Annonce
Mærkedage

Kosmonautens liv hang i en tynd tråd

Den tidligere kosmonaut Aleksej Leonov (til højre), der blev den første til at vandre i rummet, taler med Ruslands præsident, Vladimir Putin, 11. april 2017 ved den første visning af den russiske film Rumvandreren, der omhandler Leonovs bedrifter. Alexei Druzhinin/Ritzau Scanpix
Aleksej Leonov var den første til at vandre i rummet, da rumkapløbet i 1960'erne var på sit højeste. Torsdag den 30. maj fylder den tidligere kosmonaut 85 år.

85 år: Midt under den kolde krig kæmpede USA og Sovjetunionen om at sætte rekorder i rummet.

Og den russiske kosmonaut Aleksej Leonov skrev sig ind i historien med en af rumkapløbets helt store af slagsen.

Han var den første, der i kredsløb om jorden via en sluse forlod sin rumkapsel og begav sig ud på en vandring i rummet.

Det skete den 18. marts 1965 - og det var lige ved at gå helt galt.

Aleksej Leonov åbnede lugen og bevægede sig ud i det rene ingenting med udsigt til det halve af kloden fra 500 kilometers højde. Kun forbundet til Voskhod 2 med et cirka fem meter langt kabel.

- Der var så stille, at jeg kunne høre mit hjerte slå, har Leonov senere fortalt den britiske avis The Observer.

- Jeg var omgivet af stjerner og svævede rundt uden ret meget kontrol. Jeg vil aldrig glemme det øjeblik.

Men kort efter opstod der alvorlige problemer.

Ude i rummets vakuum blev Leonovs rumdragt pustet op på grund af trykforskellen, så han ikke længere kunne klemme sig indenfor igen.

Han måtte derfor lukke luft ud af dragten for at kunne komme tilbage igennem lugen. Det lykkedes efter en rumvandring på 12 minutter og 9 sekunder.

Problemerne var dog ikke slut for Leonov og hans kommandør, Pavel Beljajev.

På vej tilbage mod jorden kom Voskhod 2 fuldstændig ud af kurs. Og i stedet for at blive mødt af en velkomstkomité landede de nye sovjetiske helte blandt ulve og bjørne i en skov i Sibirien.

Deres rumfartøj endte 2000 kilometer fra det planlagte landingssted, og de måtte sove to nætter i minusgrader i deres kapsel ude i skoven, før et redningshold nåede frem.

Alexei Leonov fik ti år senere endnu en tur ud i rummet. Han var således kommandør på Soyuz-rumskibet, der i 1975 blev sammenkoblet med et Apollo-rumskib.

Historiens første amerikansk-sovjetiske møde i rummet markerede samtidig afslutningen på det første hæsblæsende rumkapløb, der kulminerede, da Neil Armstrong i 1969 blev den første mand på Månen.

Leonov deltog senere i uddannelsen af kosmonauter og blev næstkommanderende på Jurij Gagarin Kosmonaut Træningscenter uden for Moskva.

I 2017 var der premiere på den russiske film "Rumvandreren", der omhandler Leonovs bedrifter.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce