x
Annonce
Søndag ifølge

Jeg glæder mig - så ustyrligt meget

Jeg vil glæde mig så ustyrligt meget til at få friheden og handlekraften tilbage. Jeg vil glæde mig til igen at møde de mennesker, der betyder noget. Jeg vil glæde mig til at stå i kø.

Jeg kan godt lide en god middag på en hyggelig restaurant. Jeg kan godt lide at rejse. Jeg kan godt lide at stå forrest i køen ved et loppemarked og kæmpe om at komme først hen til kassen med gamle LP-plader. Jeg kan godt lide selskab - især hvis jeg selv må vælge det. Jeg kan godt lide underholdning, musik og foredrag. Jeg kan godt lide mine kolleger og min familie. Derfor glæder jeg mig. Ligesom du, kære læser, helt sikkert glæder dig. Jeg glæder mig til, at alt det her ligger bag os og til at få hverdagen tilbage.

Jeg savner det hele. Også det, man lige nu ikke kan sige højt uden at komme til at lyde som en forkælet møgunge. For selvfølgelig skal vi høre efter og gøre vores for at bremse smitten. Men det er altså også i orden at være pissetræt af, at man ikke kan komme i fitnesscentret eller til koncert. Vi skal have styr på proportionerne, men jeg nægter at skamme mig over det, jeg er irriteret over at måtte undvære og gå glip af. Sygdommen er værst, men konsekvenserne følger tæt efter.

Det hænder en sen aftentime, at min gennembekymrede sjæl kun kan se fremtidens sorte skyer. Konkurser, lukkede virksomheder, arbejdsløse, frygt og mistillid. Kun kan se, hvordan vi langt på den anden side af sundhedskrisen holder på pengene, fylder skabene, hytter vores eget og polstrer os til den næste epidemi. Det er en reel risiko, at denne enorme forskrækkelse, døden og elendigheden jager så stor en skræk i livet på os, at samfundet bliver handlingslammet. For en tid. Men der er heldigvis også en anden mulighed.

Valget er faktisk helt vores eget. Sygdommen kan vi ikke forhindre helt, men de langtidsholdbare eftervirkninger er i høj grad op til os selv. Vi kan gøre meget for at komme bedst muligt gennem den næste hårde tid. Mon ikke de sidste nu har lært at høre efter råd og formaningerne fra myndighederne? Jeg håber inderligt, at vi også kan finde ud af at høre efter bagefter. Til den tid handler det om at få banket økonomien op i gear igen og få tilliden til fremtiden tilbage.

Bagefter. Der er mange ting, jeg glæder mig til at gøre igen. Bagefter. Jeg vil hyre en lokal håndværker eller to til de uovervindelige gør-selv-projekter, som jeg har udsat alt for længe. Jeg vil spise ude. Jeg vil købe alt muligt fra oplevelser til nye sko. Meget af det kan jeg gøre allerede nu. Jeg køber gavekort til butikker og restauranter. Så har jeg også noget at glæde mig til. Det er det, jeg vil bruge de sene aftentimer på i den svære tid. I stedet for at studere de mørke skyer, vil jeg planlægge, og jeg vil glæde mig. Jeg vil glæde mig så ustyrligt meget til at få friheden og handlekraften tilbage. Jeg vil glæde mig til igen at møde de mennesker, der betyder noget. Jeg vil glæde mig til at stå i kø.

Jeg glæder mig allerede.

Jeg glæder mig også til engang at se tilbage på mit liv og mindes, hvordan sammenhold, ihærdighed og tillid fik os gennem den store krise i 2020. Sandsynligvis udviskes minderne om en grim sygdom med tiden og gør plads til dem, der handler om, hvordan vi alle løftede generationens store opgave og insisterede på at vinde. Ikke bare over sygdommen, men også over følgevirkningerne på økonomien. Jeg glæder mig til at se tilbage på et samfund, der nægtede at hensygne i recession. Se tilbage på en opblomstring af den lokale sammenhængskraft og hjælpsomheden på tværs af alle skel. Se tilbage på dengang, vi igen begyndte at fokusere på det lokale - både i vores indkøb og i vores interesser. Selvfølgelig uden at fornægte os selv den store verden. Jeg glæder mig til at mindes det store boom og det positive livssyn, som fulgte efter sundhedskrisen. Jeg glæder mig til at mindes, hvordan det var at være med til at lægge en ny grundsten i det fundament, som bærer hele samfundet.

Chefredaktør Søren Egebjerg Pedersen. Foto: Morten Stricker
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi må bede om godt vejr

Man må håbe, at det bliver godt vejr efter påske. Det vil i hvert tilfælde gøre opgaven lidt lettere for de kommunalt ansatte samt ledere på skoler og daginstitutioner, når de hen over påsken skal løse en på papiret stort set umulig opgave. De skal skaffe plads til børn i skoler og daginstitutioner, så der dels kan skabes plads nok mellem børnene, og så skal hygiejne-forholdene også være i top. Det vil være en udfordring på rigtig mange skoler og i rigtig mange dagtilbud at skaffe den fornødne plads til det, samtidigt med at det også skal fungere. Skoleklassen kan ikke være i ét klasselokale, og hvis alle forældre vælger at sige ja tak til at få børnene i daginstitution, så er her heller ikke kvadratmeter nok. Opfordringen fra statsministeren lød, at børnene skulle være så meget ude som muligt, og det må man da også håbe, det bliver vejr til i mange dage, da det vil gøre opgaven noget lettere for et presset personale at holde børnene på en rimelig afstand. Ingen ved i skrivende øjeblik hvor mange skoler og dagtilbud, der bliver klar onsdag. Der er meget, der skal på plads. Det vides heller ikke, om forældrene tager imod tilbudet. Ja, børnene skal jo i skole, men hvor mange børn bliver hjemme fra daginstitutionen, fordi forældrene er utrygge ved smittefaren? Mange forældre trænger til, at børnene kommer af sted, og mange børn vil også glæde sig. Men usikkerheden er der jo, om det er en klog beslutning eller ej at sende børnene hjemmefra. Ingen ved det. Det må tiden vise. Vi er på ukendt grund. Regeringen tør ikke længere holde samfundet i et jerngreb på grund af de økonomiske konsekvenser. Eksperterne siger, det her er den klogeste måde at åbne op på. Vi andre må bede til, de har ret. I det her ligger en kalkuleret risiko, da man gerne ser, at en hel del flere faktisk bliver smittet - men i et tempo, hvor sundhedsvæsnet kan følge med. Lukker vi fortsat helt ned, vil det trække epidemien rigtigt langt ud, og mange vil være i fare igen, når bølge to forventes at komme til efteråret. Nej, det er ikke let at træffe en klog beslutning, og en forkert kan give os et nyt Italien eller Spanien. Beslutninger skal tages nu. Næste år ved vi, om det var klogt eller ej.

Annonce