Annonce
Rejser

Madrid: Kvinderne uden hatte

Kvinderne 1920'ernes avantgarde-kunstnermiljø i Madrid chokerede det bonerte borgerskab. Foto: Accion Cultural Española
Ny restaurant, Sinsombrero, i den spanske hovedstad hædrer de kvinderetsforkæmpere, som for knap hundrede år siden satte deres præg på byen, men som siden har været lidt glemt i landets historie.

Suffragetter kaldtes kvinderne, som i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet stod i spidsen i kampen for at blive fuldgyldige medlemmer af samfundet. På filmklip fra 5. juni 1915 på Amalienborg Slotsplads kan man se dem med vind i håret og de lange hvide kjoler, som var deres kendetegn, i spidsen for tusindvis af danske kvinder, som markerede, at de endelig havde fået stemmeret.

I Spanien var det ikke hvide kjoler og røde skråbånd, der blev symbolet, men manglende hatte. Her var det den kvindelige halvdel af Madrids avantgarde-kunstnermiljø, der i 1920'erne gjorde op med den undertrykkende kvindeopfattelse. Blandt andre Federico García Lorca, Luis Buñuel og Salvador Dalí var også aktive.

"En dag tog vi vore hatte af, for vi følte, at vores tanker og idéer blev presset inde, og da vi krydsede Poerta del Sol, kastede de sten på os og kaldte os alle slags navne", har maleren Maruja Mallo senere fortalt. Hun og de øvrige kvinder fortsatte med at gå uden hat offentligt, hvilket dengang var mindst lige så provokerende, som da deres danske rødstrømpesøstre brændte BH'erne 50 år senere. Las Sinsombrero - uden hat - blev kvinderne og deres oprør kaldt.

I 1931 fik kvinder valgret til det spanske parlament. Fem år senere udbrød den spanske borgerkrig. Kunstnerne flygtede og blev spredt for alle vinde, og i de efterfølgende 40 års diktatur var Las Sinsombrero ikke en del af Francos version af Spaniens historie. Deres indsats blev lidt glemt.

Men nu er "kvinderne uden hatte" aktuelle igen. Deres indflydelse kunstnerisk og politisk er anerkendt, og en ny restaurant i byens centrum har taget navnet Sinsombrero - og byder velkommen med en væg med knager og hængende damehatte.

Restaurantens interiør giver en 1920'er-klubstemning med enkel rummelighed, læder, diskret marmor, art deco-lamper og en stor central bar. Menukortet er også et besøg værd med varianter over klassiske spanske retter i herlig fusion med det asiatiske køkken.

Sinsombrero

Hvor: Paseo de la Castellana 4, Madrid.

Hvornår: Søndag-torsdag klokken 13.30-01, fredag-lørdag klokken 13.30-03.

Læs mere på www.sinsombrero.es.

Lige i nærheden

Mød Cristiano Ronaldo, Marylin Monroe og Johnny Depp i Pirates of Caribia i Museo de Cera, Madrids voksmuseum på Paseo de Recoletos 41 et par hundrede meter væk: www.museoceramadrid.com.

Eller oplev Spaniens spændende fortid i Museo Arqueológico Nacional: www.man.es.

Lidt nord for Sinsombrero ligger stormagasinet El Corte Inglés.

På en væg i den nye restaurant hænger damehattene. Foto: Sinsombrero
Enkel, lys og rummelig indretning i 1920'er-klubstil. Foto: Sinsombrero
Annonce
Forsiden netop nu
Sødag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Duften af kaffe, tryksværte, horn og gifler

Findes der stadig en bager, som sælger gifler og horn? De var på hitlisten - i hvert fald min personlige - i de tidligere 80'ere, når morgenmaden bød på friske rundstykker. Jeg frygter, at det lyse hvedebrød for længst er blevet overhalet af udviklingen i form af mere eksotiske og mættende alternativer. Men måske findes de endnu gemt af vejen på bageste hylde i bagerierne. I givet fald har jeg overset og forsømt dem i årevis. Jeg tror faktisk, at sådan et friskbagt horn med masser af birkes ville gå godt til dagens avis. Jeg vil forsøge at finde et til genlæsningen af disse linjer søndag morgen. Der er nemlig noget at fejre denne søndag. Din søndagsavis fylder år for første gang, og både fødselsdag og søndag rimer for mig på morgenbord med kaffe og friske rundstykker. Og søndag er så småt også begyndt at være ensbetydende med morgenavis. Igen. I min barndom fulgtes søndags-rundstykkerne altid med Jyllands-Posten, og duften af tryksværten hørte derfor med til det samlede sanseindtryk, som for mig indrammede en rigtig søndag morgen. Derfor kom jeg til at tænke på 80'ernes morgenbrød, da jeg skulle skrive om mit eget forhold til søndagsavisen. Efter lange perioder uden en avis på ugens sidste dag har jeg nu i et år haft fornøjelsen af min egen søndagsavis. Og hvor har det været fantastisk at få mulighed for at sende den på gaden. Det har været et spændende år, hvor vi på redaktionen har skullet vænne os til nye arbejdsgange og nye deadlines for at kunne levere en avis alle årets dage. Men mest af alt har det været spændende at få lov til at bruge lidt mere tid og plads på at fortælle spændende historier. Hver uge har søndagsavisen en artikel, som vi bruger lidt mere krudt på end alt det andet. På redaktionen kalder vi den for "den lange", og det dækker den sag eller historie, som vi ruller ud over flere sider og typisk også på forsiden af søndagsavisen. Det handler ofte om et spændende menneske, men som i dag kan det også handle om en sag. I dag følger vi op på en anden 1-års fødselar, nemlig motorvejen. Den prydede også den første søndagsavis, og derfor er det relevant med et kig på, hvordan det nu er gået efter åbningen. I gårsdagens avis fulgte vi også op på en række af de historier, som vi har bragt i løbet af det første år med søndagsavisen. Og det var let at finde spændende sager at genbesøge. Da jeg gennemgik de første 52 søndagsaviser for at udvælge dem, sad jeg tilbage med en umiskendelig stolthedsfølelse over de mange gode historier, vi har fortalt det seneste år. Og med lysten til at fortælle endnu flere. Både i søndagsavisen og i aviserne resten af ugens dage. Det kan virke helt bagvendt at udgive en ny papiravis i en tid, hvor den digitale udvikling presser avisoplag over hele verden ned. Men jeg er glad for, at vi gjorde det. Læserne har vist, at de gerne vil læse avis om søndagen. Det er jeg naturligvis utrolig glad for. Dommedagsprofeter har i årevis spået den trykte avis samme skæbne, som jeg frygter er overgået morgenbrødet fra min barndom. Men jeg tror på, at avisen stadig har en fremtid. Også på papir. Og det i særdeleshed om søndagen, hvor der er endnu mere tid til fordybelse. Og jeg håber, at søndagsavisen efterhånden er blevet en fast del af ritualerne i de Nordvestjyske hjem søndag morgen. Måske er den ovenikøbet med til at præge næste generations opfattelse af, hvad der hører til en rigtig søndag, ligesom Jyllands-Posten var for mig. Om det så er indholdet af avisen eller bare duften af den. Rigtig god søndag!

Kultur

Ausumgaard dropper forårsmarkedet

Annonce