Annonce
Livsstil

Johannes nørder i græsfrø

Johannes Karstoft får igen i år besøg fra Vestjylland af flere hundrede får, som skal græsse græsfrømarkerne af efter høst. Foto: Jonas Ahlstrøm/Kolding Herred Landboforening
Johannes Karstoft er én af de landmænd, der avler græsfrø til bl.a. fodboldbaner, golfbaner og græsplæner. Han er begejstret for den helt specielle ånd, der er blandt frøavlerne.

Telefonen ringer igen.

”Ja, det er Johannes…”

En mand fra maskinstationen skal lige vide, hvor han skal køre hen med den store såmaskine for at så raps. Han får en kørselsanvisning, og Johannes Karstoft lægger mobilen, men det varer ikke længe, før telefonen igen spiller sin egen melodi.

”Det er Johannes. Hej. Far, kan du ikke køre ud med det læs nu?”

Vi er sidst i august, og det er højsæson for 31-årige Johannes Karstoft og alle hans landmandskolleger.

Efter for mange dage med for meget regn er høsten i gang igen, og det er svært at få tid til at sidde uforstyrret og fortælle en journalist om sin passion for frø. Omvendt skal han ikke bruge mange minutter på at fortælle, hvorfor han er blevet en nørd inden for frøavl og dermed er med til at levere de frø, der bliver til fodboldbaner, græsplæner, golfbaner og græsmarker i store dele af verden.

Annonce

Blå bog: Johannes Karstoft

Driver 760 hektar, dels selveje, dels forpagtet.

275 ha i 2019 var med græsfrø.

Fem mand passer landbruget – tre ansatte samt Johannes og hans far.

Uddannet fra Gråsten Landbrugsskole og Dalum Landbrugsskole. Praktik på Gerdrup-Lyngbygaard Gods ved Skælskør og i Australien.

Bor selv på Hjørnegården ved Gårslev sammen med sin islandske kæreste Valdis og deres lille søn Axel fra juni 2019.

det gode fællesskab

-Det er nogle fantastiske mennesker, jeg møder i frøavlerkredse. Der er en helt speciel ånd. Alle er dedikerede til deres arbejde. De har internationalt udsyn, og vi nørder i det samme på tværs af grænser. Når vi mødes til faglige møder, så nørder vi helt sindssygt, fortæller Johannes Karstoft.

Han har været til en række møder i Danmark med kolleger fra store dele af verden bl.a. New Zealand, Argentina og USA, og han har været på studietur til USA, hvor han har set DLFs afdeling i Oregon. DLF, Dansk Landbrugs Frøselskab, er verdens største frøfirma.

De danske frøavlere leverer over halvdelen af de græsfrø, der anvendes på det europæiske marked, mens andelen af danske græsfrø på verdensmarkedet er en fjerdedel. Danmark har med sine milde vintre og rigelige nedbør noget nær de perfekte, klimamæssige betingelser for at avle græsfrø.

Alle trækker på det samme strå

Men ikke nok med det. For omkring 25 år siden valgte branchen at sætte fokus på forskning og forsøg for at udvikle græssorterne og forbedre kvaliteten. Nye sorter kom til, og hele værdikæden er repræsenteret i et samarbejde.

-Der er et samarbejde på tværs af alle inden for frøbranchen – fra landmand til forskerne på universiteterne, rådgiverne i landbruget og forhandlerne, siger Johannes Karstoft, der driver omkring 600 hektar ved Kolding og Gårslev mellem Vejle og Fredericia, samt yderligere 160 hektar på Nordfyn.

Der er flere grunde til, at han har græsfrø på de 275 af de i alt 760 hektar.

-Dyrkningsmæssigt har vi styr på, hvordan vi skal dyrke frø, og så er frøavl godt for jorden. Meget græs på markerne er med til at opbygge jordens kulstofpulje. Man kan godt udpine sin jord, hvis man ikke tilfører næringsstoffer, og kulstof er supergodt for jordstrukturen. Ormene kan li’ det, og det giver meget mere liv i jorden, fortæller den 31-årige landmand, der i år har haft 150 hektar med arten rødsvingel og 125 ha med rajgræs.

Endelig spiller det også ind, at frøgræs er en kontraktafgrøde. Årets høst af græsfrø er altså på forhånd afsat og er dermed – som Johannes siger: ”Ikke så udsat for de frie markedskræfter”.

Her høstes på Johannes Karstofts marker. Her ses bryggeriet i baggrunden. PR- foto: Bryggeri Åben

Omvej ind i landbruget

Johannes Karstoft er næsten vokset op med frøavl. Hans far har altid avlet rajgræs, men det var nu ikke sådan, at lille Johannes var fordybet i landbruget som barn. Han hjalp da sin far lidt med markarbejdet, men han var nu mere optaget af computerspil.

Han valgte heller ikke landbruget, da han efter studentereksamen skulle læse. Han gik i gang med økonomi på CBS i København, men allerede efter to semestre kunne han mærke, at han savnede noget mere jordnært.

Han talte med sin far om at gå ind i landbruget og måske drive landbrug sammen. Sådan blev det, men han skulle først på landbrugsskole. Under uddannelsen fik han en dag øje på en salgsannonce for Hjørnegården uden for Gårslev. Han købte den, og i dag har han også overtaget sin fars landbrug. Senest har han købt en gård på Nordfyn.

I syv år har han nu været selvstændig planteavler. Han har en stor passion for græsfrø, men han dyrker også andet. Rent faktisk har han en ret alsidig avl, der ud over græsserne tæller maltbyg, raps, hvede, rug og hestebønner.

-Jo, det er en alsidig produktion. Det er selvfølgelig for at sprede risikoen, men det bidrager også til et godt sædskifte på markerne. Jeg laver det, som aftagerne efterspørger, men også dét, som samtidig er godt for jorden, siger Johannes Karstoft, inden han sætter sig ind i bilen og styrer mod endnu en lang arbejdsdag i høsttiden.

Græsfrøet er kommet i hus og klar til afhentning. Græsfrø er en kontraktafgrøde, så den er solgt på forhånd. Foto: Jonas Ahlstrøm/ Kolding Herred Landboforening
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce