Annonce
Navne

Ivan var den bedste far, vi kunne ønske os

Annonce

Betina Ransborg Nielsen, Jesper Ransborg Jensen og Bjørn Hole Ransborg skriver følgende mindeord over deres far, Ivan Skodborg Jensen, Egebjerg :

Naturen græd den femte juli. Regnen stod ned, og vinden piskede. Ikke på en destruktiv måde, men så man skuttede sig, og med tanke på det hede vejr, mindre end end uge tidligere tænkte:

Det gik hurtigt!

Og det samme tænkte vi om vores far, Ivan Skodborg Jensens liv.

Men regnen piskede ned, tog han sit sidste åndedrag i denne verden.

Den far, der altid havde været der for os, var ikke mere. Ivan Skodborg Jensen voksede op i trygge kår på Lauheden ved Ejsing, som den ældste af fire søskende. Hans forældre dyrkede heden, og fra barnsben lærte han om arbejdets nødvendighed og glæde. En arbejdsmoral, han tog med sig hele livet.

Som skik og brug var, kom han ud at tjene som 14-årig, hos bedstefar og bedstemor i Geddal. Han kom på landbrugsskole, og lod sig siden uddanne til smed. Men mødet med en fem år yngre kvinde, ændrede hans liv. Jo, de havde ganske vist kendt hinanden siden søndagsskolen i missionshuset i Egebjerg, men det var til en kammeratskabsaften i Herning - og siden et bal på Hotel Vinderup - at han for alvor fik øje for Lotte. Vores mor, og hans hustru gennem 49 år. Kort efter, de blev gift, blev hun tilbudt jobbet som uddeler i Egebjerg. Og Ivan sagde ja til at hjælpe. Drømmen var, at drive en lille smedevirksomhed ved siden af. Det blev der ikke tid til. Til gengæld blev det starten på en årelang karriere som bogholder for brugserne i først Egebjerg, siden Ejsing og for en række frivillige foreninger i lokalområdet.

Og Brugsen i Egebjerg blev vores barndomshjem. Vores trygge centrum for livet. Hvor far både passede butik og unger. Hvor han lærte at lave mad, både grød og de bedste frikadeller. Da omsætningen i butikken efterhånden var blevet for lille, blev den gamle brugs fuldtidshjem, med plads til både fest og oplagring, og far blev først ølkusk, dernæst ismand. Og den anden karriere, som salgschauffør og depotbestyret hos først Rønbjerg Is, dernæst Polar Is, tog form. Her fik han igen mulighed for at forme sit job og gøre en forskel for kollegaer og kunder. Og selv om sommerdagene af og til manglede timer, for at det kunne hænge helt sammen, så var han glad for det. Så glad, at han blev hængende på arbejdsmarkedet, efter pensionsalderen egentlig var nået.


Ja, selv da Bjørn behøvede en ny nyre, var far klar, og donerede den ene af sine som den mest selvfølgelige ting i verden.


Men der blev også tid til at hjælpe os tre børn, der efterhånden var blevet spredt ud over landet. Han kørte gerne sig selv og mor til både Fyn og Bornholm, hvis vi ringede og spurgte, om de kunne komme med en hjælpende hånd. Og det kunne være svært at få lov at betale for ting, selv da vi havde nået en voksen alder, og selv tjente vores penge.

Ja, selv da Bjørn behøvede en ny nyre, var han klar, og donerede den ene af sine som den mest selvfølgelige ting i verden.

For far satte en ære i at gøre ting godt og rigtigt, hvad enten, det var at sætte en vandhane op, køre en isbil gennem det halve Jylland, hjælpe til med at arrangere sportsfest, eller være far for sine børn.

Og han var ikke bare, den bedste far vi havde, men den bedste, vi kunne ønske os.

Far var vores klippe. Stor, solid, stille men stabil. Et punkt, man kunne ankre til.

Men selv en klippe kan smuldre i grus. Vores klippe er væk, taget af alt for barsk sygdom, der gik i gang med at fjerne hans stemme og hans mulighed for, selv at bestemme, hvad han kunne og ville gøre. Men værdigheden nåede den ikke at tage.

Kampen blev fløjtet af en søndag formiddag, mens himmelen græd sammen med os og vores mor.

Vi vil altid savne dig, far.

Ære være dit minde!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Flag for Benny og første skoledag

Annonce