x
Annonce
Mærkedage

Lokaljournalistik er fedt

Journalist Stine Kjærside, Dagbladet Struer, fylder 30 år. Foto: Mette G. Sørensen
Dagbladet Struers Stine Kjærside kan lide at sidde på en lille redaktion med tæt kontakt med læserne. I morgen runder hun de 30 år.

30 i morgen, onsdag den 26. februar, fylder journalist ved Dagbladet Struer, Stine Kjærside.

Stine er født og opvokset i det østjyske, nærmere bestemt i Vejle, hvor hun også gik på gymnasiet. Hun er student fra Rosborg Gymnasium i 2009.

- Så tog jeg et sabbatår. Både for at tjene til min videre uddannelse, men også for at bruge tid sammen med min farmor, der var flyttet fra Odense til Vejle. Jeg havde skiftende arbejdstider, så det passede som regel med, at jeg enten kunne spise morgenmad eller aftensmad sammen med hende, fortæller Stine Kjærside.

Hun blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus i 2010, og ganske kort efter døde hendes farmor.

- Det var virkelig hårdt, men jeg var glad for, at jeg havde fået så meget tid sammen med hende, fortæller hun.

Stine Kjærside var i praktik på dagbladet BT. Hun blev færdiguddannet fra Journalisthøjskolen i 2015. Egentlig skulle hun have været færdig allerede i 2014, men hun og en medstuderende var taget til USA for at arbejde på et blog-projekt, som skulle ligge til grund for deres bachelor - og de nåede ikke hjem til Danmark, så de kunne påbegynde bacheloren indenfor normeret tid.

Annonce

Et godt sted i livet

Efter endt uddannelse blev Stine Kjærside ansat i et vikariat på Viborg Stifts Folkeblad. Ved siden af havde hun "en lille freelancebutik med svingende indtægter".

- Det var i Viborg, det gik op for mig, at lokaljournalistik var ret fedt, smiler hun.

Så da der dukkede et opslag op om et job på Dagbladet Holstebro, tænkte hun: "Det ku' da godt være" og "hvor ligger Holstebro egentlig helt nøjagtigt?"

Hun googlede byen, søgte jobbet og fik det fra maj 2015.

I 2017 blev hun ansat ved redaktionen på Dagbladet Struer.

- Det er fantastisk givende at sidde på en lille redaktion, hvor man er i tæt kontakt med læserne, siger hun.

Privat bor Stine sammen med journalist Jan Briks, der er ansat ved Dagbladet Holstebro. Parret har netop købt nyt hus i Holstebro.

Stines fritidsinteresserer omfatter alt, der har med Disney at gøre, samt musik - og hun er en flittig gæst ved sommerens store festivaler.

Fødselsdagen fejres under private former.

- Hvordan det er at blive 30? Jamen, det har jeg det fint med. Jeg er et godt sted i livet. Det eneste, jeg lige umiddelbart fortryder, er, at jeg først for to år siden begyndte at investere i aktier og værdipapirer. Det skulle jeg have interesseret mig for meget før, mener fødselaren.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce