Annonce
Læserbrev

Miljø. Korrekt beslutning af byrådet i Lemvig

Morten Agger. Arkivfoto: Johan Gadegaard

Debat: Et flertal i byrådet tog den rigtige beslutning i sagen om landmanden øst for Lemvig, som søgte en ny miljøgodkendelse. Den rigtige beslutning tog udgangspunkt i fakta og faglighed, som alt andet lige vil betyde lidt færre lugtgener fra staldene hos naboerne. At det samtidig giver en fleksibilitet i produktionen hos landmanden viser, at begge dele kan gå hånd i hånd. Landmanden kan faktisk med sin eksisterende miljøtilladelse fortsætte sin nuværende griseproduktion i mange år fremover, lige så længe staldene består, og med uændret lugt. Med den nye miljøgodkendelse har Lemvig Kommune stillet nogle krav til lugtreduktion, hvilket egentlig er fair, og som vil gavne naboerne. Den nye miljøgodkendelse giver ikke landmanden flere kvadratmeter stald til grise. Alle undersøgelser viser, at lugten fra stalde hænger sammen med antal kvadratmeter med grise, og det er grundlaget, som en miljøgodkendelse skal udarbejdes ud fra. Det handler ikke om, at der produceres flere eller færre grise årligt i det samme staldanlæg. I praksis vil der ikke blive produceret flere kilo grise på ejendommen. Måske lidt flere grise, som hver vejer lidt mindre, altså at de producerede kilo kan være fordelt på flere grise. Hos Landboforeningen er vi tilfreds med den beslutning, som et flertal i byrådet tog, fordi det var en beslutning baseret på fakta. Et flertal i byrådet har fulgt deres egen administrationsgrundlag, og det giver en sikkerhed for en ensartet sagsbehandling. Fra Lemvigegnens Landboforenings side vil vi opfordre til en konstruktiv dialog om, hvordan lugtudfordringer fra landbrug kan håndteres. Her er det positivt, at landmanden i den aktuelle sag straks har igangsat de tiltag, som skal reducere lugtgenerne.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce