Annonce
Læserbrev

Klimatorium. Er kommuneskat og vandafgifter risikovillig kapital?

Christian Bastholm. Arkivfoto

Debat: Borgmester Erik Flyvholm har ved flere lejligheder sagt, at etableringen af Klimatorium er en satsning fra Lemvig kommunes side! Kommunen har hårdt brug for vidensarbejdspladser, og man håber og tror, at Klimatorium kan bidrage til dette.

Det er imidlertid ikke så let, at skabe den type arbejdspladser.

På min gamle arbejdsplads Cheminova havde vi mange af dem, jeg havde jo selv en. Men da virksomheden blev solgt, valgte den nye ejer at flytte langt de fleste til Hørsholm nord for København og til udlandet.

På en anden af de store virksomheder her i Vestjylland, Vestas, er sket det samme. Vidensarbejdspladserne er flyttet til større byer i ind- og udland.

Det er trist og uforståeligt, at disse virksomheder har valgt at handle sådan. Det er, for blot at nævne et argument, af stor værdi at have forskning, udvikling og produktion tæt på hinanden. Men de flyttede vidensarbejdspladserne alligevel.

Det forekommer derfor noget op ad bakke at tro på, at "virksomheder står i kø" for at etablere vidensarbejdspladser i Lemvig, fordi der etableres en unik administrationsbygning til mange millioner på havnen i Lemvig. Som et absolut minimum burde kommunen og LVS have lavet en businessplan, der sandsynliggør det fornuftige i investeringen, inden man tog det første spadestik. Det ville enhver privat virksomhed have gjort.

Klimatorium er en investering med betydelig risiko. Mig bekendt står der ingen steder i hverken kommunalfuldmagtsreglerne eller vandsektorloven, at kommuneskat og vandafgifter er risikovillig kapital! Hvad vil formanden for LVS, Steffen Damsgaard, og Borgmester Erik Flyvholm gøre, hvis fase to aldrig bliver bygget? Vil de sige undskyld til borgerne Lemvig, det er jo blevet så moderne …

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Nice guys finish last

En af de mere absurde oplevelser, jeg har haft i min tid som journalist, fandt sted en sensommeraften i 2005 i den polske by Bydgodsz. Det er omtrent det mest eksotiske sted, jeg har ageret i tjeneste for denne avis, og jeg var der i min egenskab af sportsjournalist med en forkærlighed for speedway. Det var sent, og jeg ventede tålmodigt på et interview med speedwaykøreren Nicki Pedersen. Han var en god times tid forinden blevet kørt af banen i aftens semifinale og havde efterfølgende forskanset sig i sin autocamper. Jeg var - rent professionelt - ganske uinteresseret i, hvordan løbet gik for den iltre fynbo, men jeg skulle have et par ord fra tidens største danske navn til den reportage, jeg var kommet til Polen for at skrive. Derfor ventede jeg tålmodigt og bankede med jævne mellemrum på døren. På et tidspunkt vandt min tålmodighed over Nicki Pedersen, og en næsten nøgen og helt igennem vrissen speedwaykører lukkede mig ind i den trange vogn. Jeg husker ikke mine spørgsmål eller hans svar, men jeg husker tonen. Mage til hidsig sportsmand skulle man lede længe efter. Han følte sig bortdømt og var ikke et øjeblik i tvivl om, at han var verdens bedste, hvis bare der var en snert af rimelighed fra dommernes side. Der sad vi så. Mig med blokken og lettere utilpas ved situationen. Ham iført underbukser og et enormt ego. Det kom der ikke noget godt ud af. Jeg var der for at skrive om den lokale speedwaykører Bjarne Pedersen fra Ryde. Og jeg ville gerne have Nicki Pedersen til at forholde sig til landsmandens potentiale og ikke mindst hans rygte som feltets venlige mand. Nicki Pedersens modsætning, om man vil. I speedway giver det ret ofte en fordel at have spidse albuer og slå lidt fra sig i nærkampene på banen. Det er mange af kørerne rigtig gode til, men det har altid knebet lidt for den rare mand fra Ryde. Speedwaylegenden og på det tidspunkt arrangør af VM-serien, Ole Olsen, var dengang ikke i tvivl: "Bjarne Pedersen kan sagtens blive verdensmester. Han skal bare bruge albuerne meget mere. Han har bedre teknik og laver bedre starter end de andre, men han er alt for rar", sagde han. Nicki Pedersen kom sig over nedturen i 2005 og blev individuel verdensmester igen i 2007 og 2008. Med den arrige ærgerrighed som evig følgesvend. Bjarne Pedersen nåede aldrig højere end sin sjetteplads i netop 2005. I denne uge fortalte den nu 41-årige speedwaykører, at han indstiller karrieren næste år. Det er en flot, lang og imponerende karriere med mesterskaber for klubhold og landshold. Uden at gøre noget stort væsen af sig. På mange måder passer Bjarne Pedersen dermed rigtig godt til folkesjælen her i området. Man skal ikke tro, at man er noget. Selv da han var en del af verdenseliten, var det altid med solid vestjysk beskedenhed. Nicki Pedersen bliver helt sikkert husket længst af de to, og det er ærgerligt, for Bjarne Pedersen er netop den type engageret sportsudøver, som burde være forbillede for mange. Med risiko for at tabe den sidste læser, som ikke er sportsinteresseret, vil jeg lige runde den amerikanske baseballspiller og siden træner Leo Durocher. Han beskrev i 1946 over for en journalist sine tabende spillere som "nice guys" - altså rare drenge, mens han beskrev vinderne som det modsatte. Det blev med tiden og lidt om skrivninger til mundheldet "nice guys finish last" - altså rare drenge slutter sidst. Det er sandt i speedway, og det er sikkert også sandt i mange andre sammenhænge. Ordentlighed er vigtigt - det kan vi ikke få for meget af - men måske har vi i Nordvestjylland behov for lidt mere rundsave på albuerne og lidt mere plads til begejstring over det, vi er gode til. Der er så meget at prale af. Så meget at være stolte af. Måske skal vi indføre en praleside i avisen - om end vi nok skal kalde den noget andet, hvis vi vil have nordvestjyder til at deltage.

Kultur

Rapper er topnavn til Haze

112

Rådyr gik tre kilometer med brækkede ben

Annonce