Annonce
Danmark

Klumme: Man binder os på mund og hånd eller hva' ...

Statsminister Mette Frederiksen og øvrige myndighedsbosser tænker som det første om morgenen på, hvordan de gør os alle mest muligt ondt med diverse restriktioner. Det indtryk kan man godt få, når man lytter til hærskaren af selvbestaltede viruseksperter, mener klummeskriveren. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Annonce

Der er en ganske særlig grund til, at jeg glæder mig til den dag, coronaen har sluppet sit greb i os: Der venter os et samfund, hvor det vil flyde med mælk og honning.

For jeg kan regne ud, at der er et tårnhøjt potentiale for, at en fremtidig skare, der skal måles i mange tusinder, kan træde ind i såvel lægevidenskaben som det politiske beslutningsapparat.

Aldrig har jeg bemærket så mange selvbestaltede viruseksperter som i den tid, der er gået, siden coronaen landede, og aldrig har jeg hørt på så mange, der uden betænkningstid er i stand til at afgøre, at den indsats og de restriktioner, der vedtages, er skrupforkerte.

Eller at de er hysteriske og unødvendige. Eller fascistoidt frygtfremkaldende med det ene formål at cementere den bestående magt. Eller at statsministeren og sundhedsmyndighedscheferne binder os på mund og hånd og som det første om morgenen vrider deres hjerner med, hvordan de bedst kan komme til at gøre os alle så meget ondt som muligt.

Et af argumenterne, jeg har hørt for, at det alt sammen er unødvendigt, går på, at Danmark er sluppet nådigt med relativt få smittede, indlagte og døde. Det omvendte argument forekommer ikke at være gangbart: At dette forhold lige netop skyldes, at der er foretaget en restriktivt forebyggende indsats.

Jeg antaster ikke disse menneskers konklusioner, for det har jeg ingen forudsætninger for at gøre.


Jeg har én gang været på udflugt i grænselandet mellem livet og døden. Jeg nærer intet ønske om en returrejse, før sjæl og legeme absolut ikke har mere at gøre på denne jord.


Jeg beder dem bare om også i fremtiden at øse af deres grænseløse vid, enten ved at tage en lægeeksamen eller ved at stille op til de demokratiske valg til vores politiske, besluttende organer. Det vil være synd og skam, hvis så megen ekspertise og kapacitet går til spilde.

Selv om jeg på visse ytringer på diverse asociale medier kan udlede, at dem i Sundhedsstyrelsen er en flok umuliusser, er det deres lægelige ekspertise, jeg er nødt til at læne mig op ad, når jeg skal vurdere min egen og min families situation.

Jeg kan læse mig til ud fra forskelligt fagligt erfaringsmateriale, som Sundhedsstyrelsen har fremlagt, at diabetespatienter for nogles vedkommende er særligt udsatte for en fælt forløb, hvis de bliver smittet. En af mine døtre har diabetes, men hun er heldigvis velreguleret i behandling og medicin. Det skulle mindske risikoen en hel del. For andre kan situationen være mere fatal.

Jeg har to andre døtre, der begge er gravide. Det har de prøvet det før,  og de siger, at de ved, hvem fædrene er, så det hele er ganske lykkeligt.

De skal dog fare med lempe og tænke sig om, fremgår det: Ud fra internationale data ser det ud som om, at gravide, der får covid-19, indlægges hyppigere, men at ”det er uvist om dette skyldes graviditetsrelateret sygdom eller direkte covid-19-relateret sygdom”.

Tilsvarende kan man læse, at gravide med covid-19 oftere indlægges på en intensivafdeling og har behov for respiratorbehandling.

Der udstikkes ingen entydig konklusion, men: ”Ud fra et forsigtighedsprincip, både over for den gravide og for det ufødte barn, betragter Sundhedsstyrelsen gravide som en risikogruppe i forhold til covid-19.”

Selv var jeg så uheldig at løbe ind i en blodprop i hjernen i august sidste år. Det placerer mig også i en særlig risikogruppe.

Det fremkalder ikke panik i mit sind, da jeg helt som hidtil kan leve over evne, arbejde uden at blive velhavende, høre støjrock uden at få søgang i ørerne og spise hotdogs uden at tabe agurkesalaten. Men jeg noterer dog, at Dansk Neruologisk Selskab ud fra tilgængelige erfaringer vurderer, at personer som mig risikerer nye blodpropper inde i skallen, hvis covid-19 skulle foretage et angreb.

Derfor er jeg ganske glad for den indsats, der gøres for at begrænse smittespredningen – det være sig i private sammenhænge, på arbejdspladsen eller i skikkelse af regler og restriktioner, som fra politikere og myndigheder jævnligt udstikkes og reguleres op og ned, efterhånden som erfaringerne med dem viser sig.

Med den journalistiske baggrund, jeg nu engang har, ville jeg være et skarn, hvis ikke jeg mente, at man altid skal stille sig kritisk spørgende over for alt, der kommer fra et hvilket som helst magtapparat. Og jeg tvivler ikke et øjeblik på, at der i den omfattende beslutningsrække er begået fejl og uhensigtsmæssigheder.

Men en kritisk holdning må også godt have en eller anden form for faktuelt afsæt. En kritisk og konsekvent afvisning af alting skal have det.

Jeg har én gang været på udflugt i grænselandet mellem livet og døden. Jeg nærer intet ønske om en returrejse, før sjæl og legeme absolut ikke har mere at gøre på denne jord.

Så alle dem, der tilsyneladende ved alting bedre, men ikke rigtig vil rykke ud med, hvad man så skal gøre i denne hidtil så godt som ukendte sundhedssituation, vil jeg bede om et godt råd: Hvad skal mine døtre og jeg - og alle mulige andre for den sags skyld - stille op, når nu alt det, der hen ad vejen er besluttet, er så dumt og forfejlet?

Jeg synes, I skal komme op med idiotiens alternativ. Eller også skal I sige det rent ud - at nogle menneskeliv er mere værd end andre, mit for eksempel, der bare må på kontoen over nødvendighedens ligegyldige tab, hvis det skal være.

Hvis ikke I vil det, eller kan det, har jeg til gengæld et godt råd : Klap kaje. For det er ikke løst og fast, I kategorisk mener noget om, det er liv og død.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
TTH Holstebro For abonnenter

Roman var den første udlænding i Tvis-trøjen, forelskede sig i byen og besøger altid et bestemt gravsted, når han er på visit

Annonce