Annonce
Læserbrev

Motorvejshuller. Brede aftaler holder – det gjorde den blå plan ikke

Transportminister Benny Engelbrecht. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Debat: Motorvejen har fået lange udsigter, fordi det er blevet hverdag efter valgkampen. Sådan skriver chefredaktør Søren Egebjerg Pedersen, ligesom han skyder regeringen i skoene, at vi bryder en masse valgløfter. Her er det værd at minde om, hvad Socialdemokratiet lovede både før og under valgkampen, nemlig at lave brede aftaler om infrastruktur investeringer. Og det har vi i sinde at leve op til. Derfor var det heller ikke os, der indgik en smal aftale kort før lukketid inden Folketingsvalget. For hvis det havde været magtpåliggende for den tidligere regering, at dens investeringsplan skulle overleve efter et valg, havde energien nok været brugt bedre før valget på at sikre et bredt flertal. Nu er situationen bare den, at der ikke længere er flertal for planen. Og det er den risiko, man løber, når man indgår smalle politiske aftaler. Det er også derfor, jeg ønsker at indgå en så bred infrastrukturaftale som muligt, hvilket også var formålet med vores eget trafikudspil fra før valget. Min opfordring er, at vi politikere skal tage et fælles ansvar for fremtidens infrastruktur. Vi står nemlig overfor en stor klimaudfordring samtidig med, at trafikken stiger på vejene. Og det er altså for alvorligt til, at vi kan vende det blinde øje til. Det er derfor også regeringens klare ønske, at klima- og miljøhensyn bliver vægtet højt, når vi skal forhandle om ny aftale om infrastrukturinvesteringer. I den forbindelse vil vi investere i den kollektive trafik og i cyklisme, ligesom vi er fuldt ud bevidste om, at rigtig mange trafikanter – også her i Vestjylland - hver dag spilder tid i bilkøer. Derfor ønsker vi også at investere i vejene. Og investeringer i asfalt er ikke nødvendigvis sorte. Der skal også være veje, som fremtidens grønne biler kan køre på. Jeg foretrækker ikke tog frem for biler, cykler frem for tog eller biler frem for cykler. Jeg er optaget af at få skabt et sammenhængende transportsystem, hvor transportformerne spiller sammen, og hvor man vælger den smarteste løsning. Det er også derfor, jeg ønsker en langsigtet og bred planlægning af infrastrukturen, så der de næste ti år er stabile rammer og ro omkring de infrastrukturprojekter, vi i fællesskab prioriterer i Folketinget. Derfor vil alle Folketingets partier blive indkaldt til forhandlinger om en ny infrastrukturplan, så vi forhåbentlig kan indgå så bred en politisk aftale som muligt, som også kan holde, selvom regeringsmagten skulle skifte. I den forbindelse glæder det mig, at Venstres transportordfører har en meget konstruktiv tilgang til forhandlingerne. På et samråd har han udtalt følgende: ”Nu er valget overstået, og nu skal vi så se, om vi kan finde hinanden i en bred aftale, og det er vi da opsatte på fra Venstres side.” Og under forhandlingerne vil det være naturligt, at vi også drøfter de trafikale udfordringer her i det vestjyske.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Annonce