x
Annonce
Livsstil

- Kulturen udvider min forståelse af verden - giver den farver

Jakob Melander. Foto: Les Kaner/People'sPress
Mig og kulturen: Jakob Melander

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv? - Bortset fra familie og venner udgør kultur sådan set essensen af mit liv: Det er det, jeg arbejder med, der, jeg henter inspiration. Den er trøst og lindring i kriser - den, der fortæller mig, at jeg ikke er alene, at der er andre, der går gennem det samme som mig. At der er andre, der er og har været SOM mig. Også for flere tusinde år siden. Kulturen udvider min forståelse af verden - giver den farver. Nogle gange kan man måske endda sige, at det er den, der gør livet værd at leve!

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse? - Her plejer jeg normalt at sige ”Den sorte bog” af Orhan Pamuk. Men hvis vi nu afgrænser det til den sidste uge, er det ”Efter solen” af Jonas Eika. Adda Djørups ”Bulgakovs kat” - og lige nu læser jeg Kristina Stoltz’ ”Cahun” med største fornøjelse.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen? - Åh, der er mange. Before i Musikcafe’n i 1981, Siouxie and the Banshees på Roskilde i ´83. Det var en magisk aften. Eller Imperiet i Den grå hal i 1987. Thåström er Skandinaviens bedste frontman.

Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk? - Jeg så en fantastisk opførelse af Shakespeares ”En skærsommernats drøm” på Deutsches Theater i Berlin for snart 10 år siden. Den var helt igennem fantastisk. Ren magi. Tv-seriemæssigt er der vel ingen over ”Sopranos” - og film? Det må blive ”Apocalypse Now Redux” (udvidet 2001-version af ”Apocalypse Now” fra 1979, red.). Jeg nåede desværre ikke at se den nye Directors Cut-udgave i en ordentlig biograf. Når biograffilm ryger ned i de helt små sale med en 20-40 sæder, kan jeg lige så godt se dem på fjernsynet derhjemme. Det skal være et ordentligt lærred og god lyd. Da særligt til dén film.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på? - Goyas maleri ”Saturn æder sine børn” har altid talt til mig. Ellers Van Gogh på Van Gogh-museet i Amsterdam og Louise Bourgeois på Louisiana for et par år siden med hendes Celler, små rum med selvbiografisk materiale. Det var en stor oplevelse.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på? - Det må jo nok være min Macbook Pro eller min Iphone, som jeg bruger hver dag.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til? - Teater og koncerter. Live- eller nu-elementet er jo ikke helt det samme med litteratur. Så det kan være sundt at udsætte sig selv for.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft? - Normalt er der altid noget at lære, også af de dårlige oplevelser. For eksempel kan jeg sagtens få noget ud af en dårlig teaterforestilling. Man tænker så godt, og jeg har fået nogle af mine bedste idéer, når jeg har siddet og ventet på, at tæppet faldt. Men sådan lige på stående fod er det nok en amerikansk actionfilm, der så vidt jeg husker hed ”White House Down”. Jeg har normalt et soft spot for actionfilm. Men lige denne her ... Det er to timer af mit liv, jeg aldrig får igen.

Blå bog

Jakob Melander (f. 1965) spillede som ung bas i blandt andet punkbandet Agony. Han skiftede senere til guitar og var med til at danne bandet Redlands, som blandt andet optrådte på Roskilde Festivals Orange Scene.

Bandet gik i opløsning, og efter et par andre musikprojekter begyndte han at læse litteraturvidenskab og blev uddannet i 2002.

Jakob Melander debuterede som forfatter med ”Øjesten” i 2013, og senere fulgte blandt andet ”Serafine”, ”Det bedste til mig og mine venner” og ”Fjenden iblandt os”. Han er aktuel med ”Ind i den hvide nat”, der er syvende bind i serien om politiassistent Lars Winkler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce