Annonce
Kultur

Kommentar: Selv en smuk fest må ikke hvile på laurbærrene

Vejret var en af årets helt store udfrodringer for årets Smukfest i Skanderborg, men alligevel lykkedes det at skabe en fest langt det meste af tiden. Her er det publikum til Liam Gallagher-koncert. Foto: Axel Schütt
Vejrguderne var ikke på 40-års-jubilarens side, men med kyndig erfaring, effektivitet og humør gik det hele alligevel. Smukfest bør dog stramme ballerne, mener tre af de journalister, der dækkede festen i Bøgeskoven. Læs deres vurdering her.

Den fyrretyvende festival i Bøgeskoven ved Skanderborg er netop slut, og selv om regnen med jævne mellemrum sendte kaskader af vand ned over de dagligt 55.000 besøgende, endte det hele alligevel, som det skulle.

Selve festen blev igen den helt store vinder, og samlet set må vi nok engang kalde Smukfest en succes med mainstream-musik for enhver smag og oplevelser og underholdning for Gud og hvermand. En folkefest.

Men - for der er et men - hvis den i de næste 40 år fortsat skal blande sig i toppen af landets bedste festivaler, skal den lige stoppe op en tur og se indad. Hvor er den på vej hen, hviler den for meget på laurbærrene, og hvordan bevarer den sin identitet?

Vi har set på en håndfuld emner, hvor der både er plads til ris og ros.

Annonce

1. Musikken

En af Smukfests helt store kompetencer er at samle folk på tværs af generationer, og i år var ingen undtagelse. The Minds of 99, Nephew, Nik & Jay, Suede, Saveus og topnavnet Robbie Williams gjorde det alle i bedste stil.

Men generelt var der alt for meget metervare og alt for mange rytmer, der var flade som en pandekage og ikke mættede hjernerne. Og bare fordi man er på festival, behøver hjernen ikke at blive slået helt fra.

Vi vil opfordre til at tænke mere fremad, så musikken rigtig kan stikke af. Hvordan kan vi få Rihannas, Becks og Sias musikalske lillebrødre og -søstre til at komme og spille den nye musik? Gerne mere af Jadas gode pop, og mindre fund fra de hengemte skuffer - Dodo & the Dodos har vi hørt.

Og der skal være mindre mandeklub. Ind med flere kvinder - det siger sig selv! Tænk engang, der var nul kvindelige hovednavne på plakaten ... Og man skulle se langt efter kvindelige musikere, også i bandsene, på de fire scener.

På med tænkehatten, og drop laurbærkransen.

2. Pladsen

Smukfest har 40 års erfaring i at tilpasse sig vejret, og det mærkede man tydeligt i år, da regnen skabte udfordringer. Stor ros for uden tøven at rykke ud med de nødvendige remedier, der gjorde alting lettere for gæsterne, og for altid at forsøge at forbedre indretningen og fremkommeligheden på den store festivalplads.

De nye gennemgange fra området ved Bøgescenen virker dog ikke helt gennemtænkte. Alt for stejle og med (store) småsten som underlag er de nærmest en dødsfælde for berusede festivalgæster - især i glat føre som i år.

Ofte roser vi også Smukfest for at tænke i nye pudsigheder og finurligheder, som netop er noget af den røde tråd i festivalen, og som er lykkedes så godt i årtier.

I år sad den altså bare ikke lige i skabet. En mindelund for Kim Larsen var nærmest latterlig og uværdig, Ønskeøen som et nyt område var middelmådig, og installationen "Smukfest Real Time" var usynlig og uforståelig.

Det er, som om der mangler selvkritik, og at idéerne ikke bliver fulgt helt til dørs. Måske bør festivalen tænke endnu større tanker. For når niveauet er som i år, kommer den til at fremstå både provinsiel og røvballeagtig.

3. Maden

Det er på tide at ruske op i maden på Smukfest - det er alt for meget det samme år efter år, og der er alt for få tilbud, der svarer til den tid, vi lever i. Med Jordens klimaudfordringer bør en festival af denne størrelse være et forbillede. Kig mod nord og Aarhus, hvor Northside har bæredygtighed og økologi øverst på menuen.

Der er enkelte positive tiltag, men der bør tænkes endnu grønnere tanker. Ikke blot et bedre samarbejde mellem boder og restauranter for at undgå madspild, større krav til råvarerne og deres baggrund, men også gerne krav om stolthed og glæde langet over disken i samme portion som maden.

Drop nu al den ligegyldige mad, der hører et tidligere årti til, og tænk i nye baner og nye smage, der vil gavne ikke blot festivalen og dens gæster, men også miljøet og klimaet.

4. Jubilæumsfejring

Der har med stigende intensitet de sidste to år været lagt op til en fejring af 40-års jubilæet, der ville give genlyd langt udover den grønne skovs grænser. Vi så skilte og plakater og hørte en masse snak, men ellers var det ikke noget, vi lagde mærke til. Hvor var festfyrværkeriet både bogstavelig talt og i overført betydning? Hvor var den farverige historie udover på plancher og plakater, og hvor var den ekstra gejst og energi, der skulle gøre festival nummer 40 til noget særligt?

Jovist, der var som to gange tidligere i historien en jubilæumskoncert, men udover lidt stjernedrys her og der blev den gabende lang og uopfindsom. Hverken den røde tråd eller det overraskende moment var at finde, og til sidst blev det bare tåkrummende amatøragtigt med Martin Brygmann og Brødrene Olsen (hvad i alverden skulle de her?) som rosinerne i pølseenden.

Den Smuk-parade og ølstafet, Fadfetten, der skulle skyde fejringen i gang, endte med at være en lunken fis, som publikum aldrig rigtig opdagede (eller lugtede).

Hvor kunne man dog have gjort meget for at markere milepælen. Men Smukfest 2019 blev bare en Smukfest som de foregående, og det var en skam.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Lemvig

Dronningens dragter trak folk til

Annonce