x
Annonce
Danmark

Landmændenes marker drukner i vand: - Det ekstreme ender som det normale

Her plejer Bo Bejers grise at gå rundt. Men dem har han måttet flytte. Vandet er væltet ned i tre måneder og kan ikke komme væk. Når han kigger op i himlen og ud i fremtiden ser han for sig, at det ekstreme vejr bliver det, vi skal vænne os til. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Bo Bejer kan kigge ud over store oversvømmelser på sine marker. Det er skidt, for her skulle hans grise gå. Nu er de truet på deres velfærd og sundhed. Og jo flere dyr, der bliver syge, des flere dyr vil dø - og prisen på kød risikerer at stige.

Lidt uden for Løgumkloster ligger Bo Bejers bedrift. Han er udendørs svineproducent og har 600 søer - ikke sådan nogle huller i naturen med vand i, men grisemødre. De producerer 17.000 smågrise om året. Det er det, Bo Bejer og hans fire ansatte lever af.

Men det der med søerne, det var altså ikke bare en dårlig vits, der var placeret i første afsnit for li'som at komme i gang. Det var et billede, der passer på situationen på det 20 hektar store landbrug: Selv om arealet ligger forholdsvist højt, står store dele under vand, og grisene van(d)trives og har måttet flyttes rundt for ikke at gå i vand til midt på livet.

- Der tales meget om, at der er sat regnvejrsrekord i februar, men det er endnu værre: Det har regnet og regnet gennem de seneste tre måneder, mere eller mindre hver dag. Det hele står under vand, og vi har konstant måttet læsse nyt og tørt halm ind i markernes grisehytter eller flytte dyrene væk fra de oversvømmede arealer, siger Bo Bejer.

Annonce

Dyr, mine svin for eksempel, bliver syge af fugt og kulde, ligesom vi mennesker gør.

Bo Bejer, udendørs svineproducent

Deprimeret fra morgenstunden

Ikke fordi han ønsker at lyde som karrikaturen af bondemanden, der jamrer uanset hvad, men:

- Det er vildt at tænke på, at i 2018 var det et ekstremt varmt, tørt, solrigt og helt ulideligt vejr. Nu oplever man at slå øjnene op om morgenen og blive deprimeret med det samme, fordi regnen bare vælter ned, og man ved, at arbejdsdagen bliver bøvlet og smattet.

- Det lyder som den evige utilfredshed, men min pointe er, at jeg tror, at de vejrsituationer, vi hidtil har set som det ekstreme, er ved at blive det normale. Det kan jeg i hvert fald godt frygte, når man tænker på, hvordan vejret har udviklet sig inden for de senere år, ikke bare lige nu, siger Bo Bejer, 48 år og landmand gennem 22 år.

Dyrene lider og farsen bliver dyrere

For en svinebonde er den frygt ikke blot landmandsrituel, men reel, mener han: Arbejdet bliver ikke bare mere bøvlet, det er heller ikke særlig godt for grisene. I sidste ende kan det ende med en højere pris at betale, når vi vil have frikadeller til aftensmaden.

- Al den vand er ikke godt for nogen i landbruget. Det gælder planteavlerne, der oplever vintersæden bukke under og får såningen af forårssæden forsinket. Og det gælder hos os, der har dyrehold. Vand og fugt, også i de mange kvægstalde, der bliver ramt, er usundt for dyrene. Dyr, mine svin for eksempel, bliver syge af fugt og kulde, ligesom vi mennesker gør.

- Dyreetisk er det et problem i sig selv, at deres velfærd og levevilkår på den måde forringes væsentligt. Og jeg mener væsentligt, ingen af dem har det godt med al den fugt og vand og alt det flytteri, det medfører.

Dér slutter rædslerne så i øvrigt ikke:

- Når flere dyr bliver syge, vil flere af dem dø. Ud over at det er skidt for dyrene selv, ender det også med at handle om pris og efterspørgsel: Vi risikerer at miste indtægt, og forbrugerne risikerer at skulle betale mere for kødet, når der er mindre af det, siger Bo Bejer.

Grisene har det som mennesker: de bliver syge og dårlige af konstante mængde fugt, vand og kulde. Bo Bejer har af samme grund haft travlt med konstant at smide nyt og tørt halm ind i deres hytter. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Smarte løsninger nødvendige

Netop fordi Bo Bejer ser det ekstreme vejr som noget varigt, appellerer han til, at der findes nogle varige løsninger, der afleder vandet:

- De senere år har vi oplevet, at mange arealer er udlagt til vådområder, og vi har oplevet, at å-løb, som for flere år siden blev gjort lige, nu er ført tilbage til de oprindelige, snoede forløb. Jeg vil gerne understrege: Det synes jeg er godt, for det er er gavnligt og nødvendigt for at komme af med kvælstoffet.

- Men der er et problem, som følger med: Vandløbene bliver langsommere, og grundvandsspejlet stiger. Resultatet er blandt andet det, vi ser nu, at regnvandet ikke kan komme væk i den fart, det er nødvendigt, og at markerne generelt bliver mere plørede, også når det ikke regner, fordi grundvandet ligger højt, siger han.

Løsningen af det problem har topprioritet, mener han:

- Det kan være pumpeanordninger, dæmninger, sluser ... jeg ved det ikke, jeg er ikke ingeniør. Men der skal findes en smart løsning, så vi ikke ødelægger det, der er genskabt, og så vi får vandet ledt væk. Ellers er jeg bange for, at man om 20-30 år på ny finder på at fjerne åernes naturlige snoninger og igen gør dem lige. Det vil være ulykkeligt, siger Bo Bejer.

Bo Bejer på udkig efter bedre vejr, indtil videre forgæves. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Svineavler Bo Bejer mærker rengvejrets konsekvenser på sin gård ved Løgumkloster. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce