Annonce
Mærkedage

Motown-stifter kæmpede for sin karriere

Inden Berry Gordy for alvor fik succes med musikken, triumferede han blandt andet som bokser, da han var i 20'erne. (Arkivfoto) Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Allerede fra barnsben elskede Berry Gordy at lave musik. Det blev senere en stor succes for Motown Records-grundlæggeren, der den 28. november runder 90 år.

90 år: I 1960'erne blev store hits som "Ain't No Mountain High Enough", "Stop! In The Name of Love" og "Fingertips" skabt under hitfabrikken Motown Records.

Pladeselskabet, der havde Berry Gordy i spidsen, blev startskuddet for en række populære bands og sangere.

I 2016 fik han prisen National Medal of Arts, hvor han af USA's daværende præsident, Barack Obama, blev hyldet for at have præget den amerikanske musikhistorie.

Torsdag den 28. november fylder den amerikanske musikproducer, sangskriver og Motown Records-grundlægger Berry Gordy 90 år.

Han er den syvende af i alt otte børn. Mens hans søskende var flittige skoleelever, var Berry Gordy allerede som syvårig mere interesseret i musik.

Da han blev smidt ud af musikklassen i high-school, triumferede han som 20-årig i boksning, hvor han vandt 13 ud af 19 professionelle kampe.

I 1953 blev Gordy gift og arbejdede på Fords fabrikker i hjembyen Detroit i Michigan. Men sangskrivningen var en hobby, han ikke kunne slippe.

Da han som 27-årig ville dedikere sig fuldt ud til musikken, blev han skilt fra sin kone. Han lånte 800 dollar af nogle familiemedlemmer, og med de penge kunne han stifte pladeselskabet Tamla Records, som senere fik navnet Motown Records.

Sangen "Please Mr. Postman" fra 1961 med gruppen The Marvelettes var et af pladeselskabets første store hits.

Dernæst fulgte en lang række andre hits med bands og sangere som The Jackson Five, The Supremes, Stevie Wonder og Marvin Gaye.

I 1988 solgte Berry Gordy sit pladeselskab, som i dag hører under Universal Music Group.

I Detroit er den gamle Motown-bygning blevet et museum, og siden 2007 har vejnavnet heddet Berry Gordy Jr. Boulevard - opkaldt efter Motown-stifteren.

Berry Gordy har været gift og skilt tre gange og har otte børn, heriblandt en datter med sangeren Diana Ross.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Løkke tilbage i Thyborøn i høj sol

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Hvis det kunne svare sig at køre på el, gjorde vi det allesammen

Jeg overvejer at købe en elbil. Eller rettere - jeg overvejer på et lidt useriøst plan, om jeg har grund til at overveje det på et lidt mere et seriøst plan. Den slags beslutninger tager tid. Tanken skal have lov at modnes i mit nordvestjyske sind, og selv om jeg efterhånden er klar til elbilen, er den måske ikke helt klar til mig. Sådan rent økonomisk. Min første bil var en Ford. En pilrådden Escort fra 1986. Det var den model, som blev produceret i Brasilien og som havde en 1,3 liters motor, der var lige så tørstig, som bilen var upålidelig. Jeg havde den i et års tid, inden jeg blev magelig og opgraderede den til noget mere driftsikkert. I løbet af det år bidrog jeg i helt ustyrlig grad til det, vi i dag kender som klimaforandringer. Det vil jeg godt beklage. Men vi var ikke klogere dengang - jeg var i hvert fald ikke. Det var min første bil, og følelsen af frihed var enorm der bag rettet, så den kørte nærmest i døgndrift. Modellen var ikke bare en benzinsluger. Den var også en af de sidste, som krævede fuldfed 98 oktan benzin - med bly, naturligvis. Og hvis udstødningen under det larmende, himmelblå vidunder nogensinde havde rummet et filter, så var det for længst udtjent, da jeg overtog ejerskabet. En familie i Lemvig havde bragt den tæt på bilkirkegården, og jeg sørgede for at sende den i graven med manér. Det passer selvfølgelig ikke helt, når jeg skriver, at vi ikke var klogere dengang. Det var i 90'erne, og selvfølgelig vidste vi alle, at bilernes udstødning ikke gjorde noget godt for miljøet. Klimaet fyldte bare ikke så meget i den offentlige debat og endnu mindre i hovedet på en ung mand bag rettet i sin første bil. Da jeg skiftede Forden ud, var jeg dog meget fokuseret på at købe en model med et mere diskret brændstofforbrug. Jeg kan desværre ikke prale af, at det var af ideologiske hensyn. Det handlede udelukkede om prisen. Den gamle Ford klarede omkring otte kilometer på en liter blyholdig benzin. Den nye tog blyfri og kørte en halv gang længere på en liter. Fremskridt. Siden har jeg haft en del forskellige biler, og hvert skifte har gjort det en smule mindre belastende for miljøet, at jeg tillader mig privatbilens luksus. Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg får hovedpine af at tænke på, hvad det kræver at regne det samlede "klimaaftryk" for en bil ud. Produktion, fragt og brændstof er slemt nok. Men tænk bare på den øgede velstand hos medarbejdere i fjerne lande, der har arbejdet med at producere bilen. Og deres øgede forbrug. Nej - det bliver for komplekst. Jeg holder mig til brændstoffet og polerer en smule på min falmende glorie. Min nuværende bil har alle tænkelige filtre og kører dejligt langt på literen. Det var faktisk årsagen til købet. Jeg er måske nok blevet små 25 år ældre, men når jeg skal være helt ærlig, så er det stadig den nederste linje i økonomien, der er afgørende for mit valg af køretøj. Vi skrev i denne uge om, at Holstebro Kommune ligger næstsidst bland landets kommuner, når man ser på, hvor stor en andel af bilerne, der er regulære elbiler. Det er der rigtig mange, rigtig gode grunde til. Elbilens begrænsede rækkevidde er ofte et argument for ikke at skifte. Jeg bruger selv samme argument. Men jeg ved også, at det ikke er helt sandt. Jeg er helt overbevist om, at jeg ville have skiftet min dieselbil ud med en elbil, hvis det var en økonomisk fordel for mig. Og jeg er næppe alene. Den samlede økonomi er afgørende for mange, når de køber bil, og lige så snart elbilen vinder i udregningen, så skal I bare se, hvordan vi alle - også i Nordvestjylland - er klar til at skifte forbrændingsmotoren ud. Mens vi venter på, at det også kan svare sig for pengepungen at køre på el, fortsætter jeg med at skamme mig en smule over mit bidrag til planetens opvarmning. Men kun lidt. For jeg har en stor tro på, at den teknologiske udvikling nok skal redde os alle sammen. Det er en mere behagelig tanke end det modsatte. Og udviklingen har da trods alt gjort det af med den blå røg fra min gamle Escort.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];