x
Annonce
Indland

Knap 600 ægtepar kan fejre kærligheden i skudår

Bjarke ørsted/Ritzau Scanpix
På lørdag er der en ekstra dag i februar, fordi det er skudår. Her kan knap 600 ægtepar fejre bryllupsdag.

På lørdag udvides februar med en ekstra dag, da det i år er skudår.

Annonce

I den anledning er der knap 600 ægtepar, der kan fejre bryllupsdag. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I 1992 fandt den største del af bryllupperne sted. En fjerdedel af de knap 600 ægtepar blev nemlig gift i 1992. De kan dermed se frem til at fejre deres 28-års bryllupsdag.

Dengang, de blev gift i 1992, var det også en lørdag. Det kan være en af forklaringerne på de mange vielser dengang, skriver Danmarks Statistik.

Derfor kan det være, at mange vordende brudepar har planlagt en vielse på lørdag.

Når det kun er hver fjerde år, der er bryllupsdag, har parrene god tid til at planlægge bryllupsdagen. Der er nok heller ikke frygt for at glemme datoen, hvor man sagde ja til hinanden første gang.

Det ægtepar, der har været gift længst tid, kan samtidig fejre bryllupsdag nummer 68 på lørdag.

Foruden bryllupsdag er der også en del fødselarer på lørdag. I Danmark er der omkring 3800 personer, der har fødselsdag 29. februar. Heraf er der en overvægt af kvinder.

Aldersmæssigt er der flest, som fylder 48 år. Det er dog ikke, fordi fødselarerne på lørdag kun er en fjerdedel så gamle som os andre, selv om de har fødselsdag på en dato, der kun gælder hvert fjerde år.

Samtidig er der en enkelt kvinde, der på lørdag fylder 100 år. Hun kan dermed muligvis se frem til et brev fra dronning Margrethe.

Februar har en ekstra dag hvert fjerde år. Det er den, der er skuddag.

Baggrunden for skuddag skal findes tilbage i romerriget. Jorden er cirka 365 og et kvart døgn om at dreje en omgang om sig selv. Derfor bliver der en kvart dag i overskud hvert år.

I romerriget indførte Julius Cæsar en skuddag. Den indførte han 24. februar, da der i det gamle Rom kun var 23 dage i februar ifølge Nationalmuseet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce