x
Annonce
Navne

Mindeord: Christen K. Skodborg Nielsen

Kirsten, Hanne og Claus skriver dette mindeord over deres far, 93-årige Christen K. Skodborg Nielsen:

Vores far er død i sit fødehjem i Geddal 24. marts, netop som hans elskede marker begynder at grønnes og lærkerne synge. Dermed fik han den afslutning på et langt og arbejdsomt liv, som han udtrykkeligt havde ønsket.

Far blev født i 1927, som næstyngste i en søskendeflok på syv. I sine unge dage var han på landbrugsskole, og han var på Ollerup Folkehøjskole, hvor han fik en gymnastikinstruktøruddannelse. I en kortere periode ledte han herregymnastik i Ejsing.

Under sin værnepligt var han i 1948 udstationeret i Den Danske Brigade i Tyskland, en tid han ofte fortalte om og som helt sikkert gav anledning til hans ofte udtalte holdning om, at krig er et helvede, som man skal gøre alt for at undgå.

I 1956 blev far gift med Bodil og de etablerede sig som selvstændige ved at forpagte Ryde Præstegård. Her blev vi tre børn født fra 1957 til 1962. Mor og far opnåede at være gift i over 63 år. I Ryde opbyggede de en vennekreds, som de har holdt fast ved lige siden.

I 1963 vendte hele familien tilbage til fars fødehjem, som han overtog efter sine forældre. Her opbyggede de et godt og trygt hjem for os. Vi fik tidligt pligter såvel på gården som i husholdningen, men vi fik også en betydelig frihed under ansvar. Mens vi var små, havde vi børn et mindre menageri med heste, slagtekaniner, dværghøns, får, geder, ænder og duer som far – mere eller mindre tålmodigt - passede for os, når vi forsømte dem lidt.

Også i Geddal etablerede mor og far mange nye venskaber. Det skete meget ofte, at et par naboer dumpede ind til en kop formiddagskaffe over køkkenbordet, inden arbejdet igen fortsatte.

Far var af den generation af landmænd der var med i landbrugets kolossale udvikling - fra at han gik bag hestene og til de store maskiner og indviklet EU-støttebureaukrati. Far arbejdede altid hårdt, og i dag virker det utroligt, at en hel familie kunne leve af udkommet fra en gård med 15-20 køer og 10-12 søer, dog godt suppleret med mors indtægter som tidvis udearbejdende. Selv da vi kom i knallert- og kørekortalderen, oplevede vi ikke at mangle noget.

Far havde udfordringer i gårdens drift. I de meget tørre år midt i 70'erne havde han endnu ikke etableret markvandingsanlæg, i 1977 ødelagde en omfattende gårdbrand produktionsbygningerne, og det var også på denne tid, der opstod tiltagende problemer med at holde Limfjorden fra at oversvømme cirka halvdelen af gårdens markarealer. Til sidst måtte han og de andre lodsejere opgive, og arealerne blev omdannet til det, der i dag er Geddal Strandenge.

Far var landmand til fingerspidserne, og i mange år efter pensionsalderen vedblev han med at have grise i staldene. Far havde den holdning, at man skulle gøre noget nyttigt, så han begyndte at dyrke tidlige kartofler, som han solgte fra en lille bod ved vejen. Kartoflerne blev lagt, hyppet og gravet op med ren håndkraft. Kvaliteten skulle være i top, ellers ville han ikke sælge dem, så i sæsonen gravede han kartofler op flere gange om dagen, så de var helt friske. Han fik mangen en god snak med kunderne, når de stoppede op ved boden. Han fortsatte med kartoffelavlen indtil han var 91.

Far var en pragmatisk og besindig mand, men til festlige lejligheder elskede han at danse.

Hvis man spurgte ham til råds, gav han det gerne, men typisk for ham afsluttede han næsten altid af med at pointere, at det kun var én selv, der i sidste ende kunne beslutte, hvad der var det rigtigste at gøre.

Far holdt mest af at være hjemme på gården, men af og til kunne han lokkes på ferie sydpå eller i Finland, hvor hans søster boede. Han inviterede hele familien til sin 70 års fødselsdag på Tenerife, og da han fyldte 75, gik turen – igen med hele familien – til Madeira. Vi var dog ikke i tvivl om, at han var gladest, når turen gik hjemover igen.

Som far blev ældre, reduceredes hans arbejdsevne naturligt nok. Det plagede ham dog, at han ikke kunne overkomme det, han kunne engang, så vi måtte mange gange foreslå ham at sammenligne med sine jævnaldrende – de få der stadig var i live - og ikke med de unge på 70.

Fars sidste uger blev hårde for ham, den sidste uge af sit liv kunne han ikke selv længere stå ud af sengen. Han fik en god og kærlig pleje af mor og af hjemmehjælpen i den sidste tid.

Hans valgsprog var: "At arbejde sig træt, at spise sig mæt og at sove sig let".

Tirsdag formiddag sluttede - formentlig en blodprop – på sekunder et langt og i særdeleshed arbejdsomt liv.

Æret være fars minde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Lad os nu høre om vejen ud

En af corona-krisens store frustrationer for mange er usikkerheden om, hvor lang tid denne alternative virkelighed kommer til at herske. Prisen for at begrænse belastningen på sundhedsområdet er enorm. Erhvervslivet er lammet, mange virksomheder risikerer at lukke - også selv om skatteborgernes store pengekasse er åbnet på vid gab med diverse støtteordninger. Uanset hvor mange skattekroner, Folketinget besluttet at sende ud til de ramte brancher, kommer nedlukningen til at koste arbejdspladser. Den kommer til at ødelægge grundlaget for et utal af virksomheder. Økonomien bliver påvirket langt frem i tiden. For at kunne håndtere de barske realiteter, har vi behov for at kende planerne for, hvordan landet igen kan åbnes. Vi har behov for at vide, hvad myndighederne forestiller sig muligt - og hvornår. Ingen forlanger, at Mette Frederiksen, Nikolai Wammen eller Søren Brostrøm skal kunne svare på, hvornår smittefaren er drevet over, men vi må kunne få svar på, hvilke planer der er for rækkefølgen af genetableringen af samfundet. De fleste kan nok forestille sig, at rejsebranchen og teater- og koncertarrangører vil være ramt af begrænsninger længere ind i fremtiden end frisørerne. Eller genbrugspladserne. Eller skolerne. Indtil nu har Danmark ageret trofast og fulgt retningslinjerne. Men hvis vi skal blive ved med at have tillid til myndighederne, må vi sammen kunne se en vej ud af det hele. Ingen tror på en snarlig vaccine eller kur, hvorfor vi må forvente begrænsninger eller risici i en periode, der strækker sig noget længere end til den 13. april, som lige nu er den eneste kendte dato i planerne. Det gik fint med at vise os forskellige scenarier for, hvad der ville ske, hvis vi ikke lukkede landet. Med pædagogiske plancher og grafer, blev vi alle overbevist om nødvendigheden. Vis os nu de forskellige scenarier for, hvordan vi igen får landet på fode. Også selv om de er skræmmende. Vi kan tåle det meste, men hemmeligheder og uvished hører ingen steder hjemme.

Annonce