x
Annonce
Læserbrev

Ledelse og sygefravær. Måske er ledelse i kommunen slet ikke ledelse, men styring

Debat: Med interesse har jeg læst Dagbladets indlæg og leder om sygefravær i Holstebro Kommune. Det er et emne, som har været en del af kommunens som besparelsesforslag i flere år – at nedbringe sygefraværet - i Holstebro Kommune, men det er kun gået en vej; den forkerte.

Mine refleksioner med baggrund i artiklen samt 25 års ledererfaring stiller nok flere spørgsmål end giver svar. Men hvis svaret på højt sygefravær er ledelse, så må spørgsmålet være – hvilken type ledelse leverer man i kommunen og hvilken type ledelse vil hjælpe de ansatte?

Der er i min optik noget, som er tankevækkende. Ledelse er en disciplin, som i min optik skal gå hånd i hånd med det praktiske arbejde. Ledelse er at gå forrest – at vise vejen – støtte medarbejderne i udførelsen af arbejdet, men måske jeg har misforstået det derhen, at ledelse i kommunen handler om, at lederne selv er ude at lede efter noget?

Jeg tænker ….

Er det alene antallet af medarbejdere pr. leder, som giver et højt sygefravær – eller er det hvordan ledelse udføres sammen med og overfor personalet?

Hvorfor er der færre og færre ledere pr. 100 ansatte, jo tættere de ansatte er på borgerne? For eksempel hjemmeplejen, daginstitutioner, skoler med videre. Jeg er sikker på – og ved det faktuelt – at der ikke er 65 ansatte på rådhuset pr. leder, men det er der i hjemmeplejen – uagtet man opgraderer på området. På rådhuset er der langt færre ansatte pr. leder – i et akademisk miljø. Vil det sige, at administrative medarbejdere og akademikere kræver mere ledelse?

Det næste spørgsmål er om lederne i kommunen leder mere opad og til siden end leder medarbejderne? Forstået på den måde, om de krav, der stilles til lederne oppefra, holder dem beskæftiget med at dokumentere alt muligt for at tilfredsstille det næste ledelseslag, eller bruger de tiden på at går forrest i opgaveløsningen – på at lede medarbejderne – på at være nærværende overfor både ansatte og borgere? Er ledelse i en kommune blevet en masse administration og dokumentation? Det var måske bedre at have en administrativ medarbejder til at lave den slags – og så lade lederne være ledere i ordets bogstavligste forstand.

Hvornår har en leder sidst afløst en sygemeldt SOSU-assistent i hjemmeplejen? Hvorfor kan hjemmeplejen ikke selv disponere og planlægge deres tid – i samarbejde med en leder? Hvornår har en leder i en daginstitution sidst hjulpet til med lukkevagten? Hvornår har en leder sidst hjulpet en kollega i folkeskolen med en klasse, hvor der var en ekstra udfordring? Ledelsen kræver fleksibilitet og omstillingsparathed – vender det ikke begge veje?

Det er tankevækkende, at det ikke fremgår af ældrechefens svar, hvad årsagen er til det høje sygefravær. Det må være en ganske almindelig ledelsesmæssig opgave at være nysgerrig på, om et sygefravær skyldes ting på arbejdspladsen – almindelige influenza – eller andre ting, som kan påvirke en medarbejders trivsel og helbred. Det hedder, der hvor jeg er, fraværssamtaler, med det formål at sikre, at der ikke er småting, som kan ændres i det daglige og dermed gøre trivsel og helbred bedre.

Fra min dagligdag som leder kan jeg konstatere, at hvis jeg går forrest, hvis jeg giver en hjælpende hånd, hvor det er svært, hvis jeg viser nærvær, så har jeg et lavt sygefravær – men i perioder også en lidt længere arbejdsdag end 37 timer – hvilket så giver nogle frihedsgrader på andre tidspunkter. OG for at det ikke skal tillægges mig, at jeg ikke kender det offentlige, så har jeg ti års erfaring med ledelse i offentlige organisationer.

En sidste ting, som måske også undrer, er begrebet konsekvens. Ledere bliver ofte en kopi af deres overordnede – ved ganske simpel sidemandsoplæring. På de øverste niveauer i Holstebro Kommune er der ikke sket ændringer i de sidste 14 år – bortset fra ledere, som selv har valgt at forlade deres job. Det er tankevækkende i forhold til begrebet konsekvens, som er nævnt i artiklen. Så hvis der skal ændres adfærd i forhold til ledelse, er min erfaring efter mange år med ledelse, at det sker fra toppen og nedad. Hvis der skal ske ændringer, kræver det ændringer i adfærd i den øverste ledelses tilgang til ledelse.

Jeg ved af oplevelse, at der er et personale i yderste led mod borgerne, som gør deres ypperste - tager et kæmpe ansvar og er rigtigt dygtige til et begreb, vi på det private arbejdsmarked bruger meget - ”selvledelse” – en disciplin, som motiverer til at tage ansvar og lyst til at gå på arbejde. Så måske det er andre steder, at skoen trykker i forhold til sygefravær. Måske det er at ledelse i kommunen, slet ikke er ledelse, men styring – det som på engelsk hedder management – og det siger alle undersøgelser, at det giver fravær og flugt, men det understøtter beklageligvis den øverste ledelses behov for detailstyring og dokumentation. Det er måske også, at begrebet konsekvens skal tages i anvendelse. Det kunne også være, at man skulle slippe potentialet hos de dygtige medarbejdere. Det kunne også være, at det ville være en god ting at have svar på rede hånd, når der stilles spørgsmål til fravær – hvordan fordeler sygefravær sig på udvalgte kategorier? Jeg kender mange i hjemmeplejen, som ikke har 16 fraværsdage på et år, så nogle må have et usædvanlig højt fravær, men hvad er årsagen?

En del af foranstående refleksioner er tilgået kommunens ledelse i min tid som byrådsmedlem – der hvor jeg haft mulighed for det – og det har primært været på budgetseminarer. Der har ikke være en egentlig behandling af emnet på byrådsmøder – fordi det handler om ledelse og ikke politisk lederskab og politikdannelse.

Kim Bak Kristensen. Pressefoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Lad os nu høre om vejen ud

En af corona-krisens store frustrationer for mange er usikkerheden om, hvor lang tid denne alternative virkelighed kommer til at herske. Prisen for at begrænse belastningen på sundhedsområdet er enorm. Erhvervslivet er lammet, mange virksomheder risikerer at lukke - også selv om skatteborgernes store pengekasse er åbnet på vid gab med diverse støtteordninger. Uanset hvor mange skattekroner, Folketinget besluttet at sende ud til de ramte brancher, kommer nedlukningen til at koste arbejdspladser. Den kommer til at ødelægge grundlaget for et utal af virksomheder. Økonomien bliver påvirket langt frem i tiden. For at kunne håndtere de barske realiteter, har vi behov for at kende planerne for, hvordan landet igen kan åbnes. Vi har behov for at vide, hvad myndighederne forestiller sig muligt - og hvornår. Ingen forlanger, at Mette Frederiksen, Nikolai Wammen eller Søren Brostrøm skal kunne svare på, hvornår smittefaren er drevet over, men vi må kunne få svar på, hvilke planer der er for rækkefølgen af genetableringen af samfundet. De fleste kan nok forestille sig, at rejsebranchen og teater- og koncertarrangører vil være ramt af begrænsninger længere ind i fremtiden end frisørerne. Eller genbrugspladserne. Eller skolerne. Indtil nu har Danmark ageret trofast og fulgt retningslinjerne. Men hvis vi skal blive ved med at have tillid til myndighederne, må vi sammen kunne se en vej ud af det hele. Ingen tror på en snarlig vaccine eller kur, hvorfor vi må forvente begrænsninger eller risici i en periode, der strækker sig noget længere end til den 13. april, som lige nu er den eneste kendte dato i planerne. Det gik fint med at vise os forskellige scenarier for, hvad der ville ske, hvis vi ikke lukkede landet. Med pædagogiske plancher og grafer, blev vi alle overbevist om nødvendigheden. Vis os nu de forskellige scenarier for, hvordan vi igen får landet på fode. Også selv om de er skræmmende. Vi kan tåle det meste, men hemmeligheder og uvished hører ingen steder hjemme.

Annonce