x
Annonce
Sport

Mikkel jagter dyr drøm om Le Mans: Bruger 90 procent af tiden på at sælge sponsorater

Mikkel O. Pedersen laver et stort stykke arbejde udenfor racerbanen, så han har mulighed for at få succes inde på banen. Arkivfoto: Morten Stricker
Det kræver talent både på og udenfor banen, hvis racerkører Mikkel O. Pedersen fra Struer skal til Le Mans. Han står selv for at sælge de sponsorater, der skal finansiere drømmen.

Struer: Der er fart over feltet, når Mikkel O. Pedersen sætter sig bag rattet i sin Porsche, og i fremtiden kommer speedometeret til at få endnu et hak opad. Den 23-årige racerkører fra Struer er nemlig blevet flyttet op i den motorsportsklasse, der ligger lige under sværvægterklassen Le Mans.

Siden Mikkel O. Pedersen for første gang satte sig i en gokart som syvårig, har det franske 24-timers løb været den store drøm.

- Det er det mest prestigefyldte løb, og næsten alle kender til det. Det vil være helt vildt at få lov til at stille til start, siger Mikkel O. Pedersen.

Med skridtet opad er drømmen tættere på at blive til virkelighed. Men vejen til Le Mans er lang, og det kræver mere end bare talent og en hurtig bil at nå ind i motorsportens forjættede land. Økonomien spiller en afgørende rolle i racersporten.

Derfor har Mikkel O. Pedersen gennem hele sin karriere været tvunget til at banke på hos virksomheder i håb om at komme derfra med et sponsorat.

- 90 procent af tiden er man ude og snakke med sponsorer, og så er der lige ti procent, hvor man sidder i en bil. Man lærer lidt at værdsætte et 8-16 job, for her har man ikke fri, før man har pengene på kontoen, siger han.

Annonce
Når man tænker på, at man skal ud og finde millioner, samtidig med at man skal i fitness og i simulator, kan man godt have svært ved at forstå, at det kan lade sig gøre. Men jeg synes nu egentlig, at det går meget godt.

Mikkel O. Pedersen, racerkører.

Mange om buddet

Når Mikkel O. Pedersen ikke drøner rundt på nogle af de racerbaner, som Formel 1 feltet også kører på, er han bosiddende i Struer. Det er her, at nogle af pengene kommer fra.

- Der er stadig mange fra Struer, som har været med siden jeg kørte gokart, og det er jeg glad for. Jeg vil gerne holde fast i de lokale, for det er jo deres skyld, at jeg står her i dag, siger han.

Siden karrieren begyndte i Struer, er der blevet slidt mange dæk op, og hvis udfordringerne skal fortsætte med at matche talentet, er der behov for flere penge. Men Mikkel O. Pedersen er langt fra den eneste i sportens verden, der gerne vil have en bid af sponsorkagen.

- Det er ingen hemmelighed, at det kan være en kamp at finde pengene. Der er jo mange andre, der også vil have dem, så når sæsonen er omme, håber man bare på, at sponsorerne vil være med igen, siger han.

I sidste sæson kørte Mikkel O. Pedersen i Porsche Supercuppen, som er verdens hårdeste mærkeklasse. Derfor kan han ikke bruge alt sin tid på at stå med hatten i hånden hos mulige sponsorer.

- Det er klart, at det kan være svært at få det hele til at gå op. Når man tænker på, at man skal ud og finde millioner, samtidig med at man skal i fitness og i simulator, kan man godt have svært ved at forstå, at det kan lade sig gøre. Men jeg synes nu egentlig, at det går meget godt, siger han.

Rækker ud efter Le Mans

I sidste sæson sluttede Mikkel O. Pedersen på en samlet ottendeplads i Porsche Supercuppen. Det lykkedes ham også at sætte banerekord på Monza i Italien, samtidig med at han kunne nyde en tur på podiet efter løbet i Monacos smalle gader, hvor han også er noteret for banerekorden.

- Det har været den sværeste sæson i min karriere, men jeg har kørt fra folk, der før har vundet Le Mans. Så jeg har jo bevist, at jeg er god nok, siger han.

Nu står den på GT World Challenge-serien, hvor løbene er længere og hestekræfterne flere. Bilerne er stort set identiske med dem, der kører Le Mans, og derfor er denne sæson en ideel mulighed for at samle erfaring.

- Man skal betale mange penge for at være med i Le Mans. Derfor vil man også gerne gøre det godt, når man så er der, og det kunne være rart at hente lidt mere erfaring inden, siger han.

Han tør ikke love noget om, hvornår han kan stille til start i det franske løb, men han mener, at det er realistisk indenfor de kommende år.

- Hvis alt var faldet i hak, kunne det godt have været allerede i denne sæson, men jeg tror på, at det kan blive indenfor de næste to-tre år, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce