Annonce
Danmark

Lad os fabulere over nutiden og fremtiden i det offentlige rum

Annonce

Statuedebatten raser. Især i USA, men også herhjemme. Problematikken er imidlertid ikke ny. Tværtimod kan vi gå mere end 3.000 år tilbage til det gamle Egypten, hvor faraoerne havde for vane med at fifle med historien, så de fremstod stærkere og mere heltemodige, end de i virkeligheden var. Som når monumenter og templer til Ramses den Anden fortalte om krige, som han havde vundet – men som han faktisk ikke havde vundet i praksis.

Som når den regerende farao ændrede på en forgængers royale cartouche – for dermed at tage æren for forgængerens gerninger. Som når den kvindelige farao Hatshepsut blev søgt strøget fra historien – fordi hun ikke passede ind i den version af historien, som hendes efterfølgere foretrak at få formidlet. Tiden er en anden i dag, men den grundlæggende problematik er som nævnt den samme: Statuer – såvel som monumenter, templer, navne på veje og pladser og hvad der ellers frembringes af hyldester til enkeltpersoner i det offentlige rum – fungerer ikke som pålidelige vidner til historien. Der er altid en dagsorden på spil. Noget, som initiativtagerne bag ønsker at formidle.

Christian Have

Hos skikkelser som Ramses den Anden, Ludvig den Fjortende og Donald Trump handler det naturligvis om at skilte med egen magt og storhed. Hos United Daughters of the Confederacy, der særligt i begyndelsen af de 20. århundrede stod for opførelsen af de statuer af sydstatsofficerer, der er blandt de primære omdrejningspunkter for statuedebatten i USA, har formålet været helt specifikt: At forherlige de værdier og institutioner, som sydstaterne repræsenterede og kæmpede for under den amerikanske borgerkrig – frem for alt slaveriet.

De statuer, vi finder rundt omkring i Danmark, er sjældent spændt så entydigt foran en kontroversiel vogn, som statuerne af sydstatsofficererne er det. Ikke desto mindre er det værd at huske på, at heller ikke disse bør ses som tredimensionelle historiebøger, der fortæller hele sandheden om de personer, som statuerne forestiller. Der er altid pyntet på historien – eller i hvert fald kurateret heftigt i den – så det kun er de specifikke gerninger og værdier, man har fundet værd at hylde, der fremhæves. Dermed ikke sagt, at statuerne ikke har en enorm historisk værdi, for det har de naturligvis. Men spørgsmålet er, om det ikke er på høje tid at placere de mest problematiske statuer på museum – og dermed i en kontekst, hvor vi faktisk kan lære af historien – frem for at blive ved med at hylde disse personer i det offentlige rum? På et museum kan en statue akkompagneres af andre artefakter, billeder og tekster, der formidler, hvorfor vi som samfund i sin tid fandt det passende at opføre en statue af vedkommende. Men placeret i det offentlige rum kommer statuen til at fremstå som om, vi stadig i vores egen tid finder det passende at hylde den givne person og det, som han – for det er jo stort set altid en mand – repræsenterer. Det offentlige rum er naturligvis et fantastisk sted at møde kunsten og kulturen, uanset om den er skulpturel eller i stedet tager form af eksempelvis en udstilling eller en optræden – og sådan bliver det offentlige rum heldigvis også brugt i alle mulige sammenhænge allerede. Denne tilgang er på alle måder mere tidssvarende end den rene idolisering af enkeltpersoner i form af statuer, der opføres med henblik på at blive stående til evig tid. Lad os således lade statuedebatten gå sin gang og få de mest problematiske statuer placeret på museer. Så kan vi i stedet fokusere på at fylde vores pladser, rundkørsler og avenuer med inspirerende kunstværker, installationer, udstillinger og performances, som – i stedet for at idolisere skikkelser fra fortiden – reflekterer og fabulerer over nutiden og fremtiden. Hvad vi end stiller til skue i det offentlige rum, bør det naturligvis altid have en udløbsdato. Dermed kan vi sikre, at vores efterkommere slipper for at spilde deres energi på en pendant til diskussionen om, hvorvidt det er passende at hylde en slavehandler, der herskede for mere end 300 år siden.


Spørgsmålet er, om det ikke er på høje tid at placere de mest problematiske statuer på museum – og dermed i en kontekst, hvor vi faktisk kan lære af historien – frem for at blive ved med at hylde disse personer i det offentlige rum?

Christian Have
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Film. Selvfølgelig er det kultur

Annonce