Annonce
Læserbrev

Jagt. Der er grund til lidt fakta i hjortevildtdebatten

Debat: Der har efterhånden indsneget sig så mange usandheder i debatten om arealkrav i forhold til jagt på kronhjorte, at der kan være grund til berigtigelser.

  1. Pressemeddelelsen fra medlemmer af Hjortevildtgruppe Vestjylland, udsendt 23. september 2019, er ikke sendt til miljøministeren, men til de berørte organisationer og nogle vestjyske dagblade. Der er således ikke gjort noget forsøg på at gå uden om den sædvanlige kommandovej. Postulatet om at pressemeddelelsen skulle være sendt til ministeren er formentlig frit opfundet af formanden for Hjortevildtgruppe Vestjylland, Jakob Boni Jakobsen.
  2. Pressemeddelelsen er ikke udsendt bag om ryggen på formanden. Han ville bare ikke være med, hvilket måske er forståeligt set i lyset af Danmarks Jægerforbunds holdning til arealkravet. To af hjortevildtgruppens medlemmer kontaktede ham for at tilpasse teksten og få ham med, men blev afvist.
  3. Hjortevildtgruppe Vestjylland har ikke planlagt noget offentligt møde i dette efterår. Der er således ikke tale om at aflyse et af hjortevildtgruppen planlagt møde. Postulatet om at ville holde et offentligt stormøde må alene tilskrives Jakob Boni Jakobsen, hvilket han naturligvis kan gøre i sit eget regi, men ikke på vegne af hjortevildtgruppen og ikke med mødeudgifter betalt af staten.
  4. Pressemeddelelsens hovedformål var at opfordre de vestjyske kronvildtjægere til at efterleve ” De Jagtetiske Regler for Kronvildt”. Der var konstateret alvorlige brud på disse regler, og det står i hjortevildtgruppernes kommissorium, at de skal agere derpå, hvilket vi blandt andet gjorde med den udsendte pressemeddelelse. En af rettesnorene for en etisk afskydning af kronhjorte kan være de foreslåede max 1 hjort pr påbegyndt 100 ha. Dette medfører ingen begrænsninger for afskydning af hinder og ikke mindst af kalve, der har en meget lang jagttid. Forslaget om arealbegrænsning har således en stærkt begrænset indflydelse på størrelsen af kronvildtbestanden, og er af minimal betydning for det store flertal af kronvildtjægere, der helt naturligt efterlever ” De Jagtetiske Regler for Kronvildt”.
Annonce
Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.

Annonce