x
Annonce
Holstebro

Nonboe oversvømmet igen: Jeg siger pyt

- Jeg er ikke fan af alt det vand, siger Jan Nonboe, hos hvem vandet er fosset ind, lige siden han købte Buddy Holly i 1996. Diskoteket - og med det millioner - har han tabt grund af vandet, som bliver ved med at forfølge ham. Nu er det kælderen under Roxy Malt, der står under vand. Foto: Morten Stricker
De bliver aldrig bedste venner, Jan Nonboe og vandet, der druknede hans tidligere diskotek Buddy Holly - og nu også oversvømmer hans nye sted, Roxy Malt.

Holstebro: Man kunne mene, at restauratør Jan Nonboe havde taget sin portion af alle oversvømmelser i Holstebro.

For det har han.

Men vandet bliver ved med at fosse ind. I kælderen under den irske pub er gulvtæppet flået af de 100 kvadratmeter selskabslokaler og ligger nu ude på lossepladsen, efter byens grundvand igen har stået højt. Men Jan Nonboe var forberedt og nåede at redde alle de løse tæpper og alle de nyindkøbte borde, stole og bænke.

- Det er da trælst, men alle selvstændige har noget, de bøvler med. Så jeg siger pyt, nok osse fordi jeg har prøvet det, der var meget værre, og fordi det ikke er min primære forretning - "jagtstuen" (selskabslokalet under Roxy, red.) er mere noget, jeg har for sjov, trækker Nonboe på skulderen, mens han slæber rundt med sin bedste ven i nøden - industristøvsugeren der kan suge vand og rense tæpper.

Annonce

Gider ikke skifte flere tæpper

Værre var det i december 2015, hvor vandmasserne fra Storåen brød igennem en dør med spinkle skruer til nødudgangen til diskotek Buddy Holly. Diskoteket druknede og åbnede aldrig igen og har indtil videre kostet restauratøren fem-seks millioner kroner, inden ankesagen er kommet for Landsretten.

Hans nye sted, den irske pub Roxy Malt, der åbnede 28. april 2017, har Storåen lidt mere på afstand. Til gengæld er bygningen ældre, og det er ikke første gang, at vandet pibler ind gennem den gamle sokkel af kampesten.

- Vi ved jo, at det kommer, når grundvandet står højt. Men det er aldrig mere end fem centimeter, så om jeg skal bruge 10.000 kroner på at få nye tæpper, jamen pyt. Jeg skifter tæpper løbende, siger Nonboe.

Men gider du blive ved med det?

- Jeg har nok tænkt, at nu gider jeg ikke skifte flere tæpper, så jeg er faktisk ved at hente et tilbud på, om man kan få lavet en membran, så soklen bliver tæt, og vandet ikke kan komme ind. Og så skal der laves betongulv. Det må koste, hvad det koster, siger Jan Nonboe, der selv ejer bygningen - det gjorde han ikke med sit gamle diskotek.

Om han når at få kælderen tør til 7. marts, når en fodboldklub afslutter sæsonen, ved han ikke.

- Men så rykker jeg bare festen ovenpå, siger Nonboe - den ukuelige optimist - der har langt mere ondt af alle de mennesker, som har oversvømmet deres huse og kolonihaver - og naboen Karen Marie Germann.

Karen Marie reddet i 11. time

Karen Marie Germann driver cateringfirma inde ved siden af. Hun har aldrig tidligere haft vand i kælderen. Bygningen er renoveret, og der er investeret "en forfærdelig masse" i pumpe og tre store drænrør under kælderen, hvor hun opbevarer al emballage, og også har tre store frysere med fødevarer.

Men mandag efter vinterferien stod pumpen af. Heldigvis opdagede pedellen det om aftenen, da vandet stod oppe i ti centimeters højde.

- Vi reddede det i sidste øjeblik - med en ekstra pumpe. Ellers var det gået rigtig galt, for vandet stod bare ud. Det var så store vandmængder, fortæller Karen Marie Germann.

Men den nye stationære pumpe redder hende ikke fra de mere end 100 timers arbejde, der ligger i at rydde op, vaske og klore af.

- Der har været vand overalt, og jeg har kørt de første 30 maskinvaske med håndklæder og viskestykker, som er brugt til at tørre vand op på alle mulige steder, beretter hun.

Karen Marie Germann tvivler på, at forsikringen dækker alt, for det er ikke bare en udgift på 15-20.000 kroner til vvs-manden. Der er også alle følgeomkostningerne - arbejdstimer og to kilowatts affugteren, der har fået el-måleren til at løbe løbsk.

Hvordan har du det med det?

- Jeg er i Holstebro. Her får man af og til en lussing, men jeg kan ikke forstå, at man bliver ved med at snakke om planer. Der må være nogle professionelle mennesker, der må tage et voksenansvar og handle, hvis man synes, der er et behov, siger Karen Marie Germann.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Annonce