x
Annonce
Erhverv

Julelys sætter gågadebutikker under pres

Juleudsmykningen i gågaderne bliver flottere og flottere, men desværre også dyrere. Det er en tung post for detailhandelen. Foto: Morten Stricker
Gågadebutikkerne i Skive samler penge ind til julelys. Også i Lemvig og Holstebro er julepynt en meget tung post for detailhandelen.

SKIVE/VESTJYLLAND: Der var engang, hvor et par gran-guirlander og nogle glødepærer var nok til at skabe en hyggelig julestemning, mens vi gik op og ned ad gågaderne for at købe julegaver.

Men i de senere år er det, som om julepynten bliver hængt op tidligere og tidligere, og belysningen har udviklet sig til imponerende lys-kunstværker. Det er desværre en dyr affære for handelsbyerne.

De 150 medlemmer af Skive Handel er særligt udfordrede, efter foreningen har udskiftet julepynten og investeret en million kroner de seneste to år. Kassen har lavvande, og i Skive bliver der nu samlet penge ind for at skaffe de manglende cirka 400.000 kroner blandt både virksomheder og private borgere, fortæller handelschef Gitte Mikkelsen.

- Spar Vest Fonden støttede indkøbet af julepynt med over en halv million kroner. Og senest er der indtil videre indsamlet 113.000 kroner i sponsorbidrag, blandt andet 25.000 kroner fra Spar Nord. Vi har også modtaget 9000 kroner via MobilePay, lige fra 10 kroner til 500 kroner, fra private – blandt andet fra nogen, som skrev ”tak for den smukke julebelysning”, siger Gitte Mikkelsen.

Annonce

Hvem betaler gildet?

Også i Lemvig er det en tung post for detailhandelen at pynte op til jul, fortæller event- og handelschef Mai Lindgaard.

- Vi har et godt samarbejde med kommunen, som betaler strømmen, og så med det lokale el-selskab, som sponsorerer en del af julebelysningen langs vejen, der går forbi havnen i Lemvig. Men det bliver sværere og sværere at finde finansiering, og ja, det er en kæmpe opgave for os, siger Mai Lindgaard.

Hun peger på en særlig udfordring i, at der ikke er nogen gængs praksis for, hvem der betaler gildet, herunder i hvor stort omfang kommunerne tager del i udgiften.

Avisens research synes at bekræfte forskellene: I nogle byer betragter man juleudsmykning som et kommunalt kulturtilbud; andre steder som en turistattraktion, og i nogle byer er det erhvervsfremme.

Hærværk dyrere end el

Også i Holstebro er julebelysning en stor post. Det koster i omegnen af 400.000 kroner om året at skabe julestemning i byen, fortæller handelschef Jens Kristian Larsen.

- Vi var tæt på at måtte undvære det store juletræ foran Musikteatret, men Færch Fonden sprang til med en donation på lidt over 200.000 kroner og sagde, at man gerne ville give noget tilbage til byen. Det er vi utrolig taknemmelige for, siger han.

Det er især indkøbet af nyt udstyr og opgaven med at ophænge og nedtage julepynten, der tynger i regnskaberne. Til gengæld er strømmen ikke noget stort problem længere.

- Førhen, da vi brugte glødepærer, kostede det 48.000 kroner i strøm. I dag er der mere lys, men udgiften til strøm er kun en tredjedel. Nej, vi bruger desværre langt flere penge på at udbedre skader efter hærværk, end vi bruger på strøm, siger handelschefen.

Ikke alle betaler

I Holstebro er detailhandelen heldig med, at der er 229 medlemmer til at dele udgifterne. Men de kunne slippe billigere, hvis opbakningen var lidt større.

- Der er 36 butikker i gågaden og tilstødende gader, som har valgt at stå uden for handelsstandsforeningen. Vi har skrevet til dem og inviteret dem med i foreningen, og vi har også opfordret dem til at bidrage til julepynten, også selv om de måske ikke vil melde sig ind. Men der er ikke kommet nogen bidrag fra dem, konstaterer Jens Kristian Larsen.

Foruden Holstebro Handelsstandsforenings eget bidrag til julepynten bidrager Holstebro Kommune med 300.000 kroner om året til julepynt i det offentlige rum, herunder gader, torve og broer.

Derudover betaler de enkelte butikker ekstra for udsmykning af deres egen facade. Det gælder for alle butikker i både Holstebro, Struer og Lemvig.

Sig tak med dankortet

Tilbage i Skive bliver der stadig samlet penge ind, og handelschefen må gå den tunge gang til rådhuset for at bede kommunen om hjælp til at dække udgifterne i fremtiden.

- Vi vil bede kommunen om hjælp til opsætning og nedtagning af julepynten, siger handelschef Gitte Mikkelsen.

Midt i en ellers vanskelig situation glæder hun sig over de mange venlige ord fra de lokale kunder.

- Mange vidste ikke, at det er butikkerne, der står for julepynten. Nu kommer det frem, at det faktisk er butikkerne, der betaler for det, siger hun.

Også Holstebros handelschef Jens Kristian Larsen glæder sig over opbakningen fra kunderne, og han håber, at publikum vil huske, at det hverken er Amazon eller Wish.com, der betaler for julehyggen:

- Jeg er glad for, at folk er blevet mere bevidst om, at det er Handelstandsforeningens medlemmer, der betaler for den flotte julebelysning. Så husk nu at handle hos vores medlemmer, lyder den venlige opfordring.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce