Karen-Lise Mynster: Man skal leve hver dag, som var det den sidste - men så ville jeg jo ikke sidde her

- Nu er jeg jo oppe i alderen, og så siger man, at man skal leve hver dag, som om den var den sidste. Men det kan man jo ikke. Hvis dette var min sidste dag, ville jeg jo ikke sidde her, vel? Så ville jeg være sammen med mine børn og børnebørn, siger Karen-Lise Mynster.

Der er ikke noget glimt i øjnene, der nu ellers skinner gavmildt, når hun smiler. For der er alvor bag ordene. For hvorfor skulle man bruge sin sidste dag i Det Kongelige Teaters kantine med en gammel ostemad, en kop knaldsort kaffe og en journalist med en optager foran sig? Men når det nu er det, dagen - der jo heldigvis ikke blev den sidste - byder på, må man få det bedste ud af det.

- Der er jo noget i det. For lige meget, hvad man har gang i, eller hvad man bliver sat til, skal man prøve at finde frem til, hvad man kan få ud af det. Jeg oplever livet som en stor skole, hvor man hver dag er på skolebænken for at finde ud af, hvordan man kan blive et ordentligt menneske og en udgave af sig selv, som man selv kan holde ud, siger skuespilleren, der blev optaget på Statens Teaterskole for 49 år siden.

Hun har spillet Shakespeare og Molière, Tjekhov og Norén, græske tragedier og amerikanske musicals, for ikke at glemme Krumme-mor på film og Ulla fra ”Matador” på tv. Flere gange så godt, at hun har modtaget alle de store, danske priser for sit arbejde.

Alligevel er der meget at lære endnu. Og måske ikke tid nok til det hele.

Hun er klædt i forskellige nuancer af grønt på jakken, bukserne og skoene. På fødderne bærer hun olivengrønne Crocs. De plastiktræsko, der både er fjedrende lette at gå i og moderne blandt unge københavnere for tiden. Tasken i hendes hånd er orange og skaber en lysende kontrast. Det ser egentlig helt almindeligt, afslappet og samtidig meget udtryksfuldt ud.

Da hun sætter sig ved bordet, går der ikke længe, før hun finder ostemadden frem fra tasken, tager en bid og pakker den ned igen. Hun hilser med en hånd i vejret til en kollega og modtager også lykønskninger med datteren, der netop er blevet gift.

I fem år har Karen-Lise Mynster igen været fastansat i Det Kongelige Teaters lille ensemble af skuespillere efter at have arbejdet som freelanceskuespiller i cirka 30 år.

De seneste år på teateret har hun spillet med i ”Symposion”, der bygger på Platons tekst om kærlighed, og Brechts antikrigsfortælling om ”Mutter Courage og hendes børn”. For tiden er hun med i dramatiseringen af Tine Høegs ”Tour de Chambre”, der turnerer landet rundt fra 25. oktober. Og til januar står hun alene på scenen med ”Fængselsdigte”. Hun spænder vidt. Fra det klassiske til det moderne. Fra det tragiske til det komiske. Fra fællesskab til solooptræden.

- Det er vekselvirkningen mellem de forskellige roller, mellem de sjove roller og alvorlige roller, der er skøn. Det er ligesom med teatermaskerne, man altid ser, siger hun og tegner i luften en glad og en sur mund.

- Det ene spejler det andet. Ligesom med tv-, film- og teaterroller. Det er meget forskelligt. Men grunden til, at jeg bedst kan lide at lave teater, er, at teksterne tit er mere interessante. De giver mere stof oppe i hjernen. Jeg bliver nok klogere af at spille teater end film, siger hun med et grin.

Hendes øjne funkler som en helt automatisk reaktion på smilet. Men også med noget dybere. Der er sonetter og aleksandrinere, Platons dialoger og Tjekhovs pauser, græske tragedier og svensk sjælegravende dramatik bag blikket, der glimter skarpt af noget vidende og erfarent.

- Er der nogle roller eller tekster, der har sat mere aftryk i dig, end andre?

- Der er tekster, der lærer en meget. For eksempel har jeg spillet med i fire, nej fem af Lars Noréns forskellige forestillinger, og han var en meget begavet dramatiker. Han skrev meget musisk, så man nærmest kunne mærke, at den måde, man skulle tale og afbryde på, var tænkt som musik. Som et partitur. Hver gang jeg var færdig med en af hans forestillinger, kunne jeg mærke, at jeg var blevet et skridt bedre i forhold til at forstå, hvad det vil sige at være skuespiller. Og hvad det vil sige at sige replikker. Det er det samme med Molière og hans verserytmer, hvor man, hvis man får fat i dem, får et skub i ryggen. Shakespeare og Tjekhov kan det også. Alle skuespillere skulle have lov til at spille Tjekhov, Shakespeare, Molière og Norén, fordi det er gode lærepenge, siger Karen-Lise Mynster.

- Som vi snakkede om tidligere, er det at være menneske en bevægelse gennem livet for at lære, så er det jo det samme med jobs. Om man er lærer, sygeplejerske, læge eller håndværker, bliver man jo hele tiden bedre. Hvis man siger, at en tømrer har 40 års erfaring, ved man også, at han kan sit fag, fordi han ved noget om træ. Det er smukt, ikk? Og hvis man som skuespiller får nogle opgaver, som har været lykkelige forløb med gode instruktører og medspillere, er man godt rustet i den bevægelse. Men man kan også fare vild i det eller i sig selv. Det gør man jo indimellem, for der opstår også kriser. Det, jeg har lært mest af, er mine fiaskoer. Ikke fiaskoer i anmelderforstand, men mine egne fiaskoer, hvor jeg har oplevet, at jeg ikke nåede hen til, hvor jeg gerne ville, siger Karen-Lise Mynster.

Hun hælder havredrik i sin kaffe. Snakker om at omlægge landbrugene til økologi, og om, hvilket ramaskrig det skabte, da nogle forslog at indføre kødfrie dage i statslige kantiner. Om klimakrisen, tørke i Afrika og klimaflygtninge, der flygter fra hungersnød og for et bedre liv. Måske bare for muligheden for et liv. Hun lægger hovedet i hænderne, når hun siger, at konsekvenserne og fremtidsscenarierne er uoverskuelige.

- Når man ser isbjerge, der smelter, og alle de katastrofer, der bare vælter ind over os nu. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker i Afrika, fordi de ikke har fået vand. Alle de klimaflygtninge vi får, og der kommer hegn og maskinpistoler. Men hvis man ikke kan få vand og mad, har man jo intet valg, så flygter man jo, hvis man ikke lægger sig ned og dør. Altså jeg sidder her med min gamle ostemad, men jeg har dog den. Forestil dig, at man ikke kan få noget at spise, noget af drikke …, siger skuespilleren og afslører, at samfundsengagementet og indignationen ligger latent under overfladen og bare venter på et stikord eller en tankeassociation.

Efter vi har været i Senegal og Tyskland, vender vi tilbage til teateret:

- Har kulturen en rolle i alt dette? spørger jeg.

- Ja, det vil jeg gerne synes, at den har. For så synes jeg også, at det giver lidt mening med det, jeg laver, svarer hun med et smil.

- Jeg kan huske, at efter anden verdenskrig, blev det debatteret, om der skulle skæres i pengene til kunsten, hvortil Churchill sagde: ”Hvad har vi så kæmpet for?” Det synes jeg faktisk er så fint sagt af en, der virkelig forstod, hvor vigtig kunsten var. Hvordan litteratur, billedkunst, malerkunst og skuespillerkunst har sin helt egen hylde. En helt anden måde at forbinde sig til folk på.

Vi kigger ud over København gennem de store vinduer i kantinen. På alt det, der er skabt og bygget: Trafikken, husene, ministeriebygninger og mennesker, der bevæger sig rundt der nede på gaderne.

- Ja, for på en eller anden måde er alt det derude noget, vi har bygget op for at få et samfund til at fungere med infrastruktur, arbejde, produktion, men kunsten er jo essensen af alt det andet, af os som mennesker?

- Præcis, siger hun.

- Det, teateret kan, når det er godt, er at vække empati, at gøre mennesker klogere. Det kan være svært at forklare, men det er nu ikke, fordi det er særlig mytisk, det er bare svært at finde ord for det, man kan opleve i et teaterrum. Man kan opleve følelser. Det kan efterlade en følelse af kærlighed, ligesom hvis man er til et bryllup, så man bliver mindet om, hvor vigtig kærligheden er. Det kan også være brutalt og skånselsløst, hvor man opnår en tilstand af katarsis ved at se det. At man bliver renset af en eller anden brutalitet, ligesom Shakespeare kan, og bagefter er man næsten tom, fordi man har været igennem det sluserum, som et teaterstykke kan være, siger Karen-Lise Mynster og fortsætter:

- Teateret kan få folk til at tænke over, hvad de gør med deres liv, og hvad de kan ændre. Jeg spillede engang en forestilling med Laura Bro på Teatret ved Sorte Hest, som handlede om en kvinde, der var chef i et firma, som hun kørte virkelig hårdt. Hun havde styr på alle relationer, hvem der var sammen med hvem og hvor meget, og der var ikke plads til graviditet. Det sluttede med, at en af medarbejderne kom ind med sit døde barn i en æske for at vise konsekvenserne. Der var en kvinde, der var inde at se det, som næste dag sagde op på sit arbejde, fordi hun kunne se, at det var lige det, hun levede i. Hun var i gang med at blive kørt rundt og følte, at hendes liv slet ikke var hendes. Det var en solstrålehistorie om, hvad teateret kan. Jeg tror ikke, at det ændrer verden på den måde, men det har sin egen vigtige del.

- Du fortalte, at når du har spillet de store dramatikeres tekster, så udviklede det dig som skuespiller. Men udvikler det dig også som menneske? Du sagde i starten, at livet handler om at blive et bedre menneske?

- Det er lidt det samme. Det er en tvilling, tror jeg. Og det er jo ikke fordi, jeg bliver et bedre menneske end andre. Jeg kæmper lige så meget med alting, som alle mennesker gør. Men det er klart, at det skubber til mange tanker, og man bliver tvunget til at tænke nogle ting igennem. På den måde har jeg været meget velsignet af teaterarbejdet. Det udfordrer en med teksterne, og som hele tiden skal have en samklang med den tid, vi lever i. Jeg kan godt lide at starte på et nulpunkt hver gang, selv om jeg snart har 50 års erfaring. Hvis man gør det, åbner tingene sig på en helt anden måde.

- Hvordan gør du det, når du har al den erfaring bag dig?

- Det er næsten som en meditation, hvor man nulstiller og prøver at møde værket fuldstændig uhindret. At man ikke har meninger eller forestillinger, om hvordan man plejer at gøre. Det er nyt hver gang. Jeg har altid ladet mig lede af tvivlen. Nogle gange opstår kaos, men der kommer erfaringen mig til gode, fordi jeg ved, at det nok skal lande et sted. Og så er der også det, at når man bliver ældre, kan man godt blive en lille smule mere doven, forstået på den måde, at man bliver trættere. Og der er teateret hele tiden et boost, fordi du kan ikke tillade dig at lægge dig om på den anden side. Du skal ligesom være til stede. Det, synes jeg, er fedt. Det tvinger en til at være nysgerrig. Og til at gå mod strømmen på den gode måde, siger Karen-Lise Mynster.