x
Annonce
Struer

- Jeg er den eneste i min tætte vennegruppe, der ikke er fra Afrika

18-årige Laura Lind-Holm på sit værelse på kostskolen ved Struer Statsgymnasium. Foto: Morten Stricker
Der bor lige nu flere end nogensinde før på kostskolen, som hører til Struer Statsgymnasium. Kom med indenfor hos et par af dem - den helt nye og den lidt mere rutinerede.

Struer: 127 elever fra i alt 20 forskellige lande bor lige nu på kostskolen, som hører til Struer Statsgymnasium. Det er rekord. Så mange har der ikke tidligere boet på kostskolen, som til næste år har været til i 50 år.

- Jeg har nu været her i 11 år, og tallet har været støt stigende i hele perioden, så vi har opkøbt forskellige huse, efterhånden som det er steget, fortæller Kirsten Krogh, der er kostskolepædagog.

Det betyder, at hun holder lidt øje med eleverne, snakker med dem og i det hele sikrer sig, at de trives, og at reglerne på stedet bliver overholdt.

Kostskolen er med opkøbene blevet en hel lille landsby ved siden af statsgymnasiet, hvilket også betyder, at elevernes værelser ikke er helt ens. Når man flytter ind, er det typisk på ti kvadratmeter med en seng, et skrivebord og et skab.

Med tiden kan man så blive opgraderet til mere lejlighedslignende forhold, hvor man er lidt færre om toilet og bad, og selv har lidt flere kvadratmeter at boltre sig på.

Annonce

Selve kulturen herude fangede mig rigtig meget, og så fik jeg en rundvisning på skolen og kostskolen og begyndte at se det som en mulighed - og så kom det bare som en naturlig beslutning.

Steffen Mazivila Lystlund, 20 år, bor på kostskole i Struer

Det gav mening

Cirka 65 procent af de 127 beboere på kostskolen går på Struer Statsgymnasiums internationale linje, IB, mens resten går på de øvrige, danske uddannelser.

- Det er en dejlig, mangfoldig gruppe, som Kirsten Krogh udtrykker det.

- Det giver større tolerance, når alle er forskellige. De er nødt til at være åbne for hinanden, og det synes jeg også, de er. Man skal ikke være én bestemt type. Det er okay at være den, man er, uddyber kostskolepædagogen.

En af dem, der er det, er Laura Lind-Holm på 18 år. Hun kommer fra Skive, går på IB-linjens tredje år og flyttede ind på kostskolen som 16-årig efter et år som hjemmeboende IB'er.

- Vi var meget få, der ikke boede på kostskolen, så en stor del af det sociale liv lå her. Alle mine veninder boede herovre, og den ene, der ikke gjorde, flyttede lige pludselig, og så var det egentlig lidt ensomt at skulle hjem hver dag og være afhængig af toget, fortæller hun.

Laura Lind-Holm fik derfor overtalt sine forældre, så da andet år på IB-linjen blev indledt, boede hun også på kostskolen.

Det gode fællesskab

Det er en beslutning, hun bestemt ikke har fortrudt.

- Man kunne godt mærke, at man nu kom til at være en ordentlig del af det. Når der sker ting her, er det jo ikke planlagt. Man sidder og tænker, vi vil gerne se en film sammen, og så samles man jo bare, fortæller Laura Lind-Holm.

Et kollegie, hvor der er nogle, som tager sig af os, er hendes bedste beskrivelse af sit nuværende hjem, hvor man får serveret mad til alle måltider.

Man lærer ifølge Laura Lind-Holm en del om sig selv, når man bor i et fællesskab som på kostskolen, og så giver det også bare nogle ekstra oplevelser at være en del af et meget internationalt miljø.

- Jeg er den eneste i min tætte vennegruppe, der ikke er fra Afrika. Både min kæreste og tre-fire af mine bedste veninder er fra forskellige steder i Afrika, og det er en kæmpe øjenåbner at se, hvilke ting jeg tager for givet, og hvilke ting de har været vant til, fortæller hun:

- Det har været mega sundt, for man bliver meget mere åben af det.

20-årige Steffen Mazivila Lystlund. Foto: Morten Stricker

Svært uden kostskolen

Spørger man uddannelsesleder for IB-linjen, Morten Jensen, ville det være svært at have den internationale linje uden kostskolen.

Det kan lade sig gøre, men så er det med færre udenlandske elever end i Struer.

- Det er helt klart et plus, at vi har mulighed for at tiltrække mange elever udefra, og at vi gør det, siger noget om, at det her er et godt sted at være, siger uddannelseslederen.

Det er også det indtryk, 20-årige Steffen Mazivila Lystlund fra Randers har fået, siden han for nylig flyttede ind på kostskolen.

Han er begyndt på den treårige gymnasieuddannelse, og grunden til, at det blev i Struer, var et besøg i byen i forbindelse med hans tidligere job, hvor han mødte nogle af de unge i byen.

Det fik ham til at komme tilbage for at se nærmere på byen, hvorefter det ene bare førte det andet med sig. - Selve kulturen herude fangede mig rigtig meget, og så fik jeg en rundvisning på skolen og kostskolen og begyndte at se det som en mulighed - og så kom det bare som en naturlig beslutning, fortæller han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Lad os nu høre om vejen ud

En af corona-krisens store frustrationer for mange er usikkerheden om, hvor lang tid denne alternative virkelighed kommer til at herske. Prisen for at begrænse belastningen på sundhedsområdet er enorm. Erhvervslivet er lammet, mange virksomheder risikerer at lukke - også selv om skatteborgernes store pengekasse er åbnet på vid gab med diverse støtteordninger. Uanset hvor mange skattekroner, Folketinget besluttet at sende ud til de ramte brancher, kommer nedlukningen til at koste arbejdspladser. Den kommer til at ødelægge grundlaget for et utal af virksomheder. Økonomien bliver påvirket langt frem i tiden. For at kunne håndtere de barske realiteter, har vi behov for at kende planerne for, hvordan landet igen kan åbnes. Vi har behov for at vide, hvad myndighederne forestiller sig muligt - og hvornår. Ingen forlanger, at Mette Frederiksen, Nikolai Wammen eller Søren Brostrøm skal kunne svare på, hvornår smittefaren er drevet over, men vi må kunne få svar på, hvilke planer der er for rækkefølgen af genetableringen af samfundet. De fleste kan nok forestille sig, at rejsebranchen og teater- og koncertarrangører vil være ramt af begrænsninger længere ind i fremtiden end frisørerne. Eller genbrugspladserne. Eller skolerne. Indtil nu har Danmark ageret trofast og fulgt retningslinjerne. Men hvis vi skal blive ved med at have tillid til myndighederne, må vi sammen kunne se en vej ud af det hele. Ingen tror på en snarlig vaccine eller kur, hvorfor vi må forvente begrænsninger eller risici i en periode, der strækker sig noget længere end til den 13. april, som lige nu er den eneste kendte dato i planerne. Det gik fint med at vise os forskellige scenarier for, hvad der ville ske, hvis vi ikke lukkede landet. Med pædagogiske plancher og grafer, blev vi alle overbevist om nødvendigheden. Vis os nu de forskellige scenarier for, hvordan vi igen får landet på fode. Også selv om de er skræmmende. Vi kan tåle det meste, men hemmeligheder og uvished hører ingen steder hjemme.

Annonce