforfatteren har en nylig fortid som kirurg, dr. med og overlæge, og i den egenskab stødte han på skader på børn, hvor han og hans kolleger overvejede, om de var opstået som følge af mishandling.

- Men det er heldigvis meget sjældent. Man siger, at tre ud af 100.000 børn i den vestlige verden bliver udsat for systematisk mishandling som følge af Münchausen by proxy. Det er i øvrigt oftest barnets mor, som står bag, og hun er typisk sygeplejerske, fortæller han.

Diagnosen er langt mere almindelig på tv-skærmen. I øjeblikket kan man streame fiktive serier om emnet som ”The Act” og ”Sharp Objects” på HBO. Hvis man så sæson fire af ”Broen” på DR, husker man måske også, at det kom frem, at hovedpersonen Saga som barn var blevet mishandlet af sin mor.

Man fristes næsten til at påstå, at Münchausen by proxy er kommet på mode i populærkulturen, men Steffen Jacobsen ser det som en tilfældighed.

Annonce

Blå bog

Steffen Jacobsen, født 1956, bor i Hornbæk.

Forfatter, debattør, tidligere kirurg og overlæge, dr. med. på ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital

Kommer med egne ord fra en underprivilegeret baggrund. Voksede op hos en syg mor, der døde, da han var 15. Også hans storebror døde. Har gået i 10 forskellige folkeskoler og boet i en række ghettoer.

Skrev i 1999 "Far! En ny fars prøvelser det første år". I 2008 debuterede han som skønlitterær forfatter med "Passageren”. Fik sit gennembrud med "Trofæ" i 2013, der var første bind i en serie spændingsromaner med kriminalkommissær Lene Jensen og konsulent Michael Sander, som han stadig skriver på. Har også skrevet thrilleren ”Da jeg blev døden” og ”Hvis De lige vil sidde helst stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen”.

Jo ældre, man bliver …

”Proxy” er Steffen Jacobsens første rendyrkede krimi.

- Med både forbrydere, ofre og personlige motiver. Jeg skyldte både mig selv og mine læsere at forny mig. Ellers kan det godt blive for kedeligt, siger han.

Hovedpersonerne i ”Proxy” er efterforsker-parret Tanya Nielsen og Jacob Nordstedt. Den yngre Tanya, der kommer fra Greve og små kår, er en snushane i bogstavelig forstand - udstyret med en sjældent forfinet lugtesans, mens Jacob, krigsveteran og en forkælet og snobbet nordsjællænder, ved første bekendtskab især udmærker sig ved at være en midaldrende, sur strisser.

Forfatteren erkender, at Nordstedt rummer en del af ham selv.

- For jo ældre, man bliver, jo mere synes man, der er i vejen med alting, konstaterer han.

Han bruger således sin hovedperson til at komme af med nogle af sine holdninger og irritationer som for eksempel, når Nordstedt tordner:

”Nogle gange ville man sgu ønske, man kunne få sig en ærlig snak med mistænkte, man kraftedeme véd er skyldige. Men jeg tror, den Danske Dommerforening ville være uenige i fremgangsmåden. De er sådan nogle pæne, humane, virkelighedsfjerne kokon-mennesker, der bor i Hellerup og synes, det er synd for alle, der sammenlignet med deres egen lette gang på jorden er underprivilegerede. Du kan simpelthen ikke gøre for, at du gennemtæsker din unge kæreste med et jernrør og smider hende ud fra et tredjesals vindue, hvis du selv har haft en traumatisk barndom. Det er faktisk mest synd for ham med jernrøret. Så kan han efterfølgende få sig en uddannelse og et liv efter tre år i fængslet, mens pigen skal gå med korset resten af livet, fordi hun brækkede ryggen i faldet, og en specialbrille, fordi hun ikke kan se eller læse ordentligt, ikke kan få børn, fordi hendes bækken er knust og i øvrigt er blevet bange for mennesker, så hun ikke længere tør forlade sin lejlighed, selv om hun kun er fireogtyve år gammel.”

- Jeg er selv vokset op i socialklasse 25 og har klaret mig alligevel. Uanset, hvor du kommer fra, og hvad du har oplevet, må du tage ansvar for dine handlinger, siger Steffen Jacobsen.

Han har ikke besluttet sig for, om ”Proxy” er første bind i en serie, eller om krimien får lov at stå alene.

Steffen Jacobsen: ”Proxy”, 336 sider, Lindhardt og Ringhof. Er udkommet.

Er blevet anmeldt til fire stjerner i denne avis, tre stjerner i Berlingske og fem stjerner i Ekstrabladet.

Syndromet

Münchausens by proxy er en tilstand, hvor en voksen simulerer eller skaber symptomer hos et barn for at kunne opnå en psykologisk gevinst gennem barnets hospitalisering. Tilstanden opfattes som børnemishandling og kan være livstruende for barnet. (Kilde: sundhed.dk)

Syndromet har sit navn efter Baron von Münchhausen - en tysk baron, der især er kendt for sine løgnehistorier, som er blevet genfortalt i mange versioner. Han kaldes derfor også for løgnebaronen. Han blev født i 1720 i Bodenwerder i Weserbergland og døde samme sted i 1797. (Kilde: historiskerejser.dk)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forhåbentlig kun forretten

Efter en vinter med regn, regn og regn - blæst, blæst og blæst. Med oversvømmelser både inde i landet ved vandløbene og ude ved kysterne, er der vist ikke mange, der ikke mener, at klima-debatten er relevant. Det kan vist ikke være på et mere passende tidspunkt, at Klimatorium onsdag kunne holde rejsegilde på Østhavnen i Lemvig. Der kommer forhåbentlig til at ske noget i den bygning, som kan blive rammen om klima-løsninger, så man i Lemvig kan vende klima-udfordringer til en gevinst, hvor der skabes arbejdspladser, økonomi og udvikling ved at være centrum for forskning, der kan give øget befolkningstal og gevinster for det lokale erhvervsliv. Det er selvfølgelig for tidligt at konkludere, om Lemvig Kommune og Lemvig Vand & Spildevand lykkes med denne store satsning. Man er så småt i gang med de første projekter, og når Klimatorium står klar til indvielse i august med klima-topmøde og meget andet, så skal det begynde at vise sig, om det virkelig kan lykkes for en af landets mindste kommuner at blive den store aktør på dette område både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt, som er ambitionsniveauet. Det er etape 1, der onsdag var rejsegilde på. Det er et halvt Klimatorium, som først og fremmest er arbejdsplads for Lemvig Vand & Spildevands medarbejdere samt kommunale medarbejdere med plads til studerende og udviklere fra private firmaer, som kan låne et skrivebord her, mens man er med i samarbejder. Den anden halvdel - etape 2 - er det, der rent fysisk vil gøre Klimatorium til en succes. Men den skal bygges af en privat investor, og det skal være med private virksomheder som lejere. Det er slet ikke på plads endnu, og dermed kan man slå fast, at drømmen om, at håndværkerne bare kunne fortsætte med næste etape efter indvielsen af den første, ikke bliver en realitet. Men forhåbentlig sker det ikke så længe efter. Ikke bare fordi man kan få overstået byggerodet på Østhavnen. Men også fordi det er etape 2, der virkelig skal sætte gang i de private initiativer, som man håber så meget på, og så Klimatorium ikke blot ender som en flot bygning, der er halvt færdig og med halvfærdigt ambitionsniveau. Etape 1 er godt, men forhåbentlig kun forretten.

Annonce