Annonce
Struer

Lang vej til 100 nye job - men projektet kører videre

Støtten fra det kommunale vækstforløb hjælper os med at holde fokus, siger direktøren for CIM Gruppen i BusinessPark Struer, som her viser daværende finansminister Bjarne Corydon rundt på virksomheden. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Struer Kommune lancerede i 2018 en plan om at hjælpe ti virksomheder videre, så der kunne blive skabt 100 nye arbejdspladser. Nu er der bevilget penge, så indsatsen kan fortsætte i 2020.

Struer: Et vækstforløb, som skulle hjælpe ti vidt forskellige virksomheder i Struer Kommune videre med både udvikling og eksport, så der kunne blive skabt 100 nye arbejdspladser inden udgangen af 2021, har ikke haft den ønskede effekt.

Projektet blev søsat af Struer Kommune i 2018 i et tæt samarbejde med Startvækst Struer.

44 virksomheder viste interesse for at være med.

20 virksomheder fik besøg af både den daværende kommunaldirektør og Helle Toftgaard, som er virksomhedskonsulent for Startvækst Struer, og 12 kom så med i puljen.

En ekstern virksomhedsrådgiver blev koblet på. Processen blev sat i gang, og da medlemmerne af økonomi-, erhvervs- og bosætningsudvalget i Struer Kommune på det seneste udvalgsmøde fik en orientering om gevinsterne ved den kommunale investering på 125.000 kroner i projektet i både 2018 og 2019, var der enighed om at finde et tilsvarende beløb på budgetettet for 2020, så indsatsen kan køre videre.

Annonce

Stor tilfredshed

Ikke på grund af en direkte gevinst i form af nye arbejdspladser.

- Ikke endnu, konstaterer borgmester Niels Viggo Lynghøj (S).

Men i en evaluering af forløbet kunne han sammen med de øvrige medlemmer af økonomi-, erhvervs- og bosætningsudvalget samtidig konstatere, at langt de fleste af virksomhedsejerne, som har deltaget i forløbet, udtrykker stor tilfredshed med den støtte, de har fået til udvikling af virksomhederne.

Nogle er sprunget fra.

- Det har været noget med at få afstemt forventningerne, forklarer Helle Toftgaard fra StartVækst Struer, og en enkelt af de fire virksomheder, som er ude af projektet, fik faktisk opfyldt nogle mål uden assistance fra en ekstern konsulent.

- Dette er jo i sig selv en succeshistorie, mener Helle Toftgaard.

En anden havde så høje forventninger, at det blev umuligt at få dem indfriet.

Men nu er der så stadigvæk otte virksomheder, som er godt tilfredse med forløbet.

Nogle med forholdsvis nyudklækkede iværksættere i spidsen, og andre med mere erfarne direktører i front.

Holder fokus

Dette er for eksempel tilfældet i CIM-gruppen, hvor direktøren og medejeren af hele CIM-gruppen, Henning Vestergaard, var med til at etablere virksomheden med en mange-årig baggrund i ledelsen på B&O.

- Men det var jo en virksomhed i drift. Det er noget helt andet at skulle agere som iværksætter og på den måde skabe vækst, fortæller han.

- Så jeg kan bestemt lære noget af den støtte, vi har fået i det forløb, vi har været igennem, understreger han.

- Selv om vi har sat os et klart mål om, at nu vil vi skabe vækst, så kan dagligdagen løbe af med os. Så vi har brug for hjælp til at holde fokus og afsætte tid til det, der skal til for at komme videre. Det holder tingene på skinner og gang i processen, siger han.

Indtil videre begrænser resultatet i CIM gruppen sig til et enkelt job blandt de cirka 20 CIM-gruppen har etableret i Struer.

- Alt i alt er vi cirka 70, når vi tæller afdelingerne i både Aarhus og Viborg med, forklarer Henning Vestergaard.

Men det er i Struer, han satser på vækst.

- Især på Printtronic, fortæller han - og altså med udsigt til, at der stadigvæk vil være hjælp at hente til processen fra Struer Kommune i 2020.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Løkke tilbage i Thyborøn i høj sol

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Hvis det kunne svare sig at køre på el, gjorde vi det allesammen

Jeg overvejer at købe en elbil. Eller rettere - jeg overvejer på et lidt useriøst plan, om jeg har grund til at overveje det på et lidt mere et seriøst plan. Den slags beslutninger tager tid. Tanken skal have lov at modnes i mit nordvestjyske sind, og selv om jeg efterhånden er klar til elbilen, er den måske ikke helt klar til mig. Sådan rent økonomisk. Min første bil var en Ford. En pilrådden Escort fra 1986. Det var den model, som blev produceret i Brasilien og som havde en 1,3 liters motor, der var lige så tørstig, som bilen var upålidelig. Jeg havde den i et års tid, inden jeg blev magelig og opgraderede den til noget mere driftsikkert. I løbet af det år bidrog jeg i helt ustyrlig grad til det, vi i dag kender som klimaforandringer. Det vil jeg godt beklage. Men vi var ikke klogere dengang - jeg var i hvert fald ikke. Det var min første bil, og følelsen af frihed var enorm der bag rettet, så den kørte nærmest i døgndrift. Modellen var ikke bare en benzinsluger. Den var også en af de sidste, som krævede fuldfed 98 oktan benzin - med bly, naturligvis. Og hvis udstødningen under det larmende, himmelblå vidunder nogensinde havde rummet et filter, så var det for længst udtjent, da jeg overtog ejerskabet. En familie i Lemvig havde bragt den tæt på bilkirkegården, og jeg sørgede for at sende den i graven med manér. Det passer selvfølgelig ikke helt, når jeg skriver, at vi ikke var klogere dengang. Det var i 90'erne, og selvfølgelig vidste vi alle, at bilernes udstødning ikke gjorde noget godt for miljøet. Klimaet fyldte bare ikke så meget i den offentlige debat og endnu mindre i hovedet på en ung mand bag rettet i sin første bil. Da jeg skiftede Forden ud, var jeg dog meget fokuseret på at købe en model med et mere diskret brændstofforbrug. Jeg kan desværre ikke prale af, at det var af ideologiske hensyn. Det handlede udelukkede om prisen. Den gamle Ford klarede omkring otte kilometer på en liter blyholdig benzin. Den nye tog blyfri og kørte en halv gang længere på en liter. Fremskridt. Siden har jeg haft en del forskellige biler, og hvert skifte har gjort det en smule mindre belastende for miljøet, at jeg tillader mig privatbilens luksus. Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg får hovedpine af at tænke på, hvad det kræver at regne det samlede "klimaaftryk" for en bil ud. Produktion, fragt og brændstof er slemt nok. Men tænk bare på den øgede velstand hos medarbejdere i fjerne lande, der har arbejdet med at producere bilen. Og deres øgede forbrug. Nej - det bliver for komplekst. Jeg holder mig til brændstoffet og polerer en smule på min falmende glorie. Min nuværende bil har alle tænkelige filtre og kører dejligt langt på literen. Det var faktisk årsagen til købet. Jeg er måske nok blevet små 25 år ældre, men når jeg skal være helt ærlig, så er det stadig den nederste linje i økonomien, der er afgørende for mit valg af køretøj. Vi skrev i denne uge om, at Holstebro Kommune ligger næstsidst bland landets kommuner, når man ser på, hvor stor en andel af bilerne, der er regulære elbiler. Det er der rigtig mange, rigtig gode grunde til. Elbilens begrænsede rækkevidde er ofte et argument for ikke at skifte. Jeg bruger selv samme argument. Men jeg ved også, at det ikke er helt sandt. Jeg er helt overbevist om, at jeg ville have skiftet min dieselbil ud med en elbil, hvis det var en økonomisk fordel for mig. Og jeg er næppe alene. Den samlede økonomi er afgørende for mange, når de køber bil, og lige så snart elbilen vinder i udregningen, så skal I bare se, hvordan vi alle - også i Nordvestjylland - er klar til at skifte forbrændingsmotoren ud. Mens vi venter på, at det også kan svare sig for pengepungen at køre på el, fortsætter jeg med at skamme mig en smule over mit bidrag til planetens opvarmning. Men kun lidt. For jeg har en stor tro på, at den teknologiske udvikling nok skal redde os alle sammen. Det er en mere behagelig tanke end det modsatte. Og udviklingen har da trods alt gjort det af med den blå røg fra min gamle Escort.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];