Annonce
Livsstil

- Jeg har lange lister med podcasts og tv-serier, som jeg rigtigt gerne vil se høre og se

Arne Notkin. Foto: Jens Welding Øllgaard/People'sPress

Mig og kulturen: Arne Notkin

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Jeg oplever et break fra hverdagens stress og min ofte delte opmærksomhed mellem flere skærme eller mange samtidige gøremål. Jeg søger ind i et rum, hvor jeg kan finde fordybelse, hvor jeg kan fokusere maksimalt på den musik, de malerier og den film, jeg har valgt at opleve.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Jeg læste ”The Open Society and Its Enemies” af Karl Popper ud i en køre i slut-70’erne, hvor selv meget begavede mennesker lod sig besnære af marxistiske, revolutionære og autoritære ideologier. Poppers kritik af de autoritære ideologier og filosofier vaccinerede mig mod at lade mig rive med. Som min kone siger: ”Der er mere mellem himmel og jord, end den historisk dialektiske materialisme kan forklare.”

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Jeg savner min løbe-playliste, hvor jeg havde samlet numre med et beat på 90 og 180 i minuttet i en helt særlig rækkefølge. Jeg fik den ikke med, da jeg skiftede streamingtjeneste. Den vil jeg rigtigt gerne høre igen. Og igen. Og igen.

Hvilken film, tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Det første, der falder mig ind, er en begravelse. Bedstemor Sylvias begravelse. Jeg var bogstaveligt talt ved at dø af grin. O.k., det var ikke en rigtig begravelse. Det var totalteater, hvor teatersalen var indrettet som et kapel, og hvor publikum var de sørgende. ”Grandma Sylvia’s Funeral” hed stykket. Jeg var med til at bære kisten op på gaden, hvor den blev hældt i en gul taxi og kørt væk. Bagefter var der mad og gravøl, og “værterne” forsikrede, at maden var kosher. Det var sikkert også nødvendigt af hensyn til publikum i New York.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Det, som har gjort størst indtryk på mig, er et mørkt rum i Det Jødiske Museum i Berlin. Højt oppe under loftet er en sprække af lys. På væggen hænger en stige. Den hænger så højt, at man ikke kan nå op til den. Symbolikken virker på mange måder stærkere på mig end de dokumentariske billeder fra Holocaust.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Jeg bliver glad hver dag, når jeg tænder vores elkedel. Den er fra Alessi og ligner en hane. Jeg elsker den humor, der ligger i mange af Alessis dimser. Træk kaninen i ørerne, og op kommer tandstikkerne. Det er et fint brud med de minimalistiske brugsgenstande, vi ellers omgiver os med. Et andet eksempel er espressomaskinen fra La Pavoni, der bringer noget, der ligner et naturskæmmende industrielt raffinaderi, ind på køkkenbordet.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Oh, jeg har lange lister med podcasts og tv-serier, som jeg rigtigt gerne vil se høre og se. Og bøger, jeg gerne vil læse. Måske når jeg mere, når jeg bliver gammel?

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Jeg samler ikke på dårlige oplevelser. Men jeg kan huske engang, at jeg sad i en sal, hvor publikum lo højlydt og nærmest uafbrudt af nogle komikere - og jeg syntes overhovedet ikke, at det var sjovt. Jeg blev mere og mere irriteret. Hvordan kan man dog grine ad noget så idiotisk? Eller ... er det mon mig, der er noget galt med? You either frustrate or meditate. Jeg lod fantasien gå flugt.

---

Fakta: Blå bog

Arne Notkin (f. 1954) er cand.mag. i historie og filosofi og har arbejdet som journalist og redaktionel leder på blandt andet Weekendavisen, B.T., TV 2, DR og Kristeligt Dagblad. I dag arbejder han med presse og kommunikation. I 2017 blev han ramt af kræft, og han er aktuel med bogen ”Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Leder For abonnenter

Den bedste vaccination

75 år er lang tid. Det er en menneskealder - og mere skal der måske ikke til, for at glemslen om Holocausts rædsler slår igennem. I går var det 75 år siden, at russiske soldater befriede Auschwitz, og ingen længere kunne benægte det vanvid og massemord, som tyskerne havde sat i system på Europas jøder. I dag ser vi over hele Europa desværre nye angreb på jøder. Vi har set det senest i Danmark, hvor en jødisk kirkegård i Randers er blevet vandaliseret, og hvor jødiske medborgere har fået sat gule stjerner på deres postkasser. Der er naturligvis langt fra manglende respekt og hærværk fra historieløse højreradikale til nye koncentrationslejre. Men den antisemitisme, som man skulle tro, verden for evigt var blevet vaccineret mod med Anden Verdenskrig, trives desværre stadig. Det gør den i Danmark, og det gør den ude i verden. I et indlæg i nyhedsmagasinet Der Spiegel advarer den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, ligefrem om, at fornærmelser og angreb på jøder er blevet dagligdags forekommende, og at næsten hver anden jøde i Tyskland har overvejet at forlade landet. Truslen mod den jødiske befolkning kommer mange steder fra. Den kommer fra højreradikale, den kommer fra muslimer, og den er sågar tidligere også set komme fra venstrefløjen, hvor man har sympatiseret med og økonomisk støttet grupperinger, der mest af alt ønskede staten Israel opløst. I alt seks millioner jøder blev myrdet under Anden Verdenskrig. Langt de fleste i udryddelseslejre som Auschwitz, der lå i det sydlige Polen. Og når antisemitismen viser sit grimme ansigt igen, så er det ikke kun et problem for den jødiske befolkning. Den er vores alles problem. Den viser, at vi ikke lært en dyt af historien, at vi stadig er nødt til at minde om rædslerne fra koncentrationslejrene, og hvad galoperende vanvid kan føre til. 75-året for befrielsen af Auschwitz og enden på Holocaust er en glimrende lejlighed til at genfortælle historien - og minde hinanden om, at den bedste vaccination mod gentagelse af fortidens dumheder og den stigende antisemitisme er at huske fortiden.

Annonce