Annonce
Danmark

Landevejenes farende svende mødes i Vorbasse: - Der er ikke mange af os tilbage

Fuzzy til venstre og Juul til højre. Foto: John Randeris
Intet Vorbasse Marked uden landevejenes farende svende, der med deres barnevogne og karakteristiske udseende er blevet en del af markedets historie.

Vorbasse: De er der hvert år på Vorbasse Marked, og de er meget genkendelige med deres emblemfyldte tøj og dekorative barnevogne. Det er naturligvis landevejenes farende svende eller vagabonder, der er tale om. På en grøn plet på Hovborgvej markeret med en blå snor, dér holder de til. Små telte er sat op, og der holder en enkelt sølvgrå stationcar. Det er Langebens, og bilen kaldes ’vagabondexpressen'. Der holder også to tuktuk’er parkeret. Barnevognene er også at finde, og uden for det store grønne 8-mands telt sidder vagabonderne i en rundkreds og hygger.

- Vi sover fire derinde, forklarer Langeben, der også kaldes ’Kronprins’.

- Og der er ikke plads til flere, indskyder Juul.

Lige nu er de omkring otte, men i løbet af ugen skal flere gerne komme til.

- Vi bliver nok omkring 20, siger Guldspurven.

Annonce

Et ordsprog siger, at efter 3 dage lugter fisk og vagabonder

Langeben, landevejsridder

At dø i en vejgrøft

På græsset i midten står nogle kasser med øl.

- Når de står, som de gør der, siger vi, at de er ’sat på bordet’, og så må alle tage af dem, forklarer Fuzzy, der har været vagabond i cirka 20 år.

Langeben begyndte for 20 år siden, men stoppede så for at begynde nogle år senere. Han har siden hen vandret på de danske landeveje i omkring otte år.

- Jeg begyndte, da jeg vågnede i morges, siger Juul med et grin.

Fælles for flere af vagabonderne er, at de på et tidspunkt blev en del af ’systemet’ på grund af sygdom, arbejdsløshed eller andet. Men på et tidspunkt fik de nok af aktivering og at blive flyttet rundt i systemet. Fuzzy fortæller blandt andet, at han formåede at forsvinde fra systemet.

- Efter tre år som vagabond mødte jeg en gadearbejder, der mente, jeg skulle have bistand, men de kunne ikke finde mig i systemet, fortæller han.

Vagabonderne går både sommer og vinter.

- Om vinteren ligner jeg en hel Michelin-mand, siger Fuzzy med et grin og viser med armene, hvor meget tøj, han har på i den kolde tid.

- Det værste er, når vandet i ens vandflaske er frosset til is.

Han fortæller også, at han endda måtte grave sig ud fra sit telt, fordi der var så meget sne ude foran.

- Jeg kommer til at dø i en vejgrøft, siger indskyder Juul med et næsten højtideligt tonefald.

- Jeg har kræft, og lægerne gav mig et halvt år at leve i. Det er 30 år siden!

Vagabondernes principper

Vagabonderne mødes fire til fem gange om året på de forskellige markeder rundt omkring i landet. De kommer også på Hjallerup Marked, hvor navngivningen finder sted. Selve dåben (med øl) foregår dog ved Egeskov. Når en vagabond er døbt, er han eller hun endegyldigt en del af fællesskabet.

Der er ingen traditioner forbundet med Vorbasse Marked, men derfor er det stadig af en vis betydning.

- Vi hygger os, forklarer Guldspurven.

Vagabondernes 'stodderkonge', Sheriffen, kommer ikke i år, men så er det godt, kronprinsen kan være der.

- Jeg er ikke mere end de andre, understreger Langeben.

Men hvis det bliver nødvendigt, kan han træde i karakter.

- Jeg har på et andet marked givet karantæne til en, der ikke opførte sig ordentligt. Det kan være nødvendigt at træde i karakter, hvis man ikke kan overholde vagabondernes principper: Ærlighed, venlighed og høflighed.

Fuzzy sliber knive og har indrettet sin barnvogn med det rette slibeudstyr. Foto: Kristina V. Skjoldborg

En del af historien

De farende svende fortæller, at de som udgangspunkt ikke følges ad. En gang imellem kan de gå sammen, men ellers går de alene fra by til by.

- Et ordsprog siger, at efter tre dage lugter fisk og vagabonder, siger Langeben.

På deres vej møder de mange forskellige mennesker, men langt de fleste er venlige.

- Der er 97 procent dejlige mennesker, 2 procent, der kan være lige meget og 1 procent, der er nogle røvhuller.

Allerede om mandagen ankom de første til den grønne plet i Vorbasse, og helt frem til søndag vil de være at finde i byen og selvfølgelig på Vorbasse Marked som en fast tradition og en del af en historie, der måske snart for alvor vil forblive historie.

Når de er flest samlet ved Egeskov og Hjallerup er de omkring 70 personer.

- Ja, der er ikke mange af os tilbage, siger Langeben.

Langeben er vagabondernes 'kronprins'. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Overskud, der ikke kan beskattes

Man skal nærmest have et hjerte af sten, hvis man ikke kan blive bare lidt glad i låget af gårsdagens historie om de 350 ældre borgere, der var til julefrokost med steg, sild, Richard Ragnvald og brune kartofler. Er man i tvivl om, hvorvidt det var en succes, der skabte glæde blandt de ældre, skal man bare se på de medfølgende fotos, der er en sand eksplosion af glæde. Deltagerne var alle "brugere" af Kær.dk, Privathjælpen og TKC Mad, der havde lavet julefrokosten for deres private kunder, der i det daglige får leveret pleje, omsorg eller mad - og som sådan kan man godt kalde det "kundepleje" og "loyalitetsopbyggende". Man kan også bare lade mundvigene vende opad og anerkende, at de ældre faktisk havde en dejlig og festlig dag sammen med andre ligesindede - hvilket man alt for sjældent hører om. Når der kommer historier fra ældre- og plejesektoren er det oftest rædselsberetninger om dårlig bemanding, uværdige forhold med for få bade og borgere, der må finde sig i først at blive taget op ad sengen til middag af et evigt skiftende personale, der sætter dagsordenen. Der er næppe megen tvivl om, at mange kommuner enten ikke har prioriteret ældreservicen højt nok eller for længe har ignoreret den demografiske udvikling, og dermed ikke i tide har taget højde for det stigende pres på ældresektoren. Og der er næppe heller tvivl om, at man mange steder i ældresektoren vil have gavn af at være nogle flere hænder. Men historien om julefrokosten viser bare også, at alt ikke drejer sig om flere penge. De ansatte i de tre firmaer bag arrangementet bruger deres fritid på at servere og sikre, at julefrokosten kan afholdes. Det er et udtryk for både arbejdsglæde og nærvær. Det er overskud af den slags, som heldigvis ikke kan beskattes, men som der er så meget brug for. Det gælder både i forhold til at rekruttere personale til ældreplejen, og det gælder i forhold til troen på, at alt ikke bare kan måles og tidssættes i et kommunalt Excel ark. Godt gået.

Annonce