x
Annonce
Struer

- Jeg har forsøgt at begribe, hvad det er - det er ikke helt lykkedes

En kvinde hængende i sit hår i eftermiddagsmørket på en kold havn. Det oplever man ikke hver dag, men i 14 dage indtager begivenheder som den nu Struer. Foto: Johan Gadegaard

Seahorses-festival blev åbnet lørdag eftermiddag, hvor publikum fik smagsprøver på et 14 dage langt program. - Jeg glæder mig helt vildt, for jeg aner ikke, hvad det er, sagde borgmester Mads Jakobsen.

Struer: - Værsgo, syng, mere end hviskede skuespiller Kai Bredholt, mens han lænede sig hen mod kajkanten, så Struer Shantykor bedre kunne høre ham.

Først skete der ikke noget. Årsagen kan man kun gisne om. Måske skulle korets mænd, der var lige var ankommet syngende og skulder om skulder med Venøsund-færgen, lige finde fælles fodslag. Eller måske var det synet af det, der foregik på kajkanten på Struer havn, de ikke kunne løsrive øjnene fra. Her var en teleskoplæsser rullet ind i spotlyset og oppe om en af dens spidse gafler havde en ung kvinde svunget et reb, hvis ene ende var fastmonteret til hendes hår.

Struer Shantykor stemte efter få sekunders pause i, og kvinden begyndte at flakse rundt på havnen i eftermiddagsmørket, inden hun blev trukket i vejret hængende i håret. Nu hører Shantykorets medlemmer til det modne segment, så derfor kunne man komme med en ny gisning: At de har set det meste, livet har at byde på. Alligevel løsrev mændenes blikke en efter en sig fra det sangblad, de alligevel kunne udenad, for helt at fatte, hvad der skete for øjnene af dem.

Det var åbningsparaden for "Seahorses - myter og halmballer", en 14 dage lang festival centreret omkring Struer havn.

En ærlig borgmester i Mads Jakobsen havde egentlig sammenfattet det meget godt få minutter forinden:

- Jeg glæder mig helt vildt, for jeg aner ikke, hvad det er.

- Dengang jeg gik på gymnasiet, kom vi til at snakke om, hvad vi gerne ville leve af. En kammerat sagde, at han ikke behøvede at blive rig, bare han blev rig på oplevelser, og har man boet i Struer det seneste års tid, så er man blevet rig på oplevelser, og hvad kan være bedre end at slutte af med et arrangement som det her, sagde borgmesteren.

Annonce

Festivalen

"Seahorses - Myter og Halmballer" er et samarbejde mellem Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og Landsby Laboratoriet, der leverer kunst og teater på havnen i Struer den 2.-16. december. I de 14 dage vil der være forestillinger, koncerter og julebals byttehandler.Sammen med lokale landmænd og entreprenører har Landsby Laboratoriet forvandlet den rå fabrikshal under DLG siloen til en teatersal bygget op med 24 bigballer og 25 tons sand for at gøre plads til 150 tilskuere. Her opføres syv aftener hovedforestillingen "Saeta ved havet". Det er en cirkusforestilling om flamenco og heste med skuespillere og musikere fra Odin Teatret, 2 norske ny cirkusakrobater, en flamenco-guitarist og en flamencodanser fra Spanien og Mexico.

Landsby Laboratoriet optræder også i Ølby og Fousing i samme periode med den polske teatergruppe Teatr Brama fra Goleniów.

Den gamle fabrikshal er omdannet til teatersal, som heste, flamenco-dans og musik overtog lørdag eftermiddag. Foto: Johan Gadegaard

Byttehandel

Åbningsparaden begyndte lørdag eftermiddag ved rådhuset, hvorfra musikkorps, heste og sang fulgtes hånd i hånd med det tiltagende eftermiddagsmørke til havnen ved DLG siloen.

Udenfor var der dans, og indenfor var der flere smagsprøver på, hvad festivalen har at byde på.

- Jeg har kigget i programmet og forsøgt at begribe, hvad det var. Det er ikke helt lykkedes, men jeg glæder mig, havde Mads Jakobsen allerede erkendt, inden han sammen med omkring 200 publikummer satte sig til rette på en halmballe i en omdannet fabrikshal.

Her kunne tilskuerne se en flamenco-danser, høre Shantykorets stemningsfulde toner og selv synge med på julesange. Alt sammen orkestreret af Kai Bredholt, der med sin vanlige sans for kvikke, humoristiske bemærkninger sørgede for, at alt hang sammen.

- Hvad handler det her om? Hvorfor gør vi det? Fordi det da er meget sjovt, siger I, men hele ideen er, at det er en byttehandel, sagde Kai Bredholt og roste Struer for al den hjælp, performerne har mødt.

Dét er byttehandlen. At Struer kommer og støtter, og Landsby Laboratoriet til gengæld holder julebal. Eller at siloen i de 14 dage transformeres om til en 45 meter høj videoinstallation, der afbilder "de, der er Struer og gør, at der sker noget i Struer", sagde Kai Bredholt.

- Det er den historie, vi vil fortælle, tilføjede han.

Kai Bredholt opfordrede til, at man støttede de planlagte arrangementer. - Og skulle man synes, at de er vildt kedelige og ikke rykker en meter, så send din svigermor herned i stedet, sagde han. Foto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Annonce