Annonce
Mærkedage

Manden der brød igennem som narkohandler

Aaron Paul har spillet Breaking-Bad-karakteren Jesse Pinkman så godt, at flere har troet, at han i virkeligheden havde karakterens personlighed. (Arkivfoto) Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Aaron Paul gjorde sig bemærket, da han overbevisende brød igennem som "Breaking Bad"-karakteren Jesse Pinkman. Tirsdag den 27. august fylder han 40 år.

40 år: "Breaking Bad"-karakteren Jesse Pinkman skulle egentlig kun være med i seriens første sæson.

Men den amerikanske skuespiller Aaron Paul havde så god kemi med Bryan Cranston, der spiller seriens hovedperson, at forfatteren skiftede mening.

Fem sæsoner som narkohandleren Jesse Pinkman blev det til.

Og præstationen i "Breaking Bad" blev da også belønnet med tre Emmy Awards for bedste mandlige birolle.

Tirsdag den 27. august fylder han 40 år.

Aaron Paul er vokset op med sine forældre og fire søskende i staten Idaho. Her startede drømmen om Hollywood allerede for Paul, der satte hårdt ind for at nå sit mål som skuespiller.

På vej til gennembruddet i "Breaking Bad" spillede han en række mindre roller.

Blandt andet har man kunnet se ham i den kendte tv-serie "Beverly Hills 90210".

Han lavede både reklamefilm for Vanilla Coke og Juicy Fruit, men også musikvideoer for Korn og Everlast, da han forsøgte at bryde igennem.

Han har senere i karrieren også stiftet bekendtskab med 'voice-acting'. Han begyndte med at lægge stemme til den talende hest Todd i animationsfilmen "BoJack Horseman".

Da den danske film "Hjælp! Jeg er en fisk" blev oversat til amerikansk, var han også en af stemmerne bag.

Han er gift med dokumentarfilminstruktøren Lauren Parsekian. Sammen har de en lille datter, der blev født i februar sidste år.

I 2020 er Aaron Paul aktuel i sæson tre af serien "Westworld".

Aaron Paul har spillet Breaking-Bad-karakteren Jesse Pinkman så godt, at flere har troet, at han i virkeligheden havde karakterens personlighed. (Arkivfoto) Jim Watson/Ritzau Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu
Sødag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Duften af kaffe, tryksværte, horn og gifler

Findes der stadig en bager, som sælger gifler og horn? De var på hitlisten - i hvert fald min personlige - i de tidligere 80'ere, når morgenmaden bød på friske rundstykker. Jeg frygter, at det lyse hvedebrød for længst er blevet overhalet af udviklingen i form af mere eksotiske og mættende alternativer. Men måske findes de endnu gemt af vejen på bageste hylde i bagerierne. I givet fald har jeg overset og forsømt dem i årevis. Jeg tror faktisk, at sådan et friskbagt horn med masser af birkes ville gå godt til dagens avis. Jeg vil forsøge at finde et til genlæsningen af disse linjer søndag morgen. Der er nemlig noget at fejre denne søndag. Din søndagsavis fylder år for første gang, og både fødselsdag og søndag rimer for mig på morgenbord med kaffe og friske rundstykker. Og søndag er så småt også begyndt at være ensbetydende med morgenavis. Igen. I min barndom fulgtes søndags-rundstykkerne altid med Jyllands-Posten, og duften af tryksværten hørte derfor med til det samlede sanseindtryk, som for mig indrammede en rigtig søndag morgen. Derfor kom jeg til at tænke på 80'ernes morgenbrød, da jeg skulle skrive om mit eget forhold til søndagsavisen. Efter lange perioder uden en avis på ugens sidste dag har jeg nu i et år haft fornøjelsen af min egen søndagsavis. Og hvor har det været fantastisk at få mulighed for at sende den på gaden. Det har været et spændende år, hvor vi på redaktionen har skullet vænne os til nye arbejdsgange og nye deadlines for at kunne levere en avis alle årets dage. Men mest af alt har det været spændende at få lov til at bruge lidt mere tid og plads på at fortælle spændende historier. Hver uge har søndagsavisen en artikel, som vi bruger lidt mere krudt på end alt det andet. På redaktionen kalder vi den for "den lange", og det dækker den sag eller historie, som vi ruller ud over flere sider og typisk også på forsiden af søndagsavisen. Det handler ofte om et spændende menneske, men som i dag kan det også handle om en sag. I dag følger vi op på en anden 1-års fødselar, nemlig motorvejen. Den prydede også den første søndagsavis, og derfor er det relevant med et kig på, hvordan det nu er gået efter åbningen. I gårsdagens avis fulgte vi også op på en række af de historier, som vi har bragt i løbet af det første år med søndagsavisen. Og det var let at finde spændende sager at genbesøge. Da jeg gennemgik de første 52 søndagsaviser for at udvælge dem, sad jeg tilbage med en umiskendelig stolthedsfølelse over de mange gode historier, vi har fortalt det seneste år. Og med lysten til at fortælle endnu flere. Både i søndagsavisen og i aviserne resten af ugens dage. Det kan virke helt bagvendt at udgive en ny papiravis i en tid, hvor den digitale udvikling presser avisoplag over hele verden ned. Men jeg er glad for, at vi gjorde det. Læserne har vist, at de gerne vil læse avis om søndagen. Det er jeg naturligvis utrolig glad for. Dommedagsprofeter har i årevis spået den trykte avis samme skæbne, som jeg frygter er overgået morgenbrødet fra min barndom. Men jeg tror på, at avisen stadig har en fremtid. Også på papir. Og det i særdeleshed om søndagen, hvor der er endnu mere tid til fordybelse. Og jeg håber, at søndagsavisen efterhånden er blevet en fast del af ritualerne i de Nordvestjyske hjem søndag morgen. Måske er den ovenikøbet med til at præge næste generations opfattelse af, hvad der hører til en rigtig søndag, ligesom Jyllands-Posten var for mig. Om det så er indholdet af avisen eller bare duften af den. Rigtig god søndag!

Kultur

Ausumgaard dropper forårsmarkedet

Annonce