Erhverv

Klumme: Recessionsfrygten dominerer stemningen

Aktieinvestorerne sidder i øjeblikket på stolekanten, hvor specielt nyheder i relation til vækst og mulig recession synes at have en stor påvirkning. Et recessionssignal fik for nylig aktiemarkedet til at falde tre procent på dagen for offentliggørelsen. Vækstopbremsningen er i gang og har været undervejs det seneste år, men recessionssignaler bør perspektiveres i rette kontekst for den langsigtede investor.

Alle gode råd om at have is i maven, bevare roen og overblikket er p.t. delvist sat ud af kraft på de finansielle markeder. Det blev ikke mindst bevist mandag 12. august.

Her faldt den lange 10-årige amerikanske statsrente under den korte to-årige, og rentekurven inverterede dermed. Det har historisk været et forvarsel om, at en recession var under opsejling. Investorerne, der er ramt af en lurende nervøsitet, solgte straks ud og sendte aktiemarkedet tre procent ned.

Reaktionen var egentlig ikke så overraskende i og med, at der hele tiden er snak om snarlig global afmatning, hvis ikke decideret recession. Man skulle faktisk næsten tro, at den inverterede rentekurve var lig med, at nu var recessionen kommet, og det er her, at man lige bør indtage det kølige overblik.

Det er rigtigt, at den inverterede rentekurve er et muligt varsel om recession, men kigger man historisk på det, er der i gennemsnit gået 19 måneder, før recessionen er kommet, efter den lange rente er faldet under den korte. Det er altså ikke lige nu og her, at vi har recession, selv om folk reagerer som om.

Bedømt på reaktionerne og den nuværende investorpositionering kan man derfor måske tale om, at den næste recession formentlig bliver en af de bedst forberedte nogensinde. Det er naturligvis altid godt at være forberedt, men ikke nødvendigvis nogen god ide at tage sorgerne på forskud.

Lige nu ser vi, at mange professionelle og institutionelle investorer i stor stil har placeret deres kapital i safe haven-aktiver, det vil sige kontanter, obligationer og ejendomme og har bevæget sig væk fra aktier på et niveau, der ikke er set siden 2011. Spørgsmålet er, om det ikke er en postgang for tidligt, at investorerne søger mod sikkerhed i den grad, som de har gjort i august.

Historisk har de 19 måneder, der i gennemsnit er gået fra recessionssignalet til recessionen indtræffer, givet investorerne et positivt aktieafkast på i gennemsnit otte procent. Selv de sidste seks måneder op til recessionen er der historisk leveret et nulafkast i aktiemarkedet.

Dernæst er det også værd at hæfte sig ved, at perioder med negativ vækst, som en recession jo er, er en fast bestanddel af alle konjunkturforløb. Sådan en vil igen indfinde sig i både amerikansk og europæisk økonomi.

Recessioner er udfordrende for aktiemarkedet, da de sætter selskabernes indtjening under pres, men de overvindes typisk også relativt hurtigt igen. Der har over de seneste år været en god del ”ulven kommer” over recessionsretorikken, hvilket måske også er ganske naturligt, når vi i dag observerer et af de længste økonomiske opsving siden Anden Verdenskrig.

Mit ærinde er sådan set ikke at negligere de signaler, der er, men at moderere reaktionerne på dem. Specielt når man fortsat kan observere et stærkt amerikansk arbejdsmarked uden væsentligt lønpres, en historisk lempelig pengepolitik (som naturligvis også har sin indvirkning på renteniveauet og –kurven) og ikke mindst udsigten til et amerikansk valgår, hvor finanspolitikken givetvis vil komme på agendaen.

Vækstopbremsningen i global økonomi har været i gang det seneste år og gør naturligvis økonomien sårbar over for stød. Der er en stigende recessionsrisiko, men man bør som investor forholde sig til de aktuelle økonomiske input kombineret med de historiske reaktionsmønstre. I dette perspektiv er sandsynligheden for en amerikansk recession de kommende 12 måneder fortsat moderat.

Som aktieinvestor bør man fokusere på at placere sine penge i de selskaber, der leverer kvalitet i indtjeningen og har en attraktiv prisfastsættelse – ligesom det naturligvis altid gælder om at have den risikostyring i sin aktieportefølje der forhindre uhensigtsmæssige risici. Markedernes reaktion på den aktuelle retorik (både positiv og negativ) vil skabe muligheder for at positionere sig fordelagtigt – også i relation til den stigende recessionsrisiko.

Otto Friedrichsen, aktiechef, Formuepleje. Pressefoto

Investor

Klummen er leveret til Erhverv+ af Formuepleje, der er Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter med cirka 65 milliarder kroner under forvaltning og har cirka 11.000 investorer.

Formuepleje investerer i aktier, obligationer, virksomhedsobligationer og ejendomme. Hovedsædet ligger i Aarhus, og der er over 90 medarbejdere, som primært har base i Aarhus og København.

Virksomheden blev grundlagt af Claus Hommelhoff og Erik Møller i 1986, mens Niels B. Thuesen har været administrerende direktør siden 2012.

Annonce
Forsiden netop nu
HB

Se billederne: En frustrerende kamp for HB

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce