Annonce
Holstebro

Klagenævn: Skal vente over tre år på afgørelse i vindmøllesag

To klager over Vestforsynings vindmøller ved Gedmose kommer til at vente i over tre år på en afgørelse. Det frustrerer både naboer og en politiker. Pressefoto: Jens Bach
Først i 2020 vil der være en afgørelse i to klagesager om seks vindmøller i Gedmose, som Vestforsyning står bag, og som stod færdige for halvandet år siden. "Voldsomt utilfredsstillende", siger politiker.

Byr: To klager mod Vestforsynings vindmøller ved Gedmose, er blandt de sager, som har hobet sig op i Nævnenes Hus efter en flytning til Viborg. Nu har både klagerne og Holstebro fået besked om, at nævnet først forventer en afgørelse i 2020.

De to klager er indgivet omkring årsskiftet til 2017, og dermed vil afgørelserne være mindst tre år undervejs.

- Det er voldsomt utilfredsstillende, og det kan ingen være tjent med, siger Karsten Filsø (SF), formand for natur, miljø og klimaudvalget i Holstebro Kommune.

- Det er ikke rimeligt for naboer eller for projektejere, når det tager så lang tid. Der er voldsomt demotiverende, siger Karsten Filsø.

Den ene klagesag er fra Lindtorp Svæveflyveklub, som klagede over, at vindmøllerne begrænser svæveflys brug af flyvepladsen.

- Højdeservitutterne er ændret, uden at vi er blevet hørt. Og møllerne ødelægger det, der har været Danmarks bedste svæveflyveplads i et stort fladt område, siger Niels Peder Fly, der er formand for svæveklubben.

Han er utilfreds med, at klagesagen ikke forlængst er afgjort.

- Jeg bliver trist til mode over hele forløbet, og jeg synes heller ikke, at kommunen har behandlet os rimeligt, siger Nils Peder Fly.

Der har været mindst syv klagesager i forbindelse med vindmøllerne, hvor de fleste er afgjort.

Den sidste klagesag drejer sig om beskyttelse af drikkevandsmagasiner i området nær Bur Losseplads, hvorfra der siver giftstoffer ud. En nabo, Holger Dalgaard, har klaget over, at en grundvandssænkning i forbindelse med vindmøllerne giver risiko for, at forurenet drænvand vil sive ned og forurene grundvandet.

Der er altså udsigt til en afgørelse over to år efter, at vindmøllerne har stået færdige.

- Det er simpelthen for dårligt. Hele systemet kører så langsomt, siger Holger Dalgaard.

Nils Ulrik Nielsen er formand for Vestforsynings bestyrelse, og han er overrasket over, at der fortsat er uafsluttede klagesager.

- Det kan da undre mig. Jeg er da forundret over, at man skal vente så længe på afgørelser, siger Nils Ulrik Nielsen.

Annonce

1500 uafsluttede klagesager

Ifølge Nævnenes Hus var der 1921 gamle sager ved årsskiftet, som ventede på en afgørelse, og hvor de sidste først kommer i 2022.

- Man kunne ønske det gik hurtigere, men vi har overtaget en pulje, som var hobet op i de gamle klagenævn, som vi søger at gnave af, siger Susanne Brodersen, der er områdechef for Miljø- og Fødevareklagenævnet.

I forbindelse med den seneste finanslov fik Nævnenes Hus ekstra penge til at nedbringe sagsbehandlingstiden "til gavn for borgere og virksomheder".

- Vi har fået 16 ekstra ansatte i år, og det går planmæssigt med at nedbringe sagspuklen, siger Susanne Brodersen.

Karsten Filsø advarer landpolitikerne om, at tænke sig om, når de laver reformer af et klagesystem - og her en udflytning oveni.

- Store reformer giver typisk en forvirring med et produktivitetstab og lange sagsbehandlingstider. Man skal først overveje, om det ikke er bedre at reparere på det bestående, siger Filsø.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce