Annonce
Læserbrev

Miljø. Kontorchefens sære tankegang

Bjarne Hansen. Arkivfoto

Debat: "Tungmetal forurenet havneslam” … det lyder og ser uappetitlig ud – arsen, bly, cadmium, chrom 6 (også kaldt Erin Brockovich-kemikaliet), så er der kobber, nikkel, zink og det pokkers kviksølv, der sætter sit aftryk i hjernen og som man bliver dum i nakken af.

Ja, jeg kunne knytte en helbredsmæssig kommentar til alle disse tungmetaller. Tungmetaller nedbrydes ikke i naturen. Fisk, fugle og dyr optager det. Det ophobes i fødekæden for til sidst at ende i os mennesker – det sidste led i kæden – i alt for store og sundhedsskadelige mængder.

Flere og flere tungmetaller i vandmiljøet betyder, at der med årene langsomt opbygges et miljøproblem.

Derfor skal vi passe på med at lede tungmetaller ud i naturen. Men det tænker man ikke på, når man deponerer tusindvis af tons tungmetal forurenet havneslam ved Limfjorden og lukker det overskydende, forurenede vand ud i fjorden.

Man har i den seneste tid kunne se transportering og dumpning af tung-metal-forurenet havneslam ude ved Den gamle Fabriksgrund - eller rettere mellem Den gamle Fabriksgrund og Rønland. Det bliver læsset i en over 100.000 kvadratmeter stor sø, for opbevaring til bedre tider, ud til Limfjorden – kun adskilt af en tynd dæmning.

Signalværdien i at deponere tungmetal forurenet slam oven på (og ved siden af) et af de mest forurenede områder på Harboøre Tange, er stor.

Og hvad er signalet så?

Jo, det fortalte kontorchefen på Miljøstyrelsen Yvonne Korup søndag den 23 juni 2019 til Lemvig Folkeblad/Erhverv.

Hun udtalte, at Harboøre Tange er et meget fornuftigt sted at placere forurening og forurenede virksomheder – og der er langt til naboer (3000 meter).

At det ligger i et meget sårbart miljø, mente kontorchefen Yvonne Korup ikke var et problem.

Det var i øvrigt samme kontorchef, der i 2018 pludselig fik et flashback og kunne huske, at der var deponeret 40.000 tons destillations remanens på øst Rønland, efter hun gennem mange år kontinuerlig havde benægtet det – det ligger der i øvrigt stadig.

Lad mig sige det lige ud – jeg er ikke enig med Yvonne Korup.

Jeg mener derimod, at vi skal begynde at fjerne noget af det kemiaffald, som er blevet placeret på Harboøre Tange gennem de sidste 65 år. Vi kan starte med Høfde 42 depotet og derefter Den gamle fabriksgrund, som man nu er i færd med at dække til med tungmetalforurenet havneslam.

Hvorfor oparbejder vi ikke dette tungmetalforurenede havneslam?

Fortum har teknikken, så strengt set deponerer vi kun, fordi det er billigst, ikke fordi man ikke kan nyttiggøre eller tilintetgøre slammet.

Men det er nok også nemmere at sidde på et kontor i København og synes, at det er en fin beslutning at deponere kemiaffald i strandkanten på vestkysten af Jylland.

Historie:

I 1993 udlagde Ringkøbing Amt (på papir) et – i første omgang - uskyldigt område syd for Rønland og øst for Den gamle fabriksgrund til senere deponering af havneslam, som var så forurenet at det ikke måtte ”klappes” på havet, men skulle deponeres i et godkendt depot.

Nu var det sat på papir. Om få år vil det fremstå, som om det har været i brug siden 1993 – sådan er det jo.

To år efter (1995) indviedes første afdeling af depotet (etape 1) på cirka 0.6 - 1 hektar med plads til 15.000 kubikmeter et lille uskyldigt område til noget harmløst havnemudder.

Man betragtede deponeringen som en miljømæssig gevinst, fordi området var stærkt kviksølvforurenet i forvejen.

Altså; forurening oven på forurening betragtes som en miljømæssig gevinst – hold da op!

Man har ikke meget respekt for naturen, når man har et sådan syn på miljøet.

I 1999 – syv år efter beslutningstidspunktet for at bruge området til deponi af tungmetalforurenet havneslam på Rønland - udtales det som forsvar, at man havde brugt området de sidste ti år til havneslam og de, som tog beslutningen er for længst væk.

Man indviede etape 2+a+b i 1999 – areal på 2.5 + 8.6 hektarer med plads til henholdsvis 76.000 kubikmeter + 350.000 kubikmeter havneslam.

”Afvandingsgrøften - rørledning” rundt om og langs depotet er etableret for at sikre, at grundvandsstanden i den gamle fabriksgrund og Rønland (som begge er kraftigt forurenede i forvejen) ikke kan påvirkes af vandstanden i havneslam-depotet.

Derfor afvandes grøften rundt om slamdepotet med to ø 560 mm rørledninger. Rørene ligger i kote 0 og går gennem tværdæmningen og ud i Limfjorden?

Området, hvor de to ledninger har udgang til Limfjorden, er et meget stillestående område uden store vandskift ved tidevand.

Trylleformular:

Da denne løsning vil give forureningsproblemer i Limfjorden, bruger man en trylleformular.

Da det drænede vand fra den tungmetalforurenede sø langt oversteg vandkvalitets-kravene (VKK), indførte man noget, som hedder en ”blandingszone” – altså en zone, hvor Miljøstyrelsen giver lov til at det drænede vand godt må overstige VKK.

Man måler med andre ord først i fjordvandet, efter drænvandet er opblandet med fjordvand og vandet holder VKK.

Dette kalder man ”fortyndingsfaktor”, og så kommer der nogle lange og snørklede udregninger, som jeg vil skåne jer for.

Jeg tror, det er for at forvirre politikerne, men det er såre simpelt.

Du smider en spand forurenet vand ud i Limfjorden, nu venter du og ser, hvor meget det forurenede vand breder sig - og hvor langt det når væk fra kilden, før det overholder VKK - dette område kaldes ”blandingszonen”.

Når blandingsforholdet mellem fjordvandet og giften opfylder VKK, så har du ”fortyndings-faktoren”.

Du kan også tage et semester på Universitetet og regne det ud ad den akademiske vej, men resultatet er den samme.

Vi har nemlig Danmarks største rensningsanlæg.

Spørgsmålet er så, hvor mange andre steder og hvor mange andre forureninger på Harboøre Tange, der bruger denne udregningsmodel?

Ved de to spildevandsledninger, der går ud i Vesterhavet fra Cheminovas biologiske rensningsanlæg, er blandingszonen 500 meter.

Hvor stor en blandingszone er der mon ved Høfde 42 depotet og øst Rønland?

Hvis det er sådan kontorchefen ved Miljøstyrelsen, Yvonne Korup, tænker, når hun siger, at Harboøre Tange er et udmærket sted til den kemiske industri og deres affald, så begynder jeg at kunne forstå hendes tankegang.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce