Annonce
Erhverv

Merrild: Er vi på vej mod et landbrug drevet af udenlandske selskaber?

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer. Pr-foto

Vil danske børn også i fremtiden synge om ”Jens Hansens bondegård”?

I medierne kan man jo fra tid til anden læse historier om, at kapitalfonde har forelsket sig i dansk landbrugsjord, og der spekuleres i, at vi er på vej mod en helt ny struktur, hvor store udenlandske selskaber tager over.

Men er det overhovedet et realistisk scenarie? Kommer vi virkelig til at se, at den struktur med selveje, som vi har haft siden landboreformerne i 1700-tallet forsvinder til fordel for udenlandsk ejede kæmpelandbrug?

Spørger man de danske landmænd, så er det i hvert fald ikke et ønskeligt scenarie. SEGES spurgte for fem år siden mere end 3.000 landmænd om, hvilken ejerform de foretrækker. Svaret var meget entydigt, da 94 procent foretrak det klassiske selveje. Skulle der slækkes på det, så foretrak de fleste kompagniskaber med andre landmænd. Meget få ønskede at have fremmed kapital i virksomheden.

Der er slet ingen tvivl om, at det også i de kommende årtier vil være et stort ønske at være herre i eget hus. Det er simpelthen gennem århundreder blevet en del af danske landmænds DNA. Men for fortsat at være konkurrencedygtige, så har vi også behov for at være fordomsfri i forhold til nye strukturer. Det kan være at drive landbrug i fællesskaber, at en ældre landmænd lader penge stå i ejendommen, eller at man entrerer med en ekstern partner.

Jeg tror dog ikke, at vi vil se en mærkbar ændring af ejerforholdene i dansk landbrug. En investering i dansk landbrugsjord vil sjældent kunne levere det afkast, som fx en pensionskasse efterspørger. Anderledes ligger det for landmænd og landmandsfamilier, der er parate til at arbejde ekstra hårdt og nøjes med en mindre forrentning af deres kapital, simpelthen for privilegiet at få lov at være landmænd. Derfor er selveje i landbruget en fremragende investering for samfundet, hvor nogle mennesker yder en kæmpe indsats for en relativ lille betaling.

USA har meget liberal jordlovgivning, men alligevel er 97 procent af landbrugsjorden familieejet. Sådan tror jeg også, det vil fortsætte i Danmark – og jeg tror også, at de fleste danskere faktisk ønsker, at det er selvstændige danske landmandsfamilier, der producerer vores fødevarer.

Betingelsen for at vi kan holde godt fast i selvejet er selvfølgelig, at der er mulighed for at overdrage en landbrugsbedrift til næste generationer af landmænd. Vi står i disse år med en kæmpeudfordring med generationsskifter. Unge dygtige landmænd med gå-på-mod, en god forretningsplan og en solid opsparing har uhyggeligt svært ved at komme i gang. De kan simpelthen ikke finansiere handelen. Og mange af de ældre landmænd må fortsætte længe efter, at dåbsattest og helbred måske egentlig fortæller dem, at det er på tide at gå på pension.

I skrivende stund forhandles der om finansloven, og der er lagt op til forringelser i form af højere bo- og gaveafgift. Samtidig er det fortsat usikkert, om beskatningen af sælgerpantebreve ændres, så det bliver mere sikkert for landmænd der sælger en bedrift, at hjælpe den nye ejer med finansieringen. Skal vi også fremover have en levedygtig selvejer-model i dansk landbrug, så skal der være ordentlige betingelser for generationsskifterne.

Ellers vil det kunne bane vejen for nye ejerformer med udenlandsk kapital, og så vil vi måske ikke længere have ”Jens Hansens bondegård”, men ”Joe Hansons Farming Capital Inc”.

Annonce
Skal dansk landbrug forsat stå stærkt, er det nødvendigt at se fordomsfrit på nye ejerstrukturer. Det kan være at drive landbrug i fællesskaber, at en ældre landmænd lader penge stå i ejendommen, eller at man entrerer med en ekstern partner, mener Martin Merrild, formand for Landbrug&Fødevarer. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det var kun de pæne ord

I de seneste år har folketingspolitikerne fra mange partier nærmest stået i kø ved Høfde 42, hvor de har lovet, at der skulle ske noget, og de ville foreslå, der skulle mange penge af til oprensningen. På samtlige vælgermøder på Lemvigegnen op til det seneste folketingsvalg var der ikke et eneste parti, der ikke mente, der skulle sættes penge af, og det skulle være nu. Ikke mindst partier, som i dag er en del af regeringsgrundlaget, har været i offensiven for at fortælle, at her var de i front, og de ville arbejde for pengene til ikke blot Høfde 42, men alle generationsforureningerne i Danmark. Så kom finanslovforslaget. Og hvad indeholdt det? Ikke en krone til Høfde 42 endsige til andre af generationsforureningerne. Skuffende må man sige - ja, vel nærmest utroværdigt. Når man nu har fået magt til at gøre, som man har agt, så er det sølle, at man prioriterer anderledes, end hvad man har sagt, da det gjaldt om at skaffe stemmer til valget. Men det viser endnu en gang, at når det kommer til toppolitik på Christiansborg, så fylder det ikke meget, hvad der optager sindene i de dele af landet, der ligger langt væk fra Christiansborg. Derfor er man måske heller ikke så overrasket. Høfde 42-problematikken er flere gange tidligere sendt til hjørnespark, når der skulle findes penge - uanset de mange gyldne ord, der er blevet sagt på forhånd. Men måske troede man mere på det denne gang, fordi også Region Midtjylland havde taget teten og sat penge af til, at nu skal der ske noget, inden klimaudfordringerne gør, at depotet bliver oversvømmet med flere storme og stigende vandstand. Men heller ikke regionsrådsmedlemmerne kunne påvirke deres egne partiers topfolk til at prioritere det at få ryddet op. Og hvad lyder svaret så, når man spørger politikerne om, hvad der nu skal ske? Jo, de vil arbejde hårdt på, det kommer på næste års finanslov. Hvem er det lige, der vil tro på, at det så vil ske? Det kræver en ualmindelig stor optimisme.

Erhverv

Ny chef i spidsen for lokal bank

Annonce