Annonce
Erhverv

Klumme: Skal vi ikke være Des?

Mange mennesker under 50 vil sikkert undre sig over overskriften og tænke, at der må være tale om en stavefejl. Der er da ikke noget, der hedder Des?

Men det er der faktisk, og ifølge dansk retskrivning betyder det: "At have et sådant formelt indbyrdes forhold, at man tiltaler hinanden med De. Det drejer sig i al sin enkelthed om at have respekt for det menneske, man tiltaler, og på den måde bevare en hierarkisk og anstændig omgangstone.

Se det var tider. Ganske som at se et afsnit af Badehotellet, hvor man siger De til hinanden, og andægtigt løfter på hatten med et smilende godmorgen til følge. Så er tonen lagt, og ingen er i tvivl om den gensidige respekt.

Måske er det blot et tegn på min fremskredne alder eller en fuldstændig fejlplaceret konservatisme, men når man hører det sprog, der i dag bliver talt i det offentlige rum, så kan det næppe undre nogen, at vi har udviklet et samfund, hvor dannelse fuldstændig er forsvundet, og hvor selv folkevalgte politikere nu kan bruge det mest nederdrægtige sprogbrug, og efterfølgende undre sig over, at de ikke blev genvalgt til Folketinget. Når det så går op for dem, så viser det sig, at de mestrer yderlige nederdrægtige ord, som man næppe skulle tro kom fra en ellers veluddannet politiker.

I den netop overståede valgkamp kunne man således høre en folketingsvalgt præst bruge ord som silikonemenneske, dumme svin og råbeartist, og én af hans partifæller brugte ord som lorteradio samtidig med, at en veluddannet (men ikke særligt dannet) journalist kunne bruge et ord som pædofil snotidiot. Det er vel næppe den form for debatradio, vi ønsker vores børn skal høre, eller tage del i, men når man hører børn fra seks–syv års alderen kalde hinanden for abe, idiot, luder og andre stærkt nedsættende ord, så kommer det nok ikke ud af ingenting.

Da jeg var ung havde vi, ganske som i dag, stærkt brug for udenlandsk arbejdskraft, som typisk blev hentet i Tyrkiet. De blev i daglig tale kaldt ”gæstearbejdere”, med respekt for, at de var gæster i vores land, og i den grad bedrev samfundsnyttigt hjælpearbejde i et land, som ellers ikke kunne have etableret det velfærdssamfund vi har i dag.

Da den arbejdsmarkedsmæssige situation ændrede sig efter oliekrisen, så var de pludselig ikke længere gæster, og retorikken ændrede sig i retningen af ”fremmedarbejdere” eller mindre pæne ord, som de politiske vinde allerede dengang dikterede. I de senere år er der så blevet tilføjet yderlige nedsættende ord, som jeg skal undlade at komme ind på.

Så kom de sociale medier og bredte sig som en steppebrand, og nu var der pludselig ikke længere nogen konsekvenser ved at bruge endnu mere nedsættende ord om hinanden, idet man nu kunne gemme sig bag anonyme profiler og slynge om sig med ukvemsord uden nogen form for konsekvens. Man skulle ikke engang se de mennesker i øjnene, man kaldte de mest nedladende ord, og skulle man blive konfronteret med sine egne udsagn, så har man jo en grundlovssikret ytringsfrihed, man kan gemme sig bag.

Jeg må dog slå fast, at fordi vi har skabt et samfund, hvor vi kan udøve vores ytringsfrihed, så bliver vi samtidig nødt til at bevare vores anstændighed. Bare fordi det er legalt at afbrænde en koran, så er det ikke sikkert, at det harmonerer med respekt og anstændighed. Og igen, hvor blev dannelsen af?

Jeg bevæger mig en del i uddannelsesverdenen, og jeg må indrømme, at jeg af og til bliver skræmt på vores samfunds vegne, når jeg hører en knægt på syv år stå og råbe luder efter sin klasselærer - i øvrigt uden det får nogen som helst konsekvens for møgungen. Og det er sådanne oplevelser, der får mig til at foreslå, at vi genindfører Des, når vi tiltaler skolelærere og andre pædagosiske medarbejdere, som står med et kæmpe ansvar for at skabe og forme fremtidens unge (vores kommende medarbejdere) og den gode tone i samfundet.

Hvordan skulle det kunne lade sig gøre både at uddanne og danne, hvis man samtidig bliver bombarderet med ukvemsord. Ord, som de sikkert har lært hjemmefra, i fodboldklubben, eller af en folkevalgt politiker.

Lad os lave nogle forsøgsklasser, hvor vi starter i 0. klasse med at tiltale læreren i De-form, så tror jeg, vi får genskabt respekten for den pædagoiske indsats, og hvis vi så samtidig kunne implementere et filter på de sociale medier, som fjerner de værste gloser, så tror jeg, at der stadig er et spinkelt håb om at redde det danske sprog, før vi definitivt overgiver os til amerikansk slang, og før ord som fuck og shit får en dominerende plads i Dansk Retskrivningsordbog.

Annonce
Palle Damborg. Pressefoto

Klummen

Palle Damborg er bestyrelsesformand og ejer af virksomheden Jysk Display i Viborg. Han er medlem af DI's forretningsudvalg og formand for fremstillingsindustrien. Palle Damborg har tidligere været lokalformand for DI Viborg/Skive. Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte skribenten direkte på pd@jyskdisplay.dk
Annonce
Forsiden netop nu
112

80-årig død efter cigaret-ulykke

Leder For abonnenter

Vi skal huske vores etik

Sociale medier - eller måske rettere sociale platforme - som for eksempel Facebook har gjort det nemt og effektivt for enhver at udgive og sprede information. Det betyder, at et medie som dit lokale dagblad ikke altid er først med det seneste. Det er i dag heller ikke så vigtigt for en avis. Til gengæld er det vigtigere end nogensinde at udvælge, prioritere og guide i den store strøm af information. Mange læsere har måske undret sig over, at vi i tirsdagens avis ikke skrev, hvem der havde sat ild på Humlum Kro. For allerede mandag eftermiddag var det en kendt sag i lokalområdet, hvem der havde gjort det - og ovenikøbet tilstået det. Den information sørgede kroejer Tonny Hedegaard for at sprede, da han på Facebook skrev et længere indlæg om forbrydelsen, tilståelsen og detaljer i sagen. Alt sammen i den bedste mening og med et humanitært afsæt. Hvorfor skriver I det ikke, er vi blevet spurgt. Og svaret er, at vi langt fra skriver alt, hvad vi hører om. Det er yderst sjældent, at vi bringer navne på sigtede i straffesager, og selv når der er faldet dom, er det kun i de grovere sager, at vi skriver navnet på dømte. På den front adskiller medier sig fra den strøm af information - og misinformation - der flyder på for eksempel Facebook. Juridisk er der ikke nødvendigvis noget i vejen for at fortælle, hvem der har tilstået i en straffesag. Men vores etiske retningslinjer afholder os fra at gøre det per automatik. Sådan er det ikke på Facebook. På de sociale medier bliver etikkens bundgrænse defineret af laveste fællesnævner. Når vi i dag fortæller om Tonny Hedegaards udpegning af gerningsmanden, sker det heller ikke uden etiske overvejelser. Med vores journalistik om hans opslag er vi med til at sætte lys på sagen. Når vi alligevel beskæftiger os med det, skyldes det reaktionerne på offentliggørelsen. Opbakningen i lokalområdet og en tilsyneladende tilgivende attitude gør sagen og tilståelsen interessant i bredere forstand. Og det kommer vi til at skrive mere om.

Annonce