x
Annonce
Struer

Længe ventet teatertrup bygger scenen op med halm

De to norske artister Mari Stoknes og Tamar Goksøyr hjælper med til opbygningen af scenen, som omkranses af 12 tons halm fordelt på bigballer og små halmballer. Foto: Morten Stricker.

Selv de dygtigste artister slæber halmballer, når scenen til de kommende to ugers forestillinger skal bygges op i siloen på havnen. Alle hjælper med, når Landsby Laboratoriet fra Idom kommer til byen.

Struer: I en stor ring spændt op under loftet øver klatre-kvinden Mari Stoknes sine halsbrækkende tricks, og i et langt sort stykke stof, som når helt ned til gulvet, hænger Tamar Goksøyr i spagat og med fødderne viklet ind i klædet.

De to norske vovehalse fra artistgruppen "Kompani TO" er blandt de helt store trækplastre, når Struer i december spinder en ende på Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad.

Men uanset det høje kunstneriske niveau - og den åbenlyse risiko for at falde ned og brække halsen - er det ikke sådan, at de to vovehalse er for fine til at give et nap med, når det gælder.

Få øjeblikke senere er både Mari Stoknes og Tamar Goksøyr i fuld gang med at slæbe halmballer ind på det, der skal ende med at tjene som en teaterscene - eller i cirkusartisternes verden: En manege.

Annonce

Man kommer til at få indblik i hele processen og forstå alt det arbejde, der ligger bag sådan en forestilling. Og så kommer man også til at kende hinanden rigtig godt, når man hjælpes ad.

Tamar Goksøyr, artist, Kompani TO.

Teater på havnen i Struer

Forestillingen "Seahorses - Myter og Halmballer" strækker sig over to uger med start lørdag 2. december, hvor der er åbningsparade fra rådhuset og indvielse af teaterområdet på havnen med smagsprøver på de mange forskellige aktiviteter, der er på programmet.Arrangørerne tæller blandt andre Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad og Struer Kommune.

Programmet for de enkelte dage finder du på Landsby Laboratoriets hjemmeside landsbylaboratoriet.dk

Mari Stoknes øver sig på sine halsbrækkende tricks i ringen over manegen forud for premieren på forestillingen "Seahorses, myter og halmballer", der strækker sig over to uger. Foto: Morten Stricker.

Låner 12 tons halm

Vi er i hallen under DLG's forladte silo på havnen i Struer, og uanset hvad man kalder den cirkelformede konstruktion af både store og små halmballer, så er det her forestillingen "Seahorses - Myter og Halmballer" bogstaveligt talt bliver forankret eller fortøjret de kommende to uger.

Den kunstneriske leder, Kai Bredholt fra Landsby Laboratoriet i Idom, glæder sig over, at det er lykkedes at låne sig til de 12 tons halm, der skal bruges til scenen og publikumstribunen.

- Det er Ausumgaard, der har leveret halmen. De sagde: "Selvfølgelig kan vi det". Jeg havde også spurgt borgmesteren, men han havde ikke den rigtige størrelse, fortæller Kai Bredholt, som viser, hvordan de små halmballer skal stødes sammen, ende mod ende - så kan de holde til meget mere.

Men hvorfor er det en opgave for artisterne at bygge scenen op?

- Vi er med til alt: Forestillingen, madlavningen og også opbygningen af scenen, siger Mari Stoknes i en pause i arbejdet.

Og det er ikke noget, der falder artisterne for brystet.

- Alle hjælper med til at lave det meste. Det, synes jeg, er rigtig flot. Jeg kan godt lide det, siger Mari Stoknes.

Klatrepigen Tamar Goksøyr klatrer og slynger sig i et langt sort klæde, der går fra gulv til loft i den gamle DLG-silo på havnen i Struer. Foto: Morten Stricker.

Lærer noget hver dag

Ved indgangen ligger 54 grantræer i stuestørrelse. De skal stilles op i den gang, der fører ind til hallen og scenen, så de yngste blandt publikum får en illusion om, at de går gennem en skov, når de kommer ind, forklarer Kai Bredholt.

- Men først skal vi have lavet nogle juletræsfødder, og det hjælper de os med ovre på Nordvestjysk Fjordkultur, siger Kai Bredholt med et nik og en venlig tanke over mod foreningens værksted i en af træbarakkerne på havnen.

Det viser sig, at folkene fra Nordvestjysk Fjordkultur har været behjælpelige med snart sagt hvadsomhelst.

- Vi bor der nærmest. Vi har vores garderobe dér, vi bruger deres køkken til at lave mad, og vi får varmen, siger Kai Bredholt.

Allerede tirsdag gik de to norske akrobater i gang med at lave de første juletræsfødder.

- Så lærer man noget, siger Tamar Goksøyr, som også er godt tilfreds med, at de ikke står over for det, som hun kalder "den sædvanlige opdeling af opgaver".

Kunstnerisk leder Kai Bredholt fra Landsby Laboratoriet i Idom viser, hvordan halmballerne skal placeres rundt i kanten af manegen. Foto: Morten Stricker.

Endnu en artist på vej

- Man kommer til at få indblik i hele processen og forstå alt det arbejde, der ligger bag sådan en forestilling. Og så kommer man også til at kende hinanden rigtig godt, når man hjælpes ad, siger Tamar Goksøyr.

Begge artister har arbejdet sammen med Kai Bredholt før, så der er ikke længere noget, der kommer bag på dem.

- Vi var med til Landsby Laboratoriet i Idom i 2016. Så vi ved godt, det fungerer på den måde, når vi arbejder med dem. Det er vi meget glade for, siger Mari Stoknes, som pointerer, at det skal tages helt bogstaveligt, at alle hjælper med.

De to har for eksempel anbefalet en tredje cirkusartist, som de kender fra festugen i Holstebro, og hun nu også med til forestillingen i Struer.

- Vi sagde, vi syntes, hun skulle være med. Og det er dejligt, at Kai lytter til os og giver os mulighed for at få noget at skulle have sagt. Det er jo Kai, som har lavet forestillingen, og han har en klar idé om, hvordan det skal være, men vi må stadig gerne komme med vores ideer, siger Mari Stoknes.

Efter det hårde arbejde er det tid til at strække ud. Og nej, det er ikke et trickfoto. Foto: Morten Stricker.

Koldt for fingrene

Så er pausen forbi, og pigerne skal ind til byen for at købe "klister". Det er harpiks, som de skal bruge til hænderne, når de klatrer i tove og klæder oppe under loftet.

- Det er mest på grund af kulden. Vi mister kraft i fingrene, når det er så koldt, forklarer Mari Stoknes.

Næste opgave?

At finde nogle uldne undertrøjer, så pigerne kan holde varmen, mens de optræder - og ikke mindst i pauserne, hvor de ikke er i bevægelse.

Forestillingen "Seahorses - Myter og Halmballer" strækker sig over to uger med start lørdag 2. december, hvor der er åbningsparade og smagsprøver på de mange forskellige aktiviteter, der er på programmet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce