Annonce
Kultur

- Man danser jo ikke med sit køn

Niels Hartvigson er medstifter af Pan Dans og en af initiativtagerne til det internationale dansestævne Nordic Open, hvor alle må danse med alle. Her er det ham, der fører. Foto: Pan Dans

For første gang nogensinde danser to mænd sammen i den danske udgave af ”Vild med dans” og udfordrer dermed vores forestillinger om, hvem der kan og skal danse hvilke roller i pardans. Det nye dansepar i TV2-programmet er dog bare seneste eksempel på et opgør med de traditionelle kønsroller i dans, og muligvis betyder det flere og bedre dansere.

- Dans kommer i alle afskygninger, og dans er for alle. Dét synes jeg, at dansen med en mand giver udtryk for, og det er vigtigt.

Sådan lød det fra danser Silas Holst, da det tilbage i juni blev offentliggjort, at der blandt ”Danmarks modigste dansere” i TV2-showet ”Vild med dans” for første gang nogensinde vil være et par af samme køn. Skuespiller Jakob Fauerby har nemlig sagt ja til at deltage på betingelse af, at han får lov til at danse med en mand, og derfor skal han kæmpe om en plads i finalen sammen med Silas Holst.

Nyheden blev først og fremmest modtaget med rosende ord, men der var også dem, der særligt på de sociale medier lidt hovedrystende slog fast, at man ikke bare sådan kan flytte rundt på kønsfordelingen i pardans.

”Der er et par, og et par er normalt en kvinde og en mand”, som en af kritikerne slog fast og fortsatte: ”To herrer, der danser rundt der? Kan du se dem i en rumba? Ja, jeg kan altså ikke”.

Jakob Fauerby og Silas Holst er det første par af samme køn ud af i alt 160 par, så nogen større revolution er næppe på vej i det populære underholdningsprogram, men måske er den ”historiske ændring”, som den bliver kaldt, alligevel et udtryk for, at noget er under langsom forandring. For det, der i nogle år har været en international bevægelse mod et opgør med den traditionelle kønsfordeling, sætter også sit præg på dansesteder herhjemme, mener lektor i dansevidenskab ved Københavns Universitet, Inger Damsholt, der blandt andet har forsket i køn og dans.

- Man kan glæde sig over, at flere og flere steder nu om dage indretter dansen sådan, at der en, der fører, og en, der følger. Hvem, der gør hvad, er således ikke afhængigt af, om man har bryster eller tissemand eller begge dele, siger hun.

Faste forestillinger

Kaster man blikket tilbage på historien, vil man se utallige eksempler på kvinder, der har danset sammen med kvinder, og mænd, der har danset sammen med mænd.

Det har dog oftest bundet i to primære årsager. Enten har der været mangel på det modsatte køn - for eksempel måtte de amerikanske cowboys byde hinanden op på salonerne i det kvindefattige ”Wild West”. Eller også har det handlet om at holde kønnene skarpt adskilt for at forhindre syndige tanker.

Senere blev det dog i flere lande forbudt for par af samme køn at danse sammen offentligt. Herhjemme er det bare 46 år siden, at man ophævede forbuddet mod, at to mænd dansede sammen på offentlige beværtninger. Hvor pardans på det tidspunkt var en helt legitim kontaktform for en kvinde og en mand, og for så vidt også for to kvinder i en simpel erkendelse af, at der ikke altid var mandlige dansepartnere nok, var to mænd sammen et sjældent og ildeset syn.

- Den form for intimitet og sanselighed, som pardans udtrykker, vækker homofobien til live, konstaterer Inger Damsholt og uddyber, hvorfor mange af os i dag også ser pardans som en slags parringsdans:

- Historisk, kulturelt og traditionelt har dans været en legitim måde for par at have fysisk omgang med hinanden. Det ligger så dybt begravet i os at betragte det som et slags forspil, at det påvirker vores forestillinger om, hvem, der kan danse hvad og med hvem.

Kommunikation mellem mennesker

Landet over er små og større danseforeninger altså så småt begyndt at afspejle den konstante udvikling af kønsrollerne, som foregår i det øvrige samfund, men i København har foreningen Pan Dans været i gang i snart et kvart århundrede.

Foreningen er del af idrætsforeningen Pan Idræt, der er stiftet af bøsser og lesbiske, og har fra starten været en forening for både homoseksuelle og heteroseksuelle.

- Det skulle være et sted for alle, for det var jo ikke sex, de skulle have. De skulle sådan set bare danse med hinanden, og det har været interessant at lave en danseskole, hvor rollerne ikke var defineret på forhånd. Det har givet en anden form for glæde, fordi du selv har fået lov til at vælge, om du ville følge eller føre eller begge dele, lyder det fra medstifter Niels Hartvigson, der også er en af initiativtagerne til det internationale dansestævne Nordic Open, hvor alle må danse med alle.

Han kalder danseverdenen ”en af de sidste bastioner i forhold til de meget traditionelle kønsroller” og nævner som eksempel, hvordan man som pige og kvinde bliver mødt med en forventning om at iklæde sig høje hæle, makeup og kjole, hvis man vil danse.

- Mange siger: ”Dans er ikke noget for mig”, men ofte hænger det sammen med, at man bliver placeret i en fast rolle, som man ikke nødvendigvis befinder sig godt med. Bare fordi man er heteroseksuel mand, er det jo ikke ensbetydende med, at man trives med at være den, der altid fører. Vi vil gerne væk fra, at det er det biologiske, der er afgørende for, hvordan du danser. Det skal være andre ting, og det skal først og fremmest være glæden ved at kommunikere kropsligt og musikalsk med et andet menneske, siger Niels Hartvigson.

Som en slags samtale

Det er første gang i ”Vild med dans”-regi, at dommer Jens Werner skal bedømme et par af samme køn, men den tidligere europa- og verdensmester har også for år tilbage været dommer til Nordic Open. For ham handler dans om noget helt andet end køn.

- Det er underordnet, om vi taler om mænd, damer, børn, soloer eller grupper. Dans er mennesker, der lytter til musik og reagerer kropsligt og mentalt, som han siger.

Jens Werner beskriver dansen som en slags samtale - og det er kvaliteten af dén samtale, karaktererne bliver givet ud fra.

- Jeg vil gribe opgaven an på den måde, jeg altid har gjort det på. Jeg vil være ærlig og impulsiv, og HVIS jeg bliver rørt emotionelt og fagligt, så vil mine karakterer afspejle dette, siger han og håber, at seerne får en ”positiv og anderledes” oplevelse i årets udgave af ”Vild med dans”.

Også Niels Hartvigson fra Pan Dans forestiller sig, at langt de fleste seere vil tage positivt imod det mandlige dansepar. Foreningen har faktisk i flere år forsøgt at få både TV2 og de professionelle dansere til at give plads til par af samme køn. Håbet er, at det kan udvide vores forestillinger om, hvad pardans er:

- Og jeg kan slet ikke forestille mig, at det bliver et problem i forhold til seerne. I bund og grund vil vi vel bare se nogle mennesker, der er dygtige til det, de gør.

Nå, det er sådan, det føles!

Og måske bliver nogle af seerne ligefrem inspirerede til selv at skubbe lidt til de traditionelle kønsroller i pardans. Det kan endda være med til at booste både danseevnen og tolerancen, pointerer Niels Hartvigson:

- Vores mission er i at understrege, at man kan danse på alle mulige forskellige måder og med alle mulige forskellige mennesker. Vi har alle fordomme, men så snart du har prøvet at danse det selv, finder du ud af, at det ikke var så farligt. Det var sådan set det samme - bare med et andet menneske.

- Man forstår, at det ikke er kønnet, men personligheden, der er interessant. Og ved at lade kvinder føre og mænd følge og omvendt og måske bare bytte undervejs, så får man også en indsigt i begge positioner, som - vil jeg mene - kun gør dig til en bedre danser.

Forsker Inger Damsholt mener, at sammen med et generelt opgør med den faste kønsfordeling er dén erkendelse en af årsagerne til, at flere i dag end tidligere vælger at indtage nye dansepositioner - helt løsrevet fra, hvordan man traditionelt ville gøre.

- Mange mænd, der er åbne for at gøre netop det, gør sig for eksempel den erfaring, at man bliver en bedre fører af at prøve at være den, der lader sig føre. Og det er nok det, der langt om længe er nået frem til primetime-fjernsyn: At verden har flyttet sig.

Dans handler hverken om køn eller udseende, men om en slags musikalsk samtale mellem to mennesker, lyder det fra holdet bag Nordic Open, hvor der ikke er nogen regler for kønsfordeling og udseende. Foto: Lone Israelsen
Når man prøver at danse i andre roller end de traditionelle, bliver man også en bedre danser, mener flere. Foto: Lone Israelsen
Engang var det forbudt for to mænd at danse sammen i offentligheden. Nu er det ikke bare tilladt, men i stigende grad normalt. Foto: Lone Israelsen
I denne sæson af ”Vild med dans” vil der for første gang være et par af samme køn. Skuespiller Jakob Fauerby har nemlig sagt ja til at deltage på betingelse af, at han får lov til at danse med en mand, og derfor skal han kæmpe om en plads i finalen sammen med Silas Holst. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Ros fra politiet: Folk holder afstand

Søndag ifølge

Flere hobbybagere og færre fritidsbetjente, tak

Vi bager mere under coronakrisen. Det læste jeg forleden i en artikel, som tog afsæt i danskernes ændrede indkøbsmønstre i denne tid. Og kigger jeg på min egen husstand, kan jeg bekræfte tendensen. Men det kan altså være et tilfælde. Vores ovn afgik ved døden kort før nedlukningen af landet, og erstatningen er sådan en sag med dampdysser og specialfunktion til hævning af dej. Og det er en fornøjelse. Jeg har sågar indkøbt hulplade og bageenzymer, så jeg nu - næsten - kan konkurrere med bagerens rundstykker. Min opskrift får du i bunden af denne klumme. Engang forestillede jeg mig faktisk, at jeg skulle være bager. Jeg kunne som barn godt lide den følelse af stolthed, det gav mig, når jeg ved at blande mel, vand og gær kunne fremstille noget, der mindede om brød. Og fulgte jeg en opskrift nøje, blev det nogle gange ligefrem godt. Det var en stor tilfredsstillelse. Skulle jeg pege på en enkelt positiv ting, jeg har fået ud af de seneste ugers ekstra hjemmetid, er det bageriet. Det bidrager til hyggen og en smule til stoltheden - og det minder mig ind imellem også om, hvorfor det var helt rigtigt, at jeg ikke blev bager. Vi er nok mange, som ikke blev det, vi forestillede os engang. I dagens avis kan du læse om en, der er blevet lige det, han drømte om. I et afskedsinterview svarer den afgåede direktør for Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Kaasgaard, på en række mere eller mindre skæve spørgsmål, som er med til at beskrive ham som menneske. Formen er måske lidt spøjs, men den virker ret godt. Vi får et godt billede af, hvad der har formet manden. Og hvis du keder dig i dit corona-hi, kan jeg klart anbefale dig at løbe spørgsmålene igennem og prøve at svare på det samme. Noget vil måske overraske dig, hvis du tør at være helt ærlig. Det var, da jeg læste den artikel, at jeg kom i tanke om, at jeg engang faktisk drømte om at blive bager. Modsat Jens Kaasgaard er jeg ikke nået langt med den drøm. Der er nok flere, der ligesom politidirektøren drømte om at få en fremtid i uniform. Og måske har kedsomheden i en coronabegrænset hverdag genskabt ambitioner hos en og anden, ligesom jeg har genfundet passion for bageriet. I hvert fald kan jeg konstatere, at der er dukket ret mange fritidspolitibetjente op på det seneste. Jeg forsøger virkelig på at se alle de positive ting, denne krise også gør ved vores samfund. Hvordan vi hjælper hinanden og støtter op om positive tiltag. Hvordan vi bidrager til at stoppe smitten ved at give køb på vores frihed. Hvordan vi generelt tilsidesætter os selv for at hjælpe helheden. Det, vi med et flot ord kalder samfundssind. Eksemplerne er mange, men nogle gange bliver samfundssindet overskygget. Eller måske er det et misforstået samfundssind, der tager over. Jeg har den seneste uge set talrige eksempler på det civile politikorps, som med egen mavefornemmelse og verdensbillede som rettesnor drager i krig mod dem, der fejler. De skyldige og alle dem, der ikke gør det godt nok. Myndighedernes officielle corona-stikkerlinje blev - heldigvis - nedlagt før den rigtig kom i drift. Men lysten til at påpege andres mangler trives alligevel. Det rigtige politi modtager en strøm af henvendelser fra folk, der er bekymrede over andres opførsel. Vi ser fingre, der peger insisterende på dem, der bærer skylden. For nogen må jo have den. Bevæger man sig ud på sociale medier - jeg anbefaler at lade være - kan man se, hvordan hobbybetjentene trives. Der bliver både anklaget, ført rettergang og dømt i den offentlige gabestok. Og det er på ingen måde kønt. For at citerer majestæten: Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Så hellere friske rundstykker. Du skal bruge 25 gram gær, 3 dl lunken vand, 500 gram hvedemel, 12 gram hvedesur (det er surdejspulver, red.), 10 gram bageenzymer og 12 gram salt. Hemmeligheden er i enzymerne og surdejen. Og i at ælte det hele godt på røremaskinen i 10 minutter. Form derefter 12 rundstykker. Pensl med vand, dyp i blå birkes. Lad dem hæve et lunt og fugtigt sted i 40 minutter. Bag ved 210 grader varmluft og gerne damp til de er pæne og sprøde - I min ovn tager det 13 minutter. Velbekomme.

Danmark

Live: Mette F. - Gradvis åbning af Danmark efter påske er sandsynlig men der går tid før samfundet er normalt igen

Navne

Bo er en af de 100, der må arbejde i FN i Wien: Man tænker virkelig på 'Palle alene i verden'

Annonce