Annonce
Kultur

Mand og mand imellem

Tomas Lagermand Lundmes bog bekræfter, at kærligheden er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans. Foto: Politikens Forlag
Boganmeldelse: Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”.

Bøger: Hvad enten man hælder til Platons opfattelse, at kærligheden er en alvorlig sindslidelse, eller Zolas, at den er et mirakel, kan man også i Tomas Lagermand Lundmes roman konstatere, at den er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans.

Romanens hovedpersoner er JEG og DU. ”Du skriver ikke flere bøger om os, vel?” spørger DU, men det er præcis, hvad JEG gør, nemlig denne bog.

Undertegnede forstår godt DU og forfatterens selverkendelse (?), for det ofte at genbruge hovedstolen eller konteksten - at være homo og anderledes - er som at være for mange om ét tebrev: Teen bliver for tynd.

Nå, men JEG og DU møder en aften hinanden på bøssebaren Pan, JEG falder bardus for DU’s blå øjne og den måde, han viser tænder på: som rovdyrene i Zoo. De forelsker sig i hinanden, flytter sammen og forsøger at få kærligheden til at holde; det handler bogen om.

DU har en fast stilling, tjener penge, mens JEG ”hang ud i Ungdomshuset på Jagtvej med alle de andre 'voksne', som var sure over, at de ikke var unge længere”. JEG er den sarte i forholdet. Det svære er, at han skal hænge sin identitet op på deres kærlighed og samliv, på at skabe og være en familie, i stedet for på popmusikkens idoler. Stadig at beundre no future-idealerne vil være noget af et paradoks i den sammenhæng.

Hans kamp for at fylde sit eksistentielle tomrum med indhold bliver især udfordret af DU’s ønske om, at de skal adoptere et barn, men JEG er nøjsom: ”Jeg var lykkelig. Fugle, en kat, dig og mig. Sådan skulle det være. En familie. Noget var vi”. Om det er angsten for at dele DU’s kærlighed med et barn eller hans foruddiskonterede angst for smerten ved at miste det, er svært at sige, men det virker, som om han har en patologisk fornøjelse ved at dyrke smerten.

På den anden side ville et barn også være en motivation for at blive sammen, et fælles projekt, en moralsk forpligtigelse. Nemt har de det ikke de to. Som man kan høre, er der, som i et utal af romaner, tale om parforholdsproblematik, men indholdet bliver ikke meget mere anderledes eller interessant af, at parterne her er to mænd; banaliteterne, navlepilleriet og det uskønne komediespil er det samme. Dertil kommer mange gentagelser, puerile replikskifter og jeg-anaforer; man kommer til at længes efter stærk kaffe.

Den får man heldigvis henimod slutningen i kapitlet ”Vinter”, hvor JEG overfaldes, maltrakteres og bestjæles af primitive, fordomsfulde mennesker, som den overfaldne ikke vil hænge ud eller etnisk identificere; gør misforstået hensyn til andre anderledes agerende en selv mere fri? Her lægges der op til diskussion, her viser romanen endelig tænder.

Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”

206 sider. Politikens Forlag, er udkommet

Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro

De første nordvestjyske reaktioner på V-formandsskifte: Inger er det rette valg

Kultur

Ausumgaard dropper forårsmarkedet

Leder For abonnenter

Debatniveauet er simpelthen for lavt

Nogle gange er der behov for rabiate og grænsesøgende udtalelser for at få en debat sat i perspektiv. Overdrivelse, karikerede holdninger og provokationer kan lokke ligesindede og modstandere frem og tjener derfor et formål. Og hvis de holder sig inden for lovens rammer, kan vi såmænd også lægge spalteplads til dem. Både i form af redaktionelt behandlede emner, i læserbreve og i kommentarer til vores indhold på nettet. Men der er grænser. Torsdag bragte vi et læserbrev, hvori Jens Kristian Noe fra Holstebro gik helt til grænsen i ulvedebatten. Holdningerne i indlægget står han næppe alene med, men det provokerende budskab affødte primært reaktioner fra folk med den modsatte holdning. Her taler vi om den yderst forsimplede diskussion om "for eller imod ulven". Den diskussion, hvor nuancerede mennesker for længst er stået af, og kun de mindst kompromissøgende står tilbage i hver sin skyttegrav og råber ukvemsord. En absolut værdiløs diskussion. Af den årsag valgte vi at lukke for kommentarer til indlægget på nettet. Det sker sjældent. For vi vil om nogen gerne facilitere en saglig debat om ulven og det skel, den har skabt mellem mennesker efter sin genkomst til vores område. Men vi må ærligt erkende, at netop den debat er svær at være ordstyrer for. Det afholder os naturligvis ikke fra at skrive om ulven og de følelser, der er forbundet med den. Men ingen skal et øjeblik tro, at vi er glade for den interesse vores indhold får alene på baggrund af usaglige kommentarer. Vi vil meget hellere den positive dialog. Og det gælder ikke kun ulven. Så sent som torsdag fik jeg en henvendelse fra en læser, der var utilfreds med, at vi havde optaget et læserbrev om et andet harskt emne. Han opsagde sit abonnement på den baggrund. Vi bringer disse indlæg, fordi de findes og fordi de reflekterer det samfund, vi befinder os i. Men vi er også vidende om, at det ofte er de mest rabiate, der tyer til at sende et læserbrev. Det vil vi gerne lave om på. Derfor skal opfordringen herfra lyde: Send et læserbrev og vis os alle, at debatterne er meget mere nuancerede.

Annonce