Annonce
Mærkedage

Kosmonautens liv hang i en tynd tråd

Den tidligere kosmonaut Aleksej Leonov (til højre), der blev den første til at vandre i rummet, taler med Ruslands præsident, Vladimir Putin, 11. april 2017 ved den første visning af den russiske film Rumvandreren, der omhandler Leonovs bedrifter. Alexei Druzhinin/Ritzau Scanpix
Aleksej Leonov var den første til at vandre i rummet, da rumkapløbet i 1960'erne var på sit højeste. Torsdag den 30. maj fylder den tidligere kosmonaut 85 år.

85 år: Midt under den kolde krig kæmpede USA og Sovjetunionen om at sætte rekorder i rummet.

Og den russiske kosmonaut Aleksej Leonov skrev sig ind i historien med en af rumkapløbets helt store af slagsen.

Han var den første, der i kredsløb om jorden via en sluse forlod sin rumkapsel og begav sig ud på en vandring i rummet.

Det skete den 18. marts 1965 - og det var lige ved at gå helt galt.

Aleksej Leonov åbnede lugen og bevægede sig ud i det rene ingenting med udsigt til det halve af kloden fra 500 kilometers højde. Kun forbundet til Voskhod 2 med et cirka fem meter langt kabel.

- Der var så stille, at jeg kunne høre mit hjerte slå, har Leonov senere fortalt den britiske avis The Observer.

- Jeg var omgivet af stjerner og svævede rundt uden ret meget kontrol. Jeg vil aldrig glemme det øjeblik.

Men kort efter opstod der alvorlige problemer.

Ude i rummets vakuum blev Leonovs rumdragt pustet op på grund af trykforskellen, så han ikke længere kunne klemme sig indenfor igen.

Han måtte derfor lukke luft ud af dragten for at kunne komme tilbage igennem lugen. Det lykkedes efter en rumvandring på 12 minutter og 9 sekunder.

Problemerne var dog ikke slut for Leonov og hans kommandør, Pavel Beljajev.

På vej tilbage mod jorden kom Voskhod 2 fuldstændig ud af kurs. Og i stedet for at blive mødt af en velkomstkomité landede de nye sovjetiske helte blandt ulve og bjørne i en skov i Sibirien.

Deres rumfartøj endte 2000 kilometer fra det planlagte landingssted, og de måtte sove to nætter i minusgrader i deres kapsel ude i skoven, før et redningshold nåede frem.

Alexei Leonov fik ti år senere endnu en tur ud i rummet. Han var således kommandør på Soyuz-rumskibet, der i 1975 blev sammenkoblet med et Apollo-rumskib.

Historiens første amerikansk-sovjetiske møde i rummet markerede samtidig afslutningen på det første hæsblæsende rumkapløb, der kulminerede, da Neil Armstrong i 1969 blev den første mand på Månen.

Leonov deltog senere i uddannelsen af kosmonauter og blev næstkommanderende på Jurij Gagarin Kosmonaut Træningscenter uden for Moskva.

I 2017 var der premiere på den russiske film "Rumvandreren", der omhandler Leonovs bedrifter.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
HB

HB hentede tredje udesejr i træk

Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Erhverv

Frygt for skadedyr lukker Netto

Annonce