x
Annonce
Læserbrev

Jættehøj. Der findes en perle i Holstebro Kommune

Debat: I disse tider skal man ikke lede så længe efter de triste historier om bør,n der bliver svigtet af de voksne i daginstitutionerne. Grædende børn, som ikke kan få hjælp af en voksen, når de har behov. Alt for travle pædagoger, som ikke kan få de ressourcer, de har brug for, til at yde en indsats de er tilfredse med.

Jeg har en positiv historie. Dén skal I også have. For der findes en daginstitution i Holstebro Kommune, hvor, i hvert fald alle vores drømme om en pasningsløsning i en travl hverdag er gået i opfyldelse.

Et drømmescenarie: Man træder ind ad døren, måske efter en lidt hektisk morgen derhjemme. Der er tændt stearinlys. Der er fred og ro. Der dufter måske af nybagte boller og varm kaffe. Ud kommer en kærlig kvinde med åbne arme og lys i øjnene. Hun tager min dreng i sin kærlige favn, så jeg kan aflevere madpakke, ekstratøj med mere. Hun har glædet sig til han kom. De har glædet sig til han kom.

Ind kommer det næste lille barn ude fra den store verden. Hun bliver modtaget lige så kærligt. I øjenhøjde, og med det lys i de øjne.

Her er der rart at være.

Mit gæt er, at det nok er de færreste forundt at kaotiske morgener munder ud i sådan en aflevering. Men det er ikke desto mindre det, vi oplever hver eneste dag, når vi afleverer vores dreng i Jættehøj Vuggestue. Han bliver altid modtaget med smil, kærlige åbne arme, kærlige ord, - ja, med kærlighed.

Og mig, jeg kan drage ud i verden og passe mit arbejde, evig forvisset om, at min dreng er i de tryggeste hænder og at nogen holder om ham, og holder af ham, imens jeg er væk.

Jeg kan ikke sætte ord på, hvor vigtig den følelse af tryghed er for os. Og jeg under den følelse til alle, der har små børn, som man jo af praktiske årsager må give fra sig nogle timer hver dag.

Når jeg henter ham, véd det personale, der er tilbage altid, om han har haft en god dag. Og de véd, hvordan han har haft en god dag. Var der noget der var svært? - Hvordan løste vi det? – Hvad grinede vi sammen af i dag? Gjorde han noget sødt i dag? Var han på noget tidspunkt utryg – og hvordan fik vi trøstet ham? - Jeg går altid derfra med en helt klar følelse af, at min dreng er blevet set og hørt og mærket – også i dag.

Det er ikke en lang seance, hvor der går en masse tid fra de andre børn, denne lille overlevering. Det er den naturligste ting.

Min store dreng elsker at komme med over i vuggestuen og hente lillebror.

For her er der rart at være.

Og alle de voksne modtager også ham med kærlige smil og ægte lys i øjnene, selvom det er over to år siden, han havde sin faste gang der. Altså – alle de voksne – ikke bare dem, der var på Rød Stue i sin tid. De husker ham, kender ham, - ja man føler, at de holder af ham. Og de har plads til ham i deres åbne arme. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Den slags er ubetaleligt.

I en tid, som er svær for daginstitutionerne og vel egentlig for den kommunale kernevelfærd generelt, er de ægte helte – i dette tilfælde heltinder, dem, som kan få disse følelser frem i en, til tider presset mor og familie, på daglig basis.

De er gode, varme og kærlige kvinder, som løser en svær opgave, på fornemste og allersmukkeste vis. Ikke på grund af omstruktureringer og foranderlige arbejdsvilkår – men på trods af det.

De har det godt med børnene (og jeg nævner bevidst børnene først, for der er ingen tvivl om, at det er dem, der er i centrum for personalet hér.). De har det godt med hinanden. De kender hinanden. Det er en god kultur.

Det er ikke sikkert, at man kan se den slags i excelarkene. Men man kan mærke det, dér hvor det gælder. Og børnene går ud i verden med en god ballast. Her får de noget godt med.

I Jættehøj Vuggestue er der godt at være, når man er lille, og når man er stor. Jeg har igennem de fire år, jeg er kommet der, aldrig oplevet, at der har været kaos. Når jeg nævner det for personalet, smiler de og siger ”Aaarh, du har nok været heldig…”. Men jeg har efterhånden set en del forskellige institutioner, og jeg har aldrig i nogen af de andre oplevet sådan en ro og fred og tryghed, som den der er her.

Personalet er altid omkring børnene. Man oplever ikke børn der står alene, eller børn der ikke bliver set og hørt.

De får jo nok ikke lønforhøjelse og bedre normeringer, men i hvert fald skal de have en tak.

Kære alle I gode kvinder: Af hele mit hjerte TAK for den store indsats, I leverer hver eneste dag. I gør en verden til forskel!

Og kære Holstebro Kommune, jeg håber sådan, at man tænker sig rigtig godt om, før man får omstruktureret alt det gode ud af Jættehøj Vuggestue. Det er en vidunderlig lille perle af en daginstitution. Dét de kan er særligt, og dét de gør, er ubetaleligt.

Arkivfoto: Kristian Djurhuus/Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce